Gift ved første blik
Se, lyt & oplev

Gift ved første blik er tilbage, og vi undrer os: Hvad laver den puslepude der?

25. august 2022
Af Rita Gunnarsdóttir Dam
Foto: DR
Ottende sæson af ”Gift ved første blik” ruller nu over skærmen. Sæsonen byder blandt andet på et kærlighedsseminar og det allerførste match mellem to mænd.

"Hvor er her flot, Anders. Hold da kæft," udbryder etnolog og livsstilsekspert Julia Lahme, da hun træder ind i Anders’ grå-i-grå soveværelse, hvor tøjet er sirligt farvekoordineret bag de industrielle metalskabe.

Anders, der til daglig arbejder som journalist, er klar til at bo med sin kommende mand, som han drømmer om, er en ”helt almindelig fyr”.

Tiden skal vise, om hans match, Sebastian, lever op til den definition.

Sebastian, der er ingeniør, får også et ”hold da kæft” med på vejen fra Julia Lahme, da hans lejlighed heller ikke skuffer indretningsmæssigt.

Der går ikke lang tid, før hendes blik falder på en puslepude, der ligger oven på vaskemaskinen.

”Det var en, min søster havde i overskud,” lyder det fra Sebastian.

Point for forberedelse, men måske den kunne skræmme nogle Tinder-dates væk?

Bagefter får hun øje på et ”Onkel”-billede, som pynter på badeværelset, og det bliver pludselig meget tydeligt, at Sebastian er glad for børn, og snart er klar på at få sine egne.

To, for at være helt præcis.

Anders - Gift ved første blik
Anders, 35 år, journalist.
Sebastian
Sebastian, 29 år, ingeniør.

Det har længe været på ”Gift ved første blik”-teamets ønskeseddel at matche et homoseksuelt par, og nu er det endelig lykkedes dem.

Og det ser ganske lovende ud. ”Helt almindelig fyr”-faktoren virker til at være der, de går begge vildt meget op i indretning og elsker at bruge København, som de (heldigvis) begge bor i.

Ingen geografiske udfordringer i sigte her.

Vi hepper på team Sebastian og Anders!

Olivia og Patrick

Der er lidt mere modsætninger mødes-stemning over Olivia og Patrick.

Sæsonens unge par på henholdsvis 25 og 26 år, der begge er klar til at gå fra ungdomslivet til voksenlivet, med alt, hvad der hører med af tryghed og tosomhed.

Gartneren Patrick er en intellektuel og ret nørdet fyr, hvis værelse i kollektivet bugner af bøger om alt fra uddøde sprog og gamle religioner.

Olivia, der arbejder som indretningskonsulent, har med egne ord aldrig færdiggjort en bog. Hendes fingre er heller ikke lige så grønne som Patricks.

Samtalen går også lidt i stå, da Patrick fortæller, at han spiller rollespil i fritiden - altså ikke ude i skoven med papsværd - forsikrer han hende, men med terninger.

Olivia, der efterhånden er blevet godt træt af det akavede datingliv, har taget ja-hatten med i kufferten.

”Rollespil … Ja, det er lidt noget andet end mig. Det er måske en god ting, at man får den der modstand.”

I Patricks kuffert gemmer der sig noget andet – og mere alvorligt. Han fortæller til kameraet, at han har cuttet kontakten til det meste af sin familie.

Det er kun hans søster, der er mødt op for at overvære kærlighedseksperimentet.

Olivia
Olivia, 25 år, Indretningskonsulent
Patrick - Gift ved første blik
Patrick, 26 år, gartner

Det bliver interessant at se, om de etablerede unge mennesker kan smelte deres hverdag i henholdsvis Odense og Brønshøj sammen.

Hvor ville det være smukt, hvis Olivia kunne give Patrick den kærlighed, han har manglet i sit liv.

Kærlighedsseminar

Som noget nyt skal de 10 deltagere på et seminar, inden de for alvor kommer i gang med kærlighedseksperimentet.

Selvom ordet ’seminar’ kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen hos nogle af os, er det måske en god idé, når man tænker tilbage på fortidens katastrofale matches.

Hvem husker ikke Ulrik og Anes mislykkede bryllupsnat, som ledte til, at Ane måtte stoppe eksperimentet før tid.

Eller Michael og Christina – bedre kendt som ”skat” og ”skat” – hvis kærlighedsforhold var en rutsjebanetur, der godt kunne have gavn af nogle gode kommunikationsredskaber.

Ifølge ”Gift ved første bliks” tilknyttede psykolog, Gert Martin Hald, skal seminaret klæde dem på til at have realistiske forventninger, blive bedre til at løse konflikter og ikke mindst kommunikere med hinanden.

Ikke de værste ting at have i værktøjskassen, når den første krise rammer.

Første afsnit af ”Gift ved første blik” får premiere 25. oktober og kan ses på DRTV og DR kl. 20.00.

Læs også