Nymphomaniac: Frastødende, frustrerende og farlig

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke hører til Lars von Triers mest benovede tilhængere. Hans film holder mig på afstand på en måde, som til sidst ender med at kede mig. Men med "Nymphomaniac" virker netop denne holden afstand midt i svedige sexscener, kønsbehåring, strittende brystvorter og tunger, der slikker og sluger, helt anderledes. Den pirrer, lokker, er farlig og gør filmen uforudsigelig, midt i alt det ekstremt eksplicitte. Dens overintellektuelle, skolemesteragtige brug af småanalyser af religioner, symboler, Freud, Bach og andet tungt tankegods fra kulturhistorien står som irriterende og provokerende teoretiske indskud midt i alt det forbudte, Joe (Charlotte Gainsbourg) gør i sit liv. Som at gå fra sit barn om natten for at få pisk i en kælder, køre stramt aftenskema så de mindst otte sexhungrende mænd pr. aften ikke støder ind i andre end hende i den lille lejlighed, som at onanere i toget mellem andre passagerer. Alt den slags. Joe fortæller det hele i ti kapitler til den aseksuelle jomfru Seligman (Stellan Skarsgård), der har fundet hende gennembanket i en gyde ved sit hjem. Hun er praksis, han er teori. Hun er krop, han er tanke. LÆS OGSÅ: Guide - din vej til orgasme Frastødende og formidabel Fire timer er lige at stramme den, jeg kommer til at kede mig undervejs, og der er indskud, som blot trækker tingene i langdrag. Men så pludselig er der scener og billeder, som man ved, allerede mens de står på lærredet, man ikke vil kunne glemme igen. "Nymphomaniac" er frastødende, frustrerende, farlig, forfærdelig, fascinerende, forvirrende, formidabel og fucking fantastisk. Lige meget, hvor meget jeg prøvede at holde igen og kæmpe imod, overmandede den mig til sidst. Så der er 5 F'er til Trier fra FEMINA. Nymphomaniac har premiere 25.december.