Johanne i den store bagedyst
Den store bagedyst

Johanne kæmpede i Bagedysten som ordblind: "Jeg røg ud, fordi jeg ikke kunne læse opskriften"

15. november 2021
af Maria Hoang, Se og Hør
Foto: DR
Sæsonens yngste deltager måtte forlade bageteltet lige inden semifinalen.

Denne artikel blev første gang udgivet hos Se og Hør.

Efter lørdagens afsnit med temaet kagetrends var det 17-årige Johanne fra Odense, der måtte forlade ”Den store bagedyst”.

Især den hemmelige udfordring kæmpede den unge studerende med, og over for SE og HØR afslører hun nu, hvad der ikke blev sendt på tv:

– Jeg ryger ud, faktisk ikke fordi jeg ikke kan finde ud af at bage, det er fordi jeg ikke kan finde ud af at læse en opskrift. Og det er jeg rigtig ked af, fortæller Johanne, der er ordblind.

– Det blev bare sort, og jeg kunne ikke læse det. Og til sidst improviserede jeg faktisk bare, og det gik ikke særligt godt, kan man så se, tilføjer hun.

Skuffet og ked af det

Johanne forklarer, at hun fra program seks fik tildelt en person, der skulle hjælpe hende med at læse opskrifterne op, men i program syv glippede det på grund af travlhed på produktionen.

Der var så mange kameraer omkring Johanne, at det ikke var muligt for personen at stå i nærheden og læse op.

Johanne i den store bagedyst

– Jeg har jo selv sagt ja (til at være med i ”Den store bagedyst”, red.), men jeg føler, jeg ryger ud, fordi jeg ikke kan læse, og ikke fordi jeg ikke kan bage. Det er jeg faktisk rigtig skuffet og ked af det over, slår hun fast.

Den unge amatørbager fortæller dog også, at responsen på hendes deltagelse i det populære program har været massiv:

– De skriver, jeg er et forbillede. Det kommer helt bag på mig. Og jeg tænker: “Gud, kan jeg være det?”. Det, synes jeg, er fedt, at nogen siger, de bliver inspirerede og er glade for, de ikke er de eneste, der har haft den følelse.

– At man kan vise, at man kan noget og blive til noget, fortæller Johanne, der har vidst, hun var ordblind, siden hun var 11 år.

Med sit høje humør og positive energi har Johanne hittet på skærmen, og hun udelukker da heller ikke, at vi en dag kan se hende der igen:

– Jeg vil rigtig gerne medvirke i noget andet, hvis der var nogen, der spurgte. Jeg tror ikke, jeg ville søge det selv lige nu, mens jeg er så ung og skal studere, lyder det fra hende.

Hvordan det går de resterende fem amatørbagere, kan du se de næste to lørdage på DR.

Læs også