https://imgix.femina.dk/media/websites/femina-dot-dk/website/kendte/2013/05/1320-beate-bille-saadan-har-jeg-det-med-min-krop/1320-beate-bille-saadan-har-jeg-det-med-min-krop-stor.jpg
Underholdning

Beate Bille: Sådan har jeg det med min krop

13. maj 2013
af Juliane Olsen, NewsDesk, Aller Media
Foto: All Over
Skuespilleren Beate Bille har fået et mere afslappet forhold til sin krop, efter hun har født sit første barn

At skuespilleren Beate Billes krop havde været gravid og født en lille datter, forhindrede hende ikke sidste år at stille op til en vovet billedserie i mandemagasinet Euroman. Det, at den 36-årige kunstner har fået et mere afslappet forhold til sit hylster, lægger hun da heller ikke skjul på, da Alive.dk møder hende ved et shoppe-event for Hugo Boss i samarbejde med modemagasinet IN.

- Jeg har et okay forhold til min krop, og jeg har faktisk fået det bedre med den. Jeg har ikke den der ungdommelige fiksering på lidt løst hud her og der. Den kunne finde ud af at være gravid og amme min datter, og nu har jeg fået et større fokus på at passe på den, fordi jeg skal være sund for at kunne være der for mit barn, siger Beate Bille.

Læs også: Helena Christensen - sådan ser min hverdag ud

For at holde kroppen i form ynder skuespilleren derfor at træne yoga, at spise sundt og at få behandlinger med Body-sds, der er dybdegående massage af bindevævet. Beate Bille fik datteren Fernanda med filmfotografen Magnus Jønck for tre år siden, og må samtidig indrømme, at det både giver mange glæder og udfordringer at blive mor til sådan en størrelse.

- Det ændrer selvfølgelig ens stil at blive mor. Jeg går sjældent med make-up til dagligt, men jeg kan også godt lide den ærlighed, der er over det. Det er svært at tænke på stil mandag morgen, når barnet har mellemørebetændelse, så derfor kan man godt få et ekstra behov for at lægge make-up og tage stiletter på, når man endelig skal ud. Nogle dage har man bare behov for at være noget helt andet, siger hun.

Helt almindelig mor
Under barslen startede Beate Bille sammen med veninden og kollegaen Laura Christensen en mode-blog, hvor duoen kunne dyrke deres passion for moden, mens de gik hjemme med deres små børn.

- Vi havde mange kreative ideer, som vi gerne ville ud med. Det er en modeblog samtidig med, at det er et indblik i at have små børn. Der er i øvrigt mange som er søde og vil låne os tøj, og derfor tænkte vi, at det også kunne være et fint vindue for de firmaer. Ud over det har vi en humor tilfælles, som vi også dyrker på bloggen, siger Beate Bille.

Læs også: Helle Fagralid - fik mand og fire ekstra børn på et år

At blive betragtet som stilikon er dog ikke noget, som skuespilleren går synderligt meget op, for i sin egen optik er hun først og fremmest en helt normal mor med en dertil hørende hverdag.

- Jeg giver udtryk for at kunne lide mode og sundhed, men jeg har ikke behov for at være i kontrol hele tiden. Jeg er også en normal kvinde, som er mor. En smuk kvinde for mig er en kvinde med en sund udstråling, som hviler i sig selv. Jeg er ingen shoppe-freak med hang til Chanel-tasker. Jeg kan lide gode investeringer som lækre læderjakker eller jeans fra high street-mærker, og det handler virkelig om at finde sin egen stil, siger Beate Bille.

Læs også