Se, lyt & oplev

Musikalsk kvindepower - 20 år før Spice Girls

af Mette Rou Lund 6. juli 2012
Foto: Les Kaner, Sony Music arkiv
De red med på en rødstrømpebølge, men ville hellere være musikalske end feministiske. Det århusianske kvindeband Shit og Chanel, senere Chit og Chalou, skrev musikhistorie i 1970’erne, og boksen med de fire legendariske album er ude nu

Klar kusserock, fissefunk og pattepunk". Det er ikke ord, vi plejer at bruge i FEMINA. Og det er da heller ikke vores ord, men et citat fra kvindegruppen Shit og Chanel. Sådan beskrev den legendariske pigegruppe sig selv under markedsføringen af deres andet album, "Shit og Chanel No 5" i 1977. Det foregik i en kontaktannonce, hvor bandet sad med tørrehjelme på og proklamerede, at de var klar igen efter fødsler og eksaminer.Kan selv, vil selvSelv om sangerne og guitaristerne Anne Linnet og Lis Sørensen, trommeslageren Ulla Tvede Eriksen, pianisten Astrid Elbek og bassisten Lone Poulsen ikke var blege for at være blikfang i minishorts, nedknappede bluser og vampede krøller, så var de fem kvinder langtfra som de producerstyrede og typestylede playback-marionetdukker, der siden hen er set i boy- og girlbands. De var kvinder, der både kunne synge, spille OG selv skrive musikken.Ikke overraskende var det handlekraftige Anne Linnet, der var initiativtager til gruppen. Hun ville finde sammen med andre kvinder, der ikke var bange for at give den gas på scenen, og som også havde noget at byde på musikalsk. Det fandt hun med Ulla og Astrid, der spillede sammen i bandet med det flatterende navn Koen. Anne Linnets daværende mand Holger Laumann havde hørt en kvinde, der sang virkelig godt - hun hed Lis Sørensen, og så havde Annes bror en kæreste (Lone), der kunne spille guitar, men da de manglede en bassist, måtte hun jo bare lære at spille bas!

Gjorde rødstrømper rasendeDet blev til fire album i perioden 1974-1979, og det store gennembrud kom i 1975 med "Smuk og dejlig". I bh-afbrændingstiden blev hittet ikke mindre af, at Anne ikke lagde skjul på, at det var skrevet til en kvinde. Men bandet var ikke interesserede i at være feministiske ikoner, de havde rødder i det århusianske konservatoriemiljø og ville hellere skabe fokus på musikken end det politiske.Folk, der dukkede op for at se dem spille topløse, mens de viftede med røde bannere, blev skuffede. Helt "galt" gik det, da bandet i 1975 spillede koncert ved en kvindefestival i Fælledparken og inviterede et par mandlige kollegaer op på scenen til fælles jam. Så blev rødstrømperne røde af raseri og forlod koncerten. Alligevel er der mange i dag, der forbinder bandet med 70'ernes kvindekamp.René Dif: "Der er sgu meget vildt i det her livPrimetime-sangerinderI 1981 var det slut med at kalde sig Shit og Chanel, for det satte mode- og parfume-mastodonten en stopper for. Derefter kaldte de sig Shit og Chalou, men bandet blev opløst i al fredelighed kort efter.Anne og Lis fik ikke ligefrem mindre succes, da de dannede bandet Anne Linnet Band sammen med en vis Sanne Salomonsen, og i dag er de et godt bevis på, at primetimekvinder kan have en succesrig sangkarriere. Men hvad blev der af Astrid, Lone og Ulla? Astrid er uddannelseschef ved Det Jyske Musikkonservatorium, Ulla fortsatte med musikken og var også trommeslager i Jomfru Ane Band. Lone har valgt helt at trække sig ud af det offentlige virvar og stillede heller ikke op til det nye pressebillede i anledning af boksudgivelsen.

Top trendy igen?Nu hvor hår under armene og på benene atter er bandlyst, og bh'en er fast del af garderoben, er det igen blevet trendy at synge sange på dansk uden dikkedarer - tænk bare på Medina og Rasmus Seebach, måske de har smuglyttet til Shit og Chanel-klassikere som "Smuk og dejlig", "Dejlig dreng" og "Du er min datter"? Nu har de, og alle os andre, i hvert fald muligheden for at lytte videre på det nyudgivne bokssæt. Sættet indeholder de fire originale album plus bonus-cd med hidtil uudgivet materiale - heriblandt liveoptagelser fra Montmartre og Roskilde Festival, demotracks og andet arkivguf. Så der er god mulighed for fællessang på tværs af generationerne hjemme i stuen.

Annette Heick: Pæn, provokerende, men ingen primadonna