Nybyggerne Lise og Michael
Se, lyt & oplev

Nybygger-par fik en sød overraskelse. Så fulgte en svær ventetid

16. marts 2023
Af Line Lei Mohrsen Jensen
Foto: Hanne Juul
"Nybyggerne"-vinderne Lise Vandborg og Michael Stig Christensen skal være forældre for tredje gang, men allerede i starten af graviditeten har de mødt udfordringer.

Denne artikel blev først bragt hos Se og Hør. Dette er en redigeret version.

Der flytter snart et nyt familiemedlem ind hjemme hos "Nybyggerne"-vinderparret Lise Vandborg og Michael Stig Christensen.

Parret har nemlig afsløret, at de venter deres tredje barn.

Det sker i et opslag på Instagram.

- JEG ER GRAVID! Og jeg har solgt alt babytøj, fordi vi egentligt havde besluttet at vente nogle år: skæbnen ville noget andet, og det bliver garanteret fantastisk, skriver Lise Vandborg.

Men selv om lykken er stor, starter opslaget dog markant anderledes. Parret har nemlig været mødt af en del udfordringer i takt med graviditeten, der ikke var planlagt.

- Opdag du er gravid, uden det lige var planlagt. Chok. Hvad gør vi? Vi vil gerne have tre, men først når Michael er rask. Vi beslutter os for at gøre det. For vi kan godt. Børnene har aldrig været en hindring for os, indleder Lise Vandborg opslaget.

Michael Stig Christensen blev tilbage i 2021 ramt af en alvorlig hjernerystelse og har siden døjet med eftervirkningerne heraf. Derfor var det også ekstra udfordrende for parret, da de stødte på endnu et bump på vejen, efter de havde besluttet at beholde barnet.

En jordemoder og en læge havde nemlig dårlige nyheder til "Nybyggerne"-parret.

- Det sortnede for mine øjne, og jeg brød sammen. Hvorfor os? Så venter svære beslutninger og endnu sværere ventetid. Blodprøver, moderkagebiopsi, skriver Lise Vandborg videre i opslaget.

Efter en række prøver ventede der dog – mod forventning – parret godt nyt. Der var alligevel ingen tegn på kromosomafvigelser eller misdannelser, som de først frygtede.

- Alt for mange svære følelser, bekymringer og bange anelser. Heldigvis helt manet til jorden, nu hvor vi endelig ved, at der vokser en sund og rask søskende i min mave, skriver Lise Vandborg.

Derfor kan parret også endelig glæde sig over at dele nyheden med deres mange følgere.

- Vi kan godt det her. Det bliver svært og hårdt, men vi har et godt netværk. Og vores børn glæder sig sådan! Det gør vi også: endelig, afslutter hun opslaget.

Lise Vandborg og Michael Stig Christensen vandt "Nybyggerne" tilbage i 2016, og de har i forvejen børnene Villy og Verner.

Læs også