https://imgix.femina.dk/storage_1/media/1323-renee-ny.jpg
Underholdning

Årets feminista: Renée Toft Simonsen

11. oktober 2013
af Tine Bendixen
En Feminista er en kvinde, der både er klog og ambitiøs på sig selv og sit køns vegne, men som også deler ud af sig selv på godt og ondt. Ud med glansbilleder, vi får stress af at leve op til – ind med Feministaer, der har personlighed, ægthed og power”. Vi har kåret Renée Toft Simonsen til en af årets feministaer

Hvem? Renée Toft Simonsen, 48 år, indtil for nylig gift med Thomas Helmig, mor til tre – to af dem fra et tidligere forhold.
Hvad? Forfatter, psykolog og eks-supermodel. Vokset op med storesøster og lillesøster: ”Jeg er hende i midten med albuerne.”
Hvorfor er hun en Feminista? Fordi hun tør tale om alt det svære og tør dele ud af sig selv. Også når det gælder emner som kønsbehåring og sprøjteorgasmer!

Hvad er det, du vil?
– Jeg VIL noget selv, og jeg synes også, jeg vil noget på kvindekønnets vegne. Søstre, mødre, døtre, veninder. Er det 100 år siden, vi fik stemmeret? Det er ikke så skidelang tid, vi har været med til at bestemme, vel? Historisk set har kvinder haft fattige muligheder for udvikling og selvudvikling og har været afhængige af mænds nåde. Jeg takker feministerne og dem, der har kæmpet undervejs for, at vi nu har medbestemmelse. Men kampen er ikke færdig. Det er os, der føder ungerne og hænger på dem. Det giver ulige muligheder i forhold til at realisere og forsørge sig selv. Min mors vigtigste mantra var, at mig og mine søstre skulle have uddannelse, arbejde og tjene vores egne penge. Det giver frihed til ikke at måtte blive i et ægteskab, fordi man ikke har råd til andet. Den uafhængighed sidder også dybt i mig. Jeg har igennem livet mærket ret godt efter: Hvad føles sandt og rigtigt for mig? Og hvis jeg er en rolle-model, så er jeg STOLT af det.

Hvad koster det dig at være modig?
– Jeg ved ikke, hvor modig jeg synes jeg er, men der VAR en omkostning, da jeg skrev min første roman, ”Tirsdag formiddag”. Den er ikke selvbiografisk, men den kvindelige hovedperson har den samme angst som jeg selv. Og dér besluttede jeg at sige det højt: ”Jeg er en kvinde, der lider af angst.” Jeg var meget bange for at sige det. Tænkte: Når jeg nu viser den sårbare side af mig, så vil I dømme mig og tænke: Hun er nok ikke så dygtig og sej og klog alligevel, hun er bare sådan en lille bange én ... Men det er altså sådan, der ser ud inde i mig. Jeg kan f.eks. være angst for at spise med kniv og gaffel sammen med andre mennesker. Der ér jo ikke meget at være bange for, når man sidder foran en æggekage, så det er ikke rationelt. Og et eller andet sted er det en vældig underholdende og skidesjov angst, samtidig med at den er meget smertelig. Eksistentielt handler det om angst for at tabe ansigt, miste kontrollen, ikke at blive elsket – og for ikke at være god nok. Men jeg valgte at være sand. Og jeg oplevede, at jeg blev mødt kærligt, da jeg åbnede op. Hold nu kæft, hvad jeg fik af tilkendegivelser fra folk, der sagde: ”Jeg har også angst.” Vis mig det menneske, der ikke har tumlet med et eller andet!

Hvilke glansbilleder har du smidt ud af dit liv?
– Åh gud, jeg ved ikke, om jeg har gjort det. Men jeg er i gang med glansbilledet om at skulle være perfekt til det hele. Ikke være sårbar. Jeg er i fuld gang med at gøre op med, at jeg bare er en stærk kvinde, der kan det hele. Min sårbare side har jeg haft det rigtig svært med. Vildkvinden har jeg det til gengæld rigtig godt med. Den side af mig er blevet lidt overudviklet ...

LÆS OGSÅ: Brysterne sparket tilbage til kødgryderne

Læs også