Se, lyt & oplev

Ny film om terrorangrebet på Krudttønden: Her går man og bøvler med sit liv, og så bliver man skudt. Det er ubærligt

Ole Christian Madsen havde tidligere været nære venner med Finn Nørgaard, der blev skudt under terrorangrebet på Krudttønden i 2015, og de uforløste følelser mellem dem fik ham til at skrive alenlange notater efter Finns død. Det er nu blevet til en film om de dage, terroren ramte Danmark.

 Det var en iskold aften i Danmark, kun godt en måned efter det frygtelige terrorangreb på det franske satiremagasin Charlie Hebdo. Ved halvtitiden ringer telefonen hjemme hos filminstruktør Ole Christian Madsen. Det er Ekstra Bladet, der vil høre, hvad han siger til, at hans tidligere ven Finn Nørgaard er død. 
 
– Det er ikke ham. Det tror jeg ikke på, svarede Ole Christian Madsen. 
 
 
Finn Nørgaard var 55, og ham, Ole Christian Madsen havde hørt om i nyhederne i forbindelse med angrebet på kulturhuset Krudttønden på Østerbro, blev beskrevet som en 40-årig mand. 
 
Men det var Finn. 
 
Finn, som Ole Christian Madsen i en årrække havde haft et venskab med, men som han ikke så længere. Finn, som var en pæn fyr, der så yngre ud, end han var. 
 
– Alt var kaos den aften. Ekstra Bladet sagde, at de var sikre på, at det var Finn, men jeg ville ikke sige noget, før jeg havde fundet ud af, hvad der var sket. Fordi jeg kunne se det med Finns øjne: Her kom han for første gang ind til et møde om ytringsfrihed, fordi han for nylig var blevet opmærksom på, at der var nogle kræfter derude, som vi var nødt til at tage stilling til. Han gik og bøvlede med sit liv, og så sker det helt afsindigt uretfærdige, at han bliver skudt. Fra det ene øjeblik til det andet. Det er en for ufattelig tanke for mig. 
 
I dagene efter angrebet begynder Ole Christian Madsen at udveksle noter med sin gode ven, manuskriptforfatter Lars K. Andersen. Også han havde været en af Finns gode venner, og ligesom Ole Christian Madsen var han blevet uvenner med Finn en del år tilbage i forbindelse med et samarbejde om en film. Konflikten mellem dem havde lagt sig, og de fortsatte med at se hinanden, men efterhånden ebbede venskabet ud. 
 
– Lars havde den samme følelse: Da Finn blev skudt, sad vi pludselig tilbage med en hel masse uforløst. Ting, vi aldrig havde fået afklaret. Vi skrev frem og tilbage til hinanden om, hvordan vi huskede Finn, om angrebet på Krudttønden og synagogen, og hvad de ting, der skete i Europa på det tidspunkt, betød – uden at vide, hvad vi skulle med det. Selv da jeg tog til USA og arbejdede 18 timer i døgnet, skrev jeg, så jeg kunne jo mærke, at det fyldte noget.
 
– Vi var begge forfærdede over det, der var sket, og det var en slags behandling af den angst. Og det uforløste forhold til Finn, skylden, skammen, at vi ikke var kommet overens med ham. Og så hele det europæiske perspektiv: Alle de værdier, som har gjort os frie, lige og selvstændige – var det virkelig nu, vi skulle kæmpe med det? Alle de ting begyndte at rumle rundt, fortæller Ole Christian Madsen. 
 
LÆS OGSÅ: Helle Merete Brix var til stede under terrorangrebet på Krudttønden: "Der gik en rædsel igennem mig, da jeg opdagede, at det var skud"

DET VAR TO HELTE, DER DØDE 

Efter nogle års skriverier frem og tilbage beslutter Ole Christian Madsen og Lars K. Andersen sig for at fortælle historien. Historien om fire mennesker, der går rundt i hvert deres liv, og pludselig – på to dage i februar – er det slut for tre af dem. 
 
Filmen ”Krudttønden” følger de to ofre, filmmanden Finn Nørgaard og den jødiske frivillige vagt ved synagogen i Krystalgade Dan Uzan, den (fiktive) nedslidte aktionsstyrkebetjent Rico og gerningsmanden Omar el-Hussein i dagene op til angrebet, hvor de fire skæbner på ulykkelig vis bliver viklet sammen.
 
– Filmen er ofrenes film – det var to helte, der døde. Omar el-Hussein er den anden side af det hele. Han er de kræfter, der ligger og ulmer og for det meste føles, som om de pludselig manifesterer sig ud af ingenting. Han er en særlig skyggeside, som vi næsten aldrig ser, før det er for sent, siger Ole Christian Madsen. 
 
Har du været bange for at fremstille ham som et offer, man får medlidenhed med?
 
– Der er kun to ofre i fortællingen, og det er Finn og Dan. Men jeg var bange for uforvarende at komme til at skildre ham på en måde, der kunne gøre ham til martyr. Der kom 2.700 mennesker til hans begravelse, trods det han havde gjort, så det var vigtigt for mig ikke at fremstille ham som en sej fyr med en riffel. Jeg ser Omar el-Hussein som en mand, der har manglet retning i sit liv, som derfor endte på den værst tænkelige måde – for hans ofre og for ham selv. Allerede da han var i Jordan, begyndte han at interessere sig for islam, og siden blev han radikaliseret løbende. Det kulminerede så, da han sad i fængsel sidste gang.
 
– For ham var der ikke nogen vej tilbage til samfundet. Og tiden hjalp ikke på det. I den periode var ISIS på fremmarch, man så en ny, grusom islamistisk bevægelse, som rent faktisk havde succes, hvilket var sjældent. ISIS var blevet mainstream, der var mange angreb – blandt andet på Charlie Hebdo, Nice, Bataclan, Bruxelles – hele Europa var hensat i angst. Det var en frygtelig tid, og også Danmark havde enormt svært ved at forholde sig til, hvad vi skulle stille op med det. For en radikaliseret ung mand som Omar el-Hussein var det vanvittigt svært ikke at blive fascineret af ISIS. Det repræsenterede lige præcis den mulighed, han i sin optik havde for at få værdighed. For at blive nogen. 
 
Forkæl dig selv og få femina leveret hver uge. Køb et abonnement her
 

VI ER BLEVET MEGET MERE BANGE 

I dagene efter angrebet bølgede diskussionen om, hvorvidt Omar el-Hussein var terrorist eller bare en psykisk ustabil ung mand, der havde kastet sig ud i en impulsiv aktion, frem og tilbage i befolkningen. Men så enkelt er det ikke, mener Ole Christian Madsen.
 
– Man kan ikke dysse det ned til, at det bare var en psykisk ustabil mands værk. Så længe intentionen er ideologisk og at destabilisere samfundet, så er det terror. Omar var både radikaliseret og kriminel. Det er den profil, man ofte ser hos europæiske terrorister. De har haft en ustabil opvækst, er blevet tidligt kriminelle, de er forholdsvis nyligt radikaliserede og har ikke nogen uddannelse. 
 
– Omar el-Hussein blev fascineret af en militariseret udgave af islam. Derudover havde han en masse sociale problemer i bagagen, men religionen spillede en rolle. Men det er nemmere at forklare det ud fra nogle sociale faktorer, end det er at tage det her skræmmende perspektiv ind: At en af årsagerne til, at vi er så polariserede i Europa i dag, er, at religion pludselig spiller en større og større rolle i vores ellers sekulære samfund. Jeg er stor tilhænger af, at folk må tro på lige præcis det, de vil, men det, de tror på, må ikke blive et politisk redskab. Det mangler vi at tage en samtale om. 
 
Hvad mener du, er den nødvendige samtale?
 
– Siden angrebet i København og de andre rundtomkring i Europa har vi brugt energien på at finde ud af, hvordan vi undgår at krænke andre mennesker, så det ikke sker igen. Som civilsamfund har vi talt enormt meget om, hvordan vi skal forholde os til, at vi skal have lov til at sige, hvad vi mener, uden at det kan bringe os i livsfare. For det har vi selvfølgelig haft det svært med. 
 
– Jeg synes, at vi skal diskutere, om det virkelig er fair, at vi skal gå og være så bange. Vi taler så meget om, hvordan vi undgår at blive ramt af terror igen, men vi taler mindre om, hvorvidt det overhovedet er rimeligt, at du og jeg og vores børn skal være bange for at sige vores mening højt. Det synes jeg, er noget, vi skal tage et større livtag med. 
 
– Efter min mening er angrebet på Krudttønden den vigtigste begivenhed de sidste 10 år i forhold til at identificere, hvem vi er som befolkning. Det var dér, vi for alvor mistede vores uskyld. Vi kunne ikke forstå, hvorfor vi var en del af en international terrorbølge, for sådan opfatter vi ikke os selv. Selv om vi har haft Muhammed-tegningerne og været aktive i både Irak og Afghanistan, kunne vi alligevel ikke forstå os selv som andet end et lille land, der ikke gjorde nogen fortræd. 
 
– Angrebet på Krudttønden markerede, at den identitet var forbi. Derfor var det vigtigt – og hvis nogen siger, at angrebet ikke har influeret deres hverdag, så er det løgn. Sikkerheden i Danmark er blevet afgørende skærpet efter angrebet, terrorloven er blevet skærpet, hele overvågningsdiskussionen, vi har nu, er skærpet af den begivenhed – og vi er blevet meget mere bange, siger Ole Christian Madsen.
 
LÆS OGSÅ: Da terrorangrebet på Utøya i Norge fandt sted i 2011, fulgte danske Britt Kreutzmann sin søn Patricks kamp for at overleve via telefonen
 

”CHARLIE HEBDO BAD JO SELV OM DET”

Under arbejdet med filmen opdagede han, at Danmark var splittet i spørgsmålet om terroraktionerne. 
 
– Det var for eksempel en lidt for udbredt holdning, at Charlie Hebdo selv bad om det. De var jo så provokerende. Der er en del mennesker, som stadigvæk ikke forstår, at de liberale frihedsværdier har skabt det samfund, vi har i dag. Retten til at tale frit har væltet konger, den har skabt større ligestilling mellem kønnene, den har nedbrudt uretfærdighed. Hvis man hele tiden skærer til på friheden til at tale frit, vil man opleve et helt andet samfund. 
 
– Ligesom Finn har jeg været meget forundret over, at vi overhovedet skulle begynde at diskutere de her rettigheder igen. Retten til at ytre sig, til at forsamles, de frihedsrettigheder, som har været en hård kamp for at skabe en helt unik civilisation. Det har undret mig, at man ikke kunne acceptere, at det er den allervigtigste dna i vores samfund, for at det kan fungere. Skal vi virkelig frede religion fra kritik, fordi vi ellers vil krænke nogle mennesker? Når det er sagt, kan jeg den ene dag godt mene, at okay, jeg kan godt indskrænke min ret lidt for at undgå bomber i metroen, den næste dag tænker jeg: Kraftedeme nej! 
 
Men der er vel forskel på, hvordan man ytrer sig?
 
– Jeg synes ikke, at man kan diskutere ytringsfriheden i sig selv, men vi kan bestemt godt diskutere, at man skal opføre sig anstændigt. For hvad stiller man op med folk, der står og skriger fornærmelser i folks egne baghaver, som Rasmus Paludan gør? Der er ikke noget at gøre ved det, fordi han netop benytter sig af sin ret til at ytre sig. Det er rædselsfuldt at se på, men det er bare at bide tænderne sammen, for hvad er alternativet? Jeg kan ikke se et alternativ, siger Ole Christian Madsen og pointerer: 
 
– Og det har jo virket. Der er ikke nogen, der bliver provokeret af Rasmus Paludan mere. Folk kommer ikke til hans demonstrationer, de er bedøvende ligeglade. Så de penge, vi har brugt på ham, har vi brugt på at sikre vores rettigheder, og Danmark er faktisk det første land i Europa, der har knækket denne her ekstreme højrefløjs-trend. Vi var et af de første lande i Europa, hvor den blomstrede, og vi er de første, der trækker den anden vej også. Begge dele kan lade sig gøre på grund af den meget høje grad af frihed, vi lever under. Forenings-Danmark er enormt kraftigt. Det er det, der har skabt os, det er der, vi har lært at sidde og råbe ad hinanden og være uenige uden at slå hinanden ihjel eller blive dødeligt uvenner. Vi har lært, at vi kan sige vores mening til hinanden uden at risikere liv og lemmer, og det skal vi blive ved med at kunne. Jeg vil ikke være med til andet. 
 

FINN VAR PÅ VEJ ET ANDET STED HEN, DA HAN DØDE

Det var den rettighed, ytringsfriheden, Finn Nørgaard døde for, da han forsøgte at overmande Omar el-Hussein uden for Krudttønden 14. februar 2015. Selv om Finn Nørgaard var kampsportstrænet, var det en ulige kamp mellem den bevæbnede el-Hussein og den 55-årige filmmand, som endte med at blive skudt på klos hold. 
 
Ole Christian Madsen beskriver Finn Nørgaard som et høfligt, humoristisk, begavet og varmt menneske, der var meget optaget af ytringsfriheden. 
 
– Han havde noget med tyranner og havde også et opgør med det i sit liv – måske var det derfor, han blev så påvirket af den diskussion. Folk, der prøver at få andre underlagt deres vilje. Og det mest tyranniske, man kan forestille sig, er nok en mand med en maskinpistol. Jeg kan huske, at når man gik i byen med Finn, og nogen kom op at slås, så gik han altid ind i midten og forsøgte at stoppe det. Han havde en meget stærk retfærdighedssans. Og en eller anden frygtløshed, der gjorde, at han konfronterede Omar. 
 
Fik du den forløsning, du søgte, ved at lave filmen?
 
– På en måde, men det er ikke vigtigt mere. Det er ikke min film, den tilhører andre nu. Jeg havde ikke set Finn i otte år, tror jeg, men jeg vidste, at han havde fået et godt liv. Et meget anderledes liv, end da jeg kendte ham. Hans vennekreds var anderledes og virkelig fin, han havde en skøn kæreste, et godt liv. Bøvlet, som alle andre menneskers, men godt. Så jeg var lettet over, at det var gået godt for ham. 
 
– Finn var 55, da han døde, og det er en skrøbelig alder. Det er dér, hvor man måske er blevet lidt træt af at have været i det samme miljø så længe – filmmiljøet – der hvor man skal anstrenge sig for at genopfinde sig selv hele tiden. Finn var nok på vej et andet sted hen, da han døde. Han var i gang med at finde ud af, hvad han ville bruge resten af sit liv på. Her går man og bøvler med sit liv, og så bliver man skudt. Det er ubærligt. 
 
Filminstruktør Ole Christian Madsen, 55. Fik sit store gennembrud med dogmefilmen ”En kærlighedshistorie” i 2001 og er siden blevet kendt for bl.a. ”Nordkraft”, ”Prag”, ”Steppeulven”, ”Flammen og Citronen” og ”Superclasico”. Har tre sønner, den yngste, Svend, med skuespilleren Stine Stengade, som han dannede par med i flere år. Bor i dag alene, men har en kæreste.
Aktuel med filmen ”Krudttønden”. Nikolaj Coster-Waldau spiller betjenten Rico, Lars Brygmann er Finn Nørgaard, Adam Buchard spiller Dan Uzan, og debutanten Albert Arthur Amiryan har rollen som Omar el-Hussein. Premiere 5. marts.
 
Læs mere om: