https://imgix.femina.dk/media/article/strik-prim.jpg
Se, lyt & oplev

Skuespillere: “Vi har strikket os ud af stress, sorg og telefonmisbrug”

11. maj 2020
af Katrine Bojen Krogh og Kathrine Graa
Foto: Anja Ekstrøm, Lis Bang og Miklos Szabo.
Ditte Hansen, Christiane Gjellerup Koch og Trine Gadeberg strikker på livet løs. Hør her, hvorfor de tre skuespillere strikker - og hvad deres vildeste strikkeprojekt går ud på.

At strikke er efterhånden blevet en folkehobby.

Ældre som unge kan mødes med en strikkepind i hver hånd og dele tips og ikke mindst visse de fine nystrikkede kreationer frem.

Er du i miljøet, ved du også, hvor meget snakken går, så snart pindene har fået gang i rytmen. Det er trods alt en snakkesport.

Strikketerapi

Men det er ikke altid let at finde tid til at mødes med strikkeklubben. Derfor har skuespillerne Ditte Hansen, Christiane Gjellerup Koch og Trine Gadeberg startet podcasten “Mens vi strikker” - en samtalepodcast, der kombinerer to ting, de elsker: Strik og gode samtaler.

- Vi er freelancere og oplever alle at det er svært at finde tid og mulighed til at mødes. Med podcasten vil vi tilbyde andre, der ligesom os savner en strikkeklub, et alternativt og digitalt strikke-fællesskab.

LÆS OGSÅ: Strik det fineste pandebånd

Strik dig ud af telefonmisbrug

De tre skuespillere har kendt hinanden længe gennem teater, TV og film, men det var først sidste efterår, de opdagede, at de havde en fælles passion: Strik – og ønsket om at starte en podcast.

- Christiane og Trine var begge på turné og mødtes på et hotel over morgenbuffeten. Her fortæller Trine, at hun har gået og overvejet at starte en strikkepodcast. Overrasket svarer Christiane tilbage med, at det havde hun og Ditte også overvejet. Så vi slog os sammen og det var en fed beslutning. Vores fælles energi er helt forrygende. Fuld af grin og hemmeligheder – og selvfølgelig også masser af strik, fortæller de tre skuespillere.

Og strikketerapi skal der til. Selv startede de alle med at strikke for at bearbejde problemer i deres eget liv.

- Christiane startede med at strikke som barn, fordi det hjalp hende med at finde ro i en stor familie. Trine begyndte at strikke, da hun forrige år mistede sin mor. Hun har strikket sig gennem sorgen. Og Ditte begyndte at strikke sidste efterår, fordi hun måtte erkende at hun havde et sygeligt forhold til sin iPhone og strikketøjet derfor kunne give hendes hjerne en pause.

- Vi har også alle tre strikket, så det sprøjter under coronakrisen. Når man er lidt ude af den, kan strikketøjet føles som noget trygt at holde fast i, fortæller de tre strikkeentuisiaster.

"Strik og speghetti"

Strik er ikke bare et fantastisk bindeled mellem børn og ældre. Trine lærte fx at strikke sokkehæle af en ældre dame på et plejehjem i forbindelse med arbejde.

Men strik er også en perfekt lejlighed til at socialisere. Christiane og Ditte har før holdt ”Strik og Spaghetti ”-aftener. Det går i al sin enkelthed ud på, at man laver en ordentlig gryde spaghetti, inviterer sine bedste venner og beder dem tage strikketøjet med. Det bliver, ifølge dem, altid møghyggeligt.

I hvilke situationer finder I strikketøjet frem?

- Alle vegne – man kan jo have det med overalt. Man kan sidde med det i sofaen, i solen og i bussen. Vi oplever ofte at strikketøjet er en icebreaker og samtalestarter. Men på samme tid kan man altså også gemme sig lidt bag sit strikketøj: Hvis du fx skal til en meget lang generalforsamling, så er det bare frem med strikketøjet - så flyver tiden afsted.

LÆS OGSÅ: Få opskriften på Molly Egelinds skønne sweater

Hvad strikkede I først?

- Christiane har strikket hele sit liv: Hun lærte det af sin mormor. Det første hun strikkede, var en rød vante. Ditte strikkede karklude i flere måneder, og Trine strikkede bunker af sweatre.

Hvad har været jeres vildeste strikkeprojekt?

- Ditte har strikket et firemeter langt tæppe. Det kan desværre ikke bruges til så meget, men det gjorde, at hun fik strikket sig ud af sit iPhone-misbrug. Trine er i gang med den fedeste hoodie til sin mand. Den er på de mindste pinde, så det er virkeligt et ambitiøst projekt. Christiane er ekspert i at anvende restegarn - hun strikker de smukkeste tehætter med selvopfundne mønstre.

Hvad er jeres næste projekt?

- Trine og Ditte drømmer om at strikke bløde lange bukser i fede farver, som man kan trisse rundt i derhjemme. Christiane vil gerne strikke et sengetæppe i kæmpegarn, hvor hun vil bruge sine arme som strikkepinde.

LÆS OGSÅ: Din guide til de bedste podcasts

Hvad er tankerne bag jeres podcast?

- Strik er supermoderne lige nu. Både i mode og måske på grund af en kombination af noget klimabevidsthed og en søgen tilbage til ikke-digitale sysler. Vi vil gerne tilbyde en masse inspiration og så er det gode ved at strikke jo, at man kan snakke imens. Vi vil hver uge have et strikketema: Vi skal strikke sweateres, sokker, børnetøj, strik til boligen, klima strik og så ringer vi hver uge til vores strikkementor Ulla fra Fyn. Podcasten vil være lidt en terapi, men det er ikke gruppeterapi - det er strikketerapi!

“Mens vi strikker” er ude som podcast på Podimo. Der kommer nye afsnit hver torsdag.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_4.png

Læs også