https://imgix.femina.dk/media/websites/femina-dot-dk/website/kultur-og-rejser/boger-film-musik/2013/04/1318-anmeldelse-anna-karenina/1318-anna-karenina-stor.jpg
Se, lyt & oplev

Filmanmeldelse: Keira Knightley i trekantsdrama

3. maj 2013
af Rikke Rottensten
Foto: PR
Klassisk kærlighedssnask med Keira Knightley og Jude Law

Smuk, ung hustru med formel, uforstående mand møder smuk, ung officer, og så bliver det fatalt. Tolstojs roman Anna Karenina er en af verdens største og mest berømte kærlighedsromaner. Den er tidligere blevet filmatiseret med Greta Garbo, men nu løfter Keira Knightley arven, de store kjoler og endnu større følelser.

Der er hendes ekskæreste og "Soning"-instruktør Joe Wright, der står bag den meget specielle filmatisering. I stedet for at kaste sig ud i kæmpemæssige russiske rigmandsmiljøer er filmen iscenesat på et teater. Stuen er midt på scenen, en mand rider gennem teatersalen, og oppe på snoreloftet går man tur. Et meget anderledes valg, og jeg er ikke sikker på, at jeg er helt vild med det. Men det stiller skarpt på personer og følelser på en anden måde.

Keira Knightleys Anna Karenina er voldsomt passioneret, mens Aaron Taylor-Johnson som elskeren Vronsky mest bare er køn. Filmens stærkeste, mest karakterfulde rolle i filmen er Jude Law som den tørre Karenina, der elsker sin Anna på sin egen embedsmands-måde. Nyd også svenske Alicia Vikander i en desværre ret lille rolle.

Filmen har premiere 2. maj.

F F F F

Rikke Rottensten

3 andre Anna Karenina-filmatiseringer, der er værd at kende:

# Anna Karenina 1915 - Til den allerførste filmatisering af romanen, måtte den amerikanske instruktør helt til København for at finde sin kvindelige stjerne. Det er den smukke diva Betty Nansen, der spiller verdens første Anna. Filmen er desværre gået tabt.

# Anna Karenina 1935 - Clarence Browns filmatisering med guddommeligt smukke Greta Garbo er endnu i dag den mest berømte, mest dyrkede og mest tårefremkaldende version af det russiske kærlighedsdrama. Placeret på en 42.-plads på American Film Institutes liste over de 100 største kærlighedsfilm.

# Anna Karenina 1985 - Det er ikke så meget 80'er-stjernerne Jacqueline Bisset og Christopher Reeves, der vækker vores interesse i denne version, men instruktøren. 10 år efter sin Anna Karenina stod Simon Langton nemlig bag BBC's ultimative TV-serie-romance "Pride and prejudice" med Colin Firth og Jennifer Ehle!

Psst! Keira Knightley er også udvalgt af Chanels chefdesigner Karl Lagerfeld til at spille Coco Chanel i en kortfilm, der skal markere modehusets 100 års jubilæum. Keira har også været kampagnemodel for Coco Mademoiselle-parfumen, så hun er allerede trænet i at ose af Coco. Se Keira gi' den som sexkilling i Coco Mademoiselle-reklamen her

Læs også