Persbrandt er oplagt som Hamilton

Den mere følsomme actionhelt er en ny type, man vist gør klogest i at vænne sig til. Først var det James Bond, nu er turen sandelig også kommet til hans ellers så kølige, svenske kollega, Carl Hamilton.

I Mikael Persbrandt totalt fitte og voldsomt veltrænede skikkelse får vi en Hamilton, der roder med noget mere eksistentielle og følelsestunge spørgsmål end hvad hans normalt så handlingshurtige liv plejer at rumme. Han er kørt træt i agenttilværelsen, der er en kvinde der spøger i hans liv. Men kan man trække sig tilbage til tosomhed, hjemlig hygge og vin i glasset, når så mange af nationens store anliggender er afhængige af ens handlekraft og intelligens?

Det er det, Hamilton tumler med i danske Kathrine Windfelds filmatisering af Jan Guillous helt og univers i "Hamilton - i nationens interesse". Det er hurtig og håndholdt kameraføring, en Mikael Persbrandt, der er så oplagt som den moderne Hamilton - han har netop hans mystik, autoritet, men nu også en lidt træt og hærget attitude, som passer til karakteren.

Helt ærligt, det kan jo ikke være let at være supermand og national redningsplanke når man er mere midaldrende? Tempoet er stadig højt, følelserne noget dybere end før og samtalerne ligeså.

FFFF