Se, lyt & oplev
2. juni 2023

Har du også sunget med på "Stupid man?" Nu deler Helmig overraskende historie om hittet

Den originale version af "Stupid man" har et lavere tempo, fortæller Thomas Helmig om superhittet, som egentlig ikke skulle have været en sang om ham selv.
Af: Af Aviaya Hansen
Thomas_Helmig

Foto: Viaplay

Rigtig mange danskere har stået med en kold fadøl i hånden og skrålet med på ”Stupid man”, når Thomas Helmig har været rundt i landet med sit enorme bagkatalog af hits.

Det er dog nok de færreste, der forbinder Helmig-klassikeren med en trist sang. Men det er det, fortæller han i Viaplay-programmet ”All Exclusive”.

For da han i 1994 tog fat om sin guitar for at komponere sangen, var det hans mening at skrive en sang om krigen i Jugoslavien, som strakte sig fra 1990 til 2001.

Det var billederne af en bombet by, hvor en ung kvinde sad med et håbløst udtryk i ansigtet, der havde sat sig i ham og ville ud i form af et stykke musik.

Helmig fandt frem til en balkaninspireret melodi, som skulle spilles på klarinet, men da han begyndte at sætte tekst til, var det pludselig noget helt andet, som slet ikke omhandlede borgerkrigen, der kom ud.

For de indledende strofer ”Dying to please, dying to serve, I couldn't break out, didn't have the nerve” handler i virkeligheden om ham selv.

– Den kom efter sådan en periode, hvor jeg ikke kunne finde ud af, hvornår jeg havde en maske på, og hvornår jeg ikke havde en maske på længere, fortæller han i programmet.

Den aarhusianske hitmager havde svært ved at finde ud af, hvornår han var oprigtigt, og hvornår han ikke var det. Dengang havde han siden 1983 været en del af den danske musikscene – først som frontfigur i Elevatordrengene og siden som solist med kæmpehits som ”Den, jeg elsker”, ”Nu, hvor du har brændt mig af ” og ”Det’ mig, der står herude og banker på”.

- Jeg havde det lidt, som om hvem som helst kunne komme og trække mig op, og så ville jeg synge og danse. Det var den fornemmelse, jeg havde, siger han med strofen ”Hallelujah for the singing clown” som eksempel.

Du kan se hele afsnittet af "All Exclusive" på Viaplay.

Denne artikel blev første gang bragt af SE og HØR. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også