
Se, lyt & oplev
Stor guide: Her er bøgerne til din sommerferie
19. maj 2017af Julia Lahme
Foto: Panthermedia, m.fl.
Det er snart sommer, og inden du planlægger resten af din ferie, er det vigtigste naturligvis at overveje, hvilke læseoplevelser du skal forære dig selv i år. Her får du 12 bøger at vælge imellem
FIND DIN FAVORITBOG TIL SOMMERFERIEN I GALLERIET HERUNDER

1 /12
Et følsomt barnDu kender sikkert Rachel Joyces kæmpesucces ”Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd”, som vandt priser i hele verden – men kender du også To sekunder i Byron Hemmings’ liv (Lindhardt og Ringhof)? Denne fantastiske og dragende roman foregår i to spor, som efterhånden væves sammen. Vi er i 1972, hvor der blev der lagt to sekunder til tiden for at skabe balance mellem den faktiske tid og jordens rotation. Det er her, romanen tager sit udgangspunkt, for hvad har de to små sekunder af betydning for vores liv? Byron Hemmings er et følsomt, fantasifuldt barn, som bliver oprigtig bekymret, da hans bedste ven fortæller ham, at der skal lægges to sekunder til tiden, og det er med god grund, for da Byrons mor er ved at komme for sent til et skolearrangement, træffer hun et skæbnesvangert valg, som får katastrofale konsekvenser. Vi møder også Jim, som har OCD, bor i sin bil og er afrydder i caféen i det lokale supermarked. Hans liv er ved at ændre sig til det bedre, for han har mødt en kvinde, som ser ud til at forstå og holde af ham.

2 /12
Glimmer og grinHvis nogen har forstået, at livet ikke er et hækkeløb mod pensionen, og at man rent faktisk gerne må dyppe det i glimmer og rulle det i fnis, er det Hella Joof. Med Papmaché reglen (Gyldendal) får du 25 gode regler, som du kan vælge at leve efter, og hvis du gør, lader det ikke til, du får det mindre sjovt. I bogen øser Hella ud af sin store livserfaring, og der er masser af gode anekdoter. Hun skriver om kærlighed, tab, bryster, penge, hår og alt det andet, der kan optage os, og med charme, mildhed og fast baghånd får vi de 25 regler serveret, så det er umuligt ikke at have lyst til at følge dem. En livsklog og livsglad bog.

3 /12
Sorg og kærlighedJoan Didion har opnået kultstatus i en sjælden grad, og det giver mening! Blå timer (Gyldendal) er en selvstændig fortsættelse af ”Et år med magisk tænkning” og handler om datterens død. Om det frygteligt forkerte i at skulle begrave sin voksne datter kort tid efter hendes bryllup. Samtidig – fordi Joan Didion så modigt og fintfølende registrerer og reflekterer over sit liv og sine oplevelser – bliver denne uendeligt tragiske beretning til en intens, livsklog og, ja, livsbekræftende bog. Didion tager udgangspunkt i de lykkelige minder fra datterens bryllup og opruller deres liv sammen. Mor og datter. Barndom, ungdom og voksenliv. Og med et helt særligt klarsyn, skærpet af sorgen og af den tydelige fornemmelse af selv at blive ældre, beskriver hun både de lykkeligste stunder og de smertelige øjeblikke og oplevelser af afstand, utilstrækkelighed og fravær. Men også af stor, stor kærlighed.

4 /12
Kærlighed og kreativitetDen amerikanske forfatterinde Elizabeth Gilbert begik med ”Spis, bed, elsk” en verdenssucces, og nu er hun ved at gøre det igen, nemlig med den essayagtige Big magic (Gyldendal), som hverken handler om pasta eller kærlighed, men om kreativitet. I sin vidunderligt oplagte stil tager Gilbert fat i, hvad det er, der gør, at mennesket er skabende, og hvordan vi hver især holder fast i kreativiteten. Hun fortæller levende med nedslag i sin egen familiehistorie og i anekdoter, der får én til både at grine og græde, hvordan man er nødt til at gribe med begge hænder om de gode idéer, og hvordan det at være skabende er et grundvilkår i menneskets liv.

5 /12
Familie er mange tingNayomi Munaweeras De tusind spejles ø (Cicero) tager dig med til Sri Lanka. Her møder vi tre piger, da borgerkrigen begynder. Den singalesiske familie Rajasinghe er i gang med at forlade deres fine villa i hovedstaden Colombo og flygte til USA. Men selv om familiens to piger, Yasodhara og Lanka, hurtigt falder til, står minderne om deres barndomsø og deres tamilske barndomsven Shiva så stærkt og så lysende klart, at de som voksne sammen søger tilbage mod øen. Imens er deres veninde, den tamilske pige Saraswathi, vokset op i en lille landsby, hvor hun og hendes familie kæmper for at opretholde en dagligdag i det borgerkrigshærgede land og holde fast i håbet om, at der venter den dygtige og flittige Saraswathi en bedre fremtid.

6 /12
Mirakler og KleenexEn advarsel: Denne bog er så rørende, at du måske skal sørge for at være alene hjemme, så du kan hulke dig igennem i fred. Det her er en kærlighedshistorie af de store. Den usynlige Ivan Isaenko (Politiken) af Scott Stambach er romanen om Ivan på 17 år. Han har hele sit liv været indlagt på Hospitalet for alvorligt syge børn i Hviderusland. Hans krop er fuldstændig ødelagt, men hans sind er skarpt. Han læser, lærer og forsøger at opretholde rutiner, der gør livet nogenlunde tåleligt. Han finder en mening med livet i netop rutinen, og den holder han fast i, lige indtil Polina ankommer. Hun har leukæmi, roder, tager hans bøger og ødelægger rutinerne – og får Ivan til at føle sig andet end tom. Kort sagt: Ivan forelsker sig i hende. Og nu får hans liv et formål: At hans elskede Polina skal overleve. Denne roman er kærlighed, mirakler og stort personligt mod, alt sammen noget, der får én til at tænke lidt mere over de kærlighedsbånd, vi knytter.

7 /12
Norsk storfamilie Gaute Heivolls roman Over det kinesiske hav (Samleren) tager udgangspunkt i Norge, hvor vi møder et ungt par, som skaber deres eget såkaldte forplejningshjem, en institution for mentalt handikappede. Det gør de lige inden anden verdenskrigs begyndelse, lykkeligt uvidende om, hvad der om lidt er ved at ske. Huset bygger de i skovkanten og flytter ind med deres lille dreng og endnu et barn i vente. Snart fyldes rummene med patienter, den religiøse grubler Christian Jensen og Onkel Josef, der er en af de mest belæste i bygden. Siden kommer en søskendeflok på fem til ”galehuset”, som det bliver kaldt. Krigen slutter, men den usædvanlige storfamilie får alt andet end den fred, de længes efter. Der er nemlig ikke længe til, at de rammes af begivenheder uden for deres kontrol, og som kommer til at have betydning for resten af deres liv.

8 /12
Krigsbørn krydser sporEn af de bøger, der rører, og som ikke er til at slippe, er Anthony Doerrs Alt det lys vi ikke ser (Politikens Forlag). Den tager udgangspunkt i anden verdenskrig, men begynder i 1934 i Paris. Da Marie-Laure er seks, mister hun synet. For at hun kan lære at klare sig, bygger hendes far, låsesmeden på det naturhistoriske museum, en perfekt miniaturemodel af deres kvarter, så hun kan indprente sig det hele med fingrene. Da nazisterne besætter Paris, flygter far og datter til fæstningsbyen ved Bretagnes kyst, Saint-Malo, hvor Marie-Laures grandonkel bor. Med sig har de noget ganske særligt: Det naturhistoriske museums mest værdifulde og sagnomspundne juvel, gemt i et af de huse, Marie-Laures far lavede til modellen af deres kvarter. Samtidig i Tyskland vokser den forældreløse dreng Werner op på et børnehjem. En dag finder Werner en ødelagt radio, og han bliver med tiden ekspert i at bygge og reparere radioer. Det fører ham over et militærakademi ind i krigen, og han ender i Saint-Malo. Under det skæbnesvangre luftangreb på byen et par måneder efter D-dag i 1944 krydser hans spor Marie-Laures.

9 /12
Den vilde mormorHendes forlag kalder hende med rette for ”den historiske romans dronning”, og nu vender Maria Helleberg blikket mod sin egen familiehistorie. Og den er vild. Med Kvinderne fra Thy (Samleren) har Helleberg nemlig begået en slægtsroman om sin oldemor Mariane og mormor Marie Dusine, og med den får vi et nært, kærligt og ikke mindst relevant indblik i kvindeliv i Danmark hen over århundredskiftet i en tid, hvor kærligheden og det frie valg stadig ikke var for alle. Mariane, der kunne være blevet frue på en herregård, ender i Vester Vandet, alene med en stor børneflok, da hendes mand stikker af til Amerika. Oprøreren Marie Dusine vokser op uden en far, og gennem sine stærke holdninger kommer hun til at danne par med en uventet mand. Det er en fortælling om upassende forelskelser, om at have lykken inden for rækkevidde og om at udfordre normerne.

10 /12
Kunstner under jordenArturo Pérez-Revertes Den tålmodige snigskytte (Rosinante) er en thriller om graffiti-kulturen. Sniper er en legendarisk og berygtet gadekunstner, som er gået under jorden, fordi hans radikale idéer har krævet dødsofre. Kunsthistorikeren Lex kontaktes af en forlægger, som vil have hende til at finde Sniper og få hans accept til udgivelse af en bog om ham. Det bliver til en hæsblæsende rejse rundt i både Spanien, Portugal og Italien, før Lex nærmer sig sit mål i Napoli. Jagten på Sniper introducerer Lex til graffitimiljøets motiver og ideologier, der kæmper mod en pengestyret kunstindustri, som vil tjene penge på graffitiens spontane udtryk. Bogen sætter spørgsmålstegn ved forholdet mellem magt, kunst og undergrund.

11 /12
Fortidens flirtKøbenhavns Politi er presset op til EU-topmødet i København, da en bombe springer i et baghus på Nørrebro. Sådan begynder Jacob Melanders krimi De berusedes vej (Rosinante). Politiassistent Lars Winkler er i chok, da den dræbte er journalist Thorbjørn Lehbæk, skribent og Lars’ gamle ven fra punktiden. Var Thorbjørn i færd med at fremstille en brevbombe til brug under topmødet, eller var han offer for højreorienteret terror? Efterforskningen af mordet kommer ubehageligt tæt på Lars’ fortid, som han hidtil har prøvet at holde skjult. Og hvad skete der egentlig dengang i 1984, hvor de unge punkere Lars og Thorbjørn også flirtede med anarkisme og voldelige demonstrationer?

12 /12
Foruroligende storbyferieDen psykologiske thriller Lejligheden (Gad) af S.L. Grey er lige til at tisse i bukserne over. Ægteparret Mark og Steph trænger til at komme væk fra en stresset og opslidende hverdag i kølvandet på et indbrud i deres hus i Cape Town. Og med begrænset feriebudget beslutter de sig for at bytte bolig gennem et website. Her finder de hurtigt en drømmelejlighed i Paris. Så snart de ankommer til den smukke by og ser, hvad det er, de har byttet sig til, går det op for dem, at noget ikke er helt som ventet. Huset virker trist og forladt, og lejligheden er mørk, lugter og er mere end almindeligt slidt. Det hele bliver kun værre, da de bliver klar over, at deres kreditkort ikke virker, og de derfor ikke har mulighed for bare at finde et hotel. Da de går på opdagelse i lejligheden, gør de et mildest talt foruroligende fund – og det går efterhånden op for dem, at mareridtet kun lige er begyndt.