https://imgix.femina.dk/storage_1/media/before-midnight-02b.jpg
Se, lyt & oplev

Before midnight - filmen alle i et parforhold skal se

22. august 2013
Mette Rou Lund
Before midnight rammer plet hos alle os, der for længst har fundet den store kærlighed, og nu har indset, at han smider de snavsede sokker på gulvet og glemmer at barbere sig.

Er du kvinde? I et længerevarende forhold? Har du fået børn? Har du en karriere eller en drøm om det? Så er du den ene hovedrolleindehaver i Before Midnight. Jeg havde det i hvert fald sådan, da jeg så Julie Delphy rulle sig ud som Ethan Hawkes store kærlighed i Before Midnight. Hold da fest, det er jo mig. Åh Gud, er vi virkelig så irriterende at høre på, os kvinder. Og er mænd virkelig så patetiske. Lader vi virkelig petitesser skygge for den store kærlighed og gøre os så hverdagsgrå.

Jesse (Ethan Hawke) og Celine (Julie Delphy) faldt med et brag for hinanden i Before Sunrise (1995), og de faldt endnu engang for hinanden i Before Sunset (2004). Ni år efter ser det ikke helt så smukt ud. Hverken fysisk eller mentalt. De er på ferie i Grækenland, og som publikum får vi et råt indblik i, at selv den største kærlighed ikke nødvendigvis fører til and they lived happy ever after. For der er også en ekskone, måske en affære, uforløste ambitioner, krævende tvillingeunger, dårlig hverdagssex, for lidt morgensex osv.

Det fine ved denne her film er, at den når ind til kernen af, hvad det vil sige at elske nogen og at være dedikeret til et parforhold. Med alle de ups and downs, der er i den virkelige verden, for det her er en film, der (bortset fra de unaturligt bedårende tvillingedøtre), på ingen måde lugter af Hollywood, og det elsker jeg den for.

6 F'er og respekt til instruktør Richard Linklater, der sammen med Julie Delphy og Ethan Hawke har stået for det dybt interessante og samtidig realistiske manus. Som tør lade dialogen fylde det hele. Og hvilken dialog! Skynd dig at se Before Midnight, også selvom du ikke har set de to andre fremragende film i trilogien. Eller endnu bedre skynd dig at skaffe dem og få hele historien om Jesse og Celine. Og så er det hjem at kramme den store kærlighed, også selvom hans skægstubbe kradser, og han har glemt at gi' dig komplimenter de sidste syv år.

Hvad er den bedste parforholdsfilm, du har set? Kom med et bud her:

Læs også