https://imgix.femina.dk/media/195f51922ca244f988c6b24b8e7fd504.jpg
Underholdning

Camilla Läckberg: Kendt over hele verden

10. marts 2010
af Christina Ove Holm
Foto: Anna Lena Ahlström
I denne uge udkommer den svenske forfatter Camilla Läckbergs syvende krimi ”Havfruen” på dansk. FEMINA har besøgt hende i Stockholm

Jeg spørger Camilla Läckberg, hvordan hun forholder sig til at være så kendt ikke bare i Sverige, men over det meste af verden. - Det er da lidt svært at forstå, at jeg også bliver læst af så mange mennesker på den anden side af Jorden, smiler hun og tager en japansk udgave af en af hendes krimier ud af reolen.

Kort om Camilla

Camilla Läckberg, 35 år, uddannet civiløkonom, autodidakt forfatter.
Kæreste med Martin, 42 år, der er politimand.
Mor til Wille, 7, og Meja, 5, fra tidligere ægteskab, og til Charlie, snart et år, som hun har sammen med kæresten Martin, og stedmor til hans to børn Fanny, 6, og Felix, 2 år.
Har udgivet kogebogen:
"Smagen af Fjällbacka" samt følgende kriminalromaner, som er udgivet på 40 sprog:
"Isprinsessen" (2002 i Sverige).
"Prædikanten" (2004 i Sverige).
"Stenhuggeren" (2005 i Sverige).
"Ulykkesfuglen" (2006 i Sverige).
"Tyskerungen" (2007 i Sverige).
"Mord og mandelduft" (2007 i Sverige).
"Havfruen" (2008 i Sverige).
"Fyrvogteren" (2009 i Sverige).

Ej berømt ved et tilfælde
Anmeldere har indimellem karakteriseret Läckberg som "succesforfatteren, der blev berømt fra den ene dag til den anden" med en antydning af, at det var held, der gjorde, at hendes bøger blev en succes. En kritik, som gør forfatteren vred. - Det er, som om nogle anmeldere mener, at jeg bare var heldig og blev berømt ved et tilfælde på ingen tid. Men jeg har arbejdet hårdt for at brande mig selv som "varemærket Camilla Läckberg". Men i starten takkede jeg også ja til alle interviews. Både stort og småt, siger Camilla. - Har du udelukkende fået så stor succes, fordi du er god til at promovere dig selv? - Nej da. Det handler om at have sin egen stil, svarer Camilla Läckberg.

Medaljens bagside
Men hendes promovering af sig selv som forfatter har også en bagside. I takt med, at hun har solgt flere og flere bøger, forsøger pressen at opsnuse ting om hendes privatliv. I 2007 var der en dag, hvor Expressen ikke kan have haft de store nyheder at bringe. I hvert fald bragte de mig på forsiden med et helsidebillede og en tekst, hvor der stod, at jeg skulle skilles. Efter den artikel er det, som om der er kommet rigtig meget interesse omkring mig, og siden jeg blev kæreste med Martin, som er kendt i Sverige, fordi han vandt Robinson, har det været ekstra slemt, siger Läckberg.

Kendt i hjembyen
Når den unge forfatter kommer hjem til fødebyen Fjällbacka, hvor også hendes romaner foregår, er det en helt anden sag. - Der kender alle mig, og Fjällbacka er virkelig blevet sat på verdenskortet, efter at jeg har skrevet bøgerne. Der bliver nu lavet busture til Fjällbacka med turistguider, der fortæller om byen på både engelsk, tysk og svensk, griner hun. - Hvordan har folk i Fjällbacka det med, at du går rundt og "slår dem ihjel"? Camilla griner, mens hun svarer. - Jamen, det har de det da fint med. Og i 2004 blev jeg hædret som "årets Fjällbackabo".

Læs også