Den store bagedyst
Den store bagedyst

Når din personlighed er et bildæk og andre højdepunkter fra første afsnit af Den store bagedyst

2. oktober 2021
af Bonna Haagen Pedersen
Foto: DR
Superman, Pride og gamle bildæk. Programmet, hvor alt kan være en kage, er tilbage. Den 10. sæson af bagedysten byder på både kreative sjæle, skøre opfindere og traditionelle bedstemødre.

– Klar, parat, bag!

Den gode Timm Vladimir ligner en, der virkelig har glædet sig til at sige de ord, for årets sæson af ”Den store bagedyst” er den 10. og det er noget helt særligt, må vi forstå.

Årets deltagere har det vildt og spændt, og de har glædet sig til at prøve kræfter med fondant, ganache og gelé, der måske, måske ikke sætter sig.

Igen i år bliver de præsenteret som ”10 håbefulde amatørbagere”, men det er en sandhed med modifikationer. For de kan jo efterhånden både temperere chokolade og undgå, at moussen splatter ud over det hele.

Normalt bevæger deltagerne sig håbefulde op ad slotsalléen ved Clausholm Slot akkompagneret af noget god bimle-bamle musik. Men det er jo jubilæum, og det kræver en særlig intro.

Så denne gang sidder deltagerne i en studentervogn med det passende skilt: ”Dyt for kage” og far-humoren agerer støbeform, når Timm skyder programmet i gang med sætningen ”Så kører bussen!”

Den første udfordring

Bussen kører i hvert fald hen til bageteltet, hvor deltagernes første udfordring bliver en fødselsdagskage i anledningen af programmets 10-års jubilæum.

Undervejs bliver vi introduceret til årets deltagere, der har hver deres fortolkning af, hvad en fødselsdagskage bør indeholde.

Årets yngste deltager, 17-årige Johanne, vælger at lave en strawberry daiquiri-kage. Fordi hun forbinder fødselsdag med booze – åh, at være 17 år. Vi relaterer, Johanne.

Johanne den store bagedyst

Årets alderspræsident, Gitte, holder sig til det hun kender. En god, gammeldags lagkage.

– Jeg har valgt at lave en ganske almindelig lagkage ... Jeg er jo sådan en traditionsbunden pige.

Og det kan selvfølgelig også noget Gitte.

Den hemmelige udfordring

Ovenpå de 10 fortolkninger af fødselsdagskage står deltagerne over for den frygtede ”hemmelige udfordring”.

Der skal bages citrontærte med marengs. Og for de deltagere, der hverken har øvet sig på at lave creme eller jævnligt bikser en bearnaise sammen, er det en udfordring at finde den rigtige konsistens. Det skal hverken være vingummibamse eller splat.

Den kække opfinder-type, Jakob, der i første udfordring næsten fik skrevet en hel roman på sin fødselsdagskage, vælger kun at putte en sparsom mængde marengs på sin tærte.

– More is less, eller less is more er det vist.

Når når det kommer til marengs, må vi altså sige, at vi er enige med dommerne: More is more.

Den hemmelige udfordring gør det også klart, hvem der kan deres håndværk. Frederik med det generøse marengshåndelag vinder udfordringen.

Mesterværkerne

På dag to skal deltagerne modellere et personligt mesterværk i fondant, for der er jo ikke noget, man hellere vil spise end solide mængder sukkergummi.

I den anledning får deltagerne vist os, at man kan afspejle sig selv gennem både bildæk, sandstrande og supermandskager.

Tilde Den store bagedyst

Deltageren Tilde vælger at koge hendes interesse for mode ned til en håndtaske i fondant. Den skal laves på squash, som ”ikke smager af grøntsag”.

– En sund kage, eller noget.

Det er den nok ikke, men vi kan godt følge dig, Tilde.

Om den er sund, er også fuldstændig underordnet, for Tilde kommer i mål med en kage, der rykker dommernes vurdering af hendes evner.

Hvor de før havde placeret hende i bundfeltet, ligger hun nu i toppen.

Det er dog ikke alle, der mestrer mesterværkerne til perfektion.

Årets senior Gitte, der ligesom tidligere ældre deltagere bager for sine børnebørn, møder sin grænse, når det kommer til finish i fondant.

Det gør Emil til gengæld ikke, som lykkes med at lave en kage, der symboliserer dengang, han sprang ud.

Resultatet er så flot, at han vinder titlen som årets første mesterbager.

Frederik den store bagedyst

I første afsnit er der som altid god stemning og ingen, der ryger ud, men vi frygter lidt for Gittes overlevelse i næste program. Heldigvis tager hun den selv med ophøjet ro.

– Hvis jeg skal videre, skal jeg knibe ballerne sammen, og det kan jo godt være svært i min alder.

Om Gitte formår at stramme ballerne, vil tiden vise.

Indtil da kan vi kun glæde os til næste afsnit, hvor deltagerne skal prøve kræfter med den legendariske guitarkage fra 2014.

Læs også