Underholdning
5. maj 2011

Bettina Aller: Jeg vil hellere gå jorden rundt end skilles igen

Bettina Aller er født med en solid bankbog i ryggen, og hun undværer gerne et bad i 99 dage for en tur hen over Polarhavet. På et af sine eventyr mødte hun sin franske mand, som også elsker hende med fedtet hår, og som hun nu har fået tvillinger med
Af: af Tine Bendixen
https://imgix.femina.dk/media/1a08254290b348a69afc50616dafc7f2.jpg

Foto: Heléne Linsjö og Heidi Maxmiling

Bettina Aller bryder normer. Det store, stygge spørgsmål er, om det er den medfødte Aller-guldske i munden, der har gjort hende så frygtløs?
- Jeg er nok født med trangen til at søge eventyret. Jeg elsker at pakke min hængekøje og min rygsæk og komme VÆK fra al luksus og VÆK fra civilisationen og ud, hvor jeg føler, at livet leves. Hvor instinkterne og naturen og det inderste bestemmer rytmen. Mit liv er en kalender herhjemme. Ude i junglen oplever jeg en kæmpe ro.

Men hvad med komforten?
Det er her, jeg meget direkte spørger, hvordan hun tackler et hjemmegravet jordtoilet, og hun siger: - Det generer mig overhovedet ikke at skide i et hul i jorden. Det er hverken mærkeligt eller ulækkert.
Hvad gør det ved din kvindelighed?
- Det er fedt ikke at have kvindeligheden! Herhjemme kan jeg ikke lade være med at blive lidt forfængelig, og det gider jeg egentlig ikke være. Da Jean-Gabriel (hendes mand, red.) mødte mig på Nordpolen, havde jeg ikke været i bad i tre uger! Jeg havde klappe kage-hår, fordi jeg havde haft hue på i de tre uger. Han så mig så grim, som jeg overhovedet har været.

Penge er frihed
Du er ikke ligefrem født i fattige kår - har det givet dig behov for at provokere trygheden?
- Det kan godt være... Men min bror har det ikke, han er mere til femstjernede hoteller, så det er svært at sige, hvad der er arv og miljø, og hvad der er provokation. Jeg kan bare godt lide at skubbe lidt til folks grænser. Vise mine børn, at det kan lade sig gøre.
Alle(r) pengene ... Hvad betyder de? Det har så mange spurgt hende om før, at hun lynhurtigt svarer:
- Frihed. Jeg er ikke nervøs for, om postbuddet skulle komme med en regning, jeg ikke kan betale. Jeg kan rejse hen, hvor jeg gerne vil, uden at skulle spare sammen i fire år.

Jeg græd et år
Den største udfordring i Bettina Allers liv var hendes skilsmisse.
- Jeg vil 100 gange hellere gå Jorden rundt end skulle skilles igen. Det var enormt hårdt at se på, at jeg gjorde min eksmand så ked af det, for jeg holdt stadig så meget af ham. Jeg græd et helt år, da jeg blev skilt. Vi kunne bare ikke bo sammen. Han ville begrænse mig. Da vi mødtes, gik vi tværs over Borneo sammen, men han syntes, vi skulle have mere ordnede forhold, da vi fik børn. Jeg havde allerede planlagt cykelture til Malaysia med børnene i anhænger ... Nu har jeg mødt Jean-Gabriel, og han lader mig flyve, og jeg lader ham flyve, men vi kommer altid tilbage til reden og hygger os sammen.

Hun er 48. Han er 41.
- Det betyder hverken noget for mig eller for ham, at jeg er ældst. Hvis DET kan provokere, så fint med mig. Det samme med at få børn som 48-årig. Hvis jeg kan få folk til at løfte øjenbryn, så løft bare væk.
Bettina Allers næste projekt er at sejle på verdenshavene om et år - i et år:
- På det tidspunkt går Emily i niende og Christopher (Bettinas to børn fra første ægteskab, red.) ud af gymnasiet. Tvillingerne vil være lige små nok, men hvor der er en vilje, er der en vej!

Relevante links:

Mads Mikkelsen: Jeg har en mening om alt!

Jennifer Lopez: Livet er bedre med børn

Få mere ro i hverdagen. Køb bog om dit åndedræt i feminashoppen.dk

Læs også