https://imgix.femina.dk/media/43d6f5763f3b4a49820a127cf8b4f32d.jpg
Se, lyt & oplev

Susanne Bier: Får du en mulighed, så behandl den ordentligt

15. oktober 2012
af Andrea Bak
Foto: Claus Boesen
Susanne Bier kom for sent til en vigtig aftale fordi hun liige skulle drikke te med en veninde. Det fik afgørende betydning for hende

Mit aha-øjeblik
Da det gik op for mig, at jeg selv havde et ansvar for de muligheder, jeg får i livet

Hvad var optakten?
Jeg var 20 år og gik på arkitektskolen, men jeg kunne også godt tænke mig at lave film. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle, så jeg kontaktede Bo Christensen, der dengang var direktør for Nordisk Film, for at tale med ham om, hvilken vej jeg skulle gå.

Hvad skete der?
I min ungdommelige skødesløshed kom jeg et kvarter for sent til vores aftale, fordi jeg drak te med en veninde, og tiden løb fra mig. Jeg tænkte, at det gjorde nok ikke noget, for det var jo kun et kvarter, men da jeg kom frem, sagde han: "Jeg havde sat 20 minutter af til dig, så nu er der 5 tilbage." Da gik det op for mig, at jeg havde forspildt en kæmpe chance - en chance, som oven i købet var blevet givet mig på baggrund af et andet menneskes generøsitet og venlighed. Ét er,
at man kommer for sent - det kan ske for enhver, men jeg kom for sent på grund af min egen lemfældighed, så det var min egen skyld, at jeg missede den chance, og det havde jeg det rigtig dårligt med.

Hvilken indflydelse har det haft på dit liv i dag?
Jeg tænker tit tilbage på den dag og på den fornemmelse, jeg havde i kroppen bagefter. Jeg lærte virkelig, at når du får en åbning, så har du bare at behandle den åbning ordentligt. Selvfølgelig er der masser af ting, der ikke lader sig gøre af årsager uden for én selv, men vi har selv et ansvar for at generere en masse muligheder for os selv. I dag tænker jeg tit, at "nu gør jeg, hvad jeg kan", og hvis det så ikke kan lade sig gøre af en eller anden årsag, jeg ikke er herre over, så er det bare ærgerligt. Så er min samvittighed ren, for så har jeg gjort, hvad jeg kunne. Men det er noget helt andet, hvis jeg på nogen måder selv har en aktie i, at det ikke kan lade sig gøre - f.eks. hvis jeg ikke forbereder mig ordentligt - så er det en helt anden sag.

Blå Bog

Navn: Susanne Bier.
Alder: 49 år.
Job: Filminstruktør. Har bla. instrueret "Den eneste ene", "Elsker dig for evigt", "Brødre", "Efter brylluppet" og "Things We Lost in the Fire"

Læs også:
Derfor blev Helle Thorning-Schmidt politiker

Læs også