Melancholia

"Melancholia". Her er al gruen, malet op i stiliseret rædselsvækkende ro, akkompagneret af den storladende dommedagsmusik, der også løber gennem resten af filmen.
Resten af den film, jeg til gengæld har det noget mere ambivalent med. Hvis det bare havde handlet om dommedag, så fint. Så havde vi måske netop fået en film i stil med det, som stillbillederne peger på - lidt mere "Antichrist". Men i langt højere grad er "Melancholia" faktisk endnu en film om Lars von Triers depressioner, om sygdomsforløb og mennesker, der ikke er som andre og ikke kan gøre for det. Problemet er desværre, at man alt for tit føler med Charlotte Gainsbourg, når hun siger til sin søster, Kirsten Dunst: "Ind imellem hader jeg dig bare så meget". Depression er ikke en sygdom, der er til at spøge med, men brugt som den bliver i Triers film, så bliver man meget træt af Dunsts karakter. Det er belastende både for en som publikum og for filmen. Også selv om hun spiller fremragende.

"Melancholia" er meget langtrukken og helt ærligt, så synes jeg ikke, der er ret meget i den udover det rent overfladiske. Den mangler noget i dybde, fordi den er så enormt fokuseret på sygdomshistorien - på forskellen mellem den depressive søster og den almindelige. Til gengæld går jorden under på en ekstrem smuk måde.

3 F'er