Gift ved første blik
27. august 2021

Parfumeskab, penisforventninger og pæne gryder: Vi har set andet afsnit af ”Gift ved første blik”

Der blev sunget lumre festsange og givet ærlige løfter, da de sidste par blev viet i andet afsnit af ”Gift ved første blik”.
Af: af Signe Bertram
https://imgix.femina.dk/2021-08-27/gvfb-header-2.jpg

Foto: DR

I andet afsnit blev tempoet sat lidt ned - men det var langt fra kedeligt.

Vi så de to sidste par blive gift inden bryllupsrejserne. Og med et match mindre end sidste uge var der mere tid til at lære deltagerne at kende (a.k.a snuse endnu mere rundt i deres køkkenskabe – love it).

Eksperterne var tilbage i kontroltårnet med havudsigt og gigantisk touchskærm. Til ingens overraskelse var de enige om to perfekte matches med kæmpe potentiale.

En ny ekspert kom også på banen. Etnolog og livsstilsekspert Julia Lahme blev inden sæsonstart annonceret som et ekstra spice til programmet, der skal ”berige seerne med trends og perspektiver”.

Hun forklarede lidt om bryllupskjolens betydning og reflekterede over programmets koncept – og her fik hun nok sagt noget liiidt for generelt om arrangerede ægteskaber.

Det er jo desværre ikke alle arrangerede ægteskaber i verden, der bliver indgået lige så frivilligt som dem i ”Gift ved første blik” – eller bliver evalueret med en parterapeut efter fem uger.

Men tilbage til den gode stemning (for den var der nok af i ugens program).

Her er de to nye par:

Mette og Morten

https://imgix.femina.dk/2021-08-27/morten-og-mette.jpg

Årets mest velduftende par hedder Mette og Morten. De har begge to en imponerende parfumesamling på badeværelset, men Mette er et skridt foran og har også et helt skab til reserverne.

Imens Mette har indrettet sig udelukkende med sorte, hvide og lyserøde ting, har Morten nogle meget store nisser, der har taget plads i stuens helårs-indretning. Og så har han et helt fitnesscenter hjemme i privaten.

Men det tror vi, at Mette vil forstå. For hun har indkøbt udstyr til en professionel neglesalon, som hun kun bruger til sig selv. Når de flytter sammen, behøver de jo næsten ikke at bevæge sig ud af huset.

Psykolog Gert Martin Hald forudsiger, at Mette og Morten vil være villige til at udleve seksualiteten hurtigt i forholdet. Og det vil vi give ham ret i, da vi ser, hvordan de præsenterer deres soveværelser.

En mulig konflikt lurer dog rundt om hjørnet, da vi får kigget i køleskabene.

Som den fitness- og triatlontype han er, har Morten fyldt hylderne med økologiske grøntsager.

Mette har derimod sikret sig nok Kærgården og Pepsi Max til at overleve apokalypsen. Og så får hun sig et shot, når der er noget at fejre.

Mortens største bekymring inden brylluppet er, om han bliver gift med ”hende den lede kælling fra et kursus”. Det står lidt i kontrast til hans forventning om, at ”hun går ind i det med samme åbne sind som mig og giver det en chance” – men han bliver heldigvis positivt overrasket.

Til brylluppet har Morten og Mette nemlig matchende smilerynker og ser virkelig søde ud sammen. Den fysiske kemi er der med det samme, og der bliver taget romantiske snapchats i hestevognen.

Til festen har Mette skrevet en selskabssang dedikeret til Morten. Hvis man hører til dem, der bryder sig om festsange, så var Mettes virkelig velskrevet – for hvordan får man ellers lige sagt, at man har høje forventninger til størrelsen på en fremmed mands penis?

Efterfølgende siger Morten, at han er glad for de små clues, som Mette havde skrevet ind i sangen.

Men vi synes nu, hun fik formuleret sig ret præcist.

Daniel og Samantha

https://imgix.femina.dk/2021-08-27/samantha-og-daniel.jpg

Årets yngste par er Daniel og Samantha, der begge har et roligt, jysk sind og drømmer om at stifte familie. De bor i lejlighed med roommates i henholdsvis Aarhus og København og handler begge to ind efter mottoet: Det skal være billigt.

Daniel er uddannet landmand og har aldrig haft en kæreste. Han tror selv, at det er, fordi han ikke er så god til at skrive til kvinder, han møder i byen. Det udvikler sig bare ikke til et forhold, når man kun skriver ”hej”… og ikke mere.

Men Daniel drømmer om at blive gift og slå sig ned – og så er ”Gift ved første blik” jo en genial genvej.

Samantha har heller ikke haft så meget held med kærligheden og vil gerne tilbage til Jylland. Hun gemmer de pæne gryder væk i bunden af sit klædeskab, så hun er klar til at blive rigtig voksen (vi er mange, der venter på, at den dag kommer).

Inden brylluppet får Samantha flettet hår af sin mor, der er flyttet fra Nigeria til Danmark for at være sammen med Samanthas far.

Hendes bedste råd til kærligheden er, at man bare skal synes om hinanden fra første øjeblik – ”resten ordner sig selv.” Og det håber vi, holder stik.

For både Samantha og Daniel ser glade ud, da de ser hinanden til brylluppet. Faktisk glemmer de helt at få spurgt om hinandens navne.

I denne sæson har programmet afskaffet parrenes morgenbreve til hinanden og i stedet fået dem til at afgive løfter til brylluppet, ligesom de gør i det amerikanske ”Gift ved første blik” – og vi kan ikke helt finde ud af, om det fungerer.

Men Samantha vandt med løftet: ”Jeg lover dig at bevare min positive energi, hvis jeg ikke er sulten eller fryser” – for, same girl.

Daniel afgiver et måske lidt for pessimistisk løfte.

For pointen er vel, at de fem uger skal føre til et livslangt ægteskab? Men hvis de stadig er gift næste år, får Daniel ikke problemer med at huske bryllupsdagen, for det er nemlig også hans fødselsdag.

Til festen holder Samantha endnu en fantastisk tale (som hun læser op fra telefonen – vi vil anbefale, at man bruger papyrusrulle), og der bliver danset en lidt vaklende brudevals, der med fordel kunne være øvet på parkeringspladsen under opsyn af Christina fra sidste afsnit.

Vi slukker kameraerne på hotelværelset, hvor Daniel og Samantha holder i hånd efter en lang dag – og vi håber, de holder ved.

Læs også