Filmanmeldelse: Jennifer Lawrence som enlig mor

Hvis du bliver modarbejdet af dine nærmeste, selv om det er dig, der holder dem oven vande, skal du være skabt af ekstraordinært slidstærkt stof for ikke at opgive. Det er Jennifer Lawrences Joy Mangano. En ung enlig mor med hele den skøre familie boende i sit faldefærdige hus.

"Joy" er en film om, at barndommens håb og drømme kan blegne, men aldrig forsvinde, hvis man er stædig nok. Lawrence er perfekt til Joy, beslutsom og sårbar på samme tid, en sød pige, der kan blive en sand bisse, når det gælder. Og det gør det tit. Lawrence er sammen med lutter gamle venner fra andre David Russell film, især "Silver Linings Playbook": Bradley Cooper i en lidt for flødebollet og uskarp rolle som manden, der bliver afgørende for Joys fremtid, og ikke mindst den gamle gavtyv Robert De Niro som Joys småflossede far. Han behersker filmens glidende bevægelse mellem komedie og socialrealistisk drama i en grad, så han nærmest flabet kupper lærredet ind imellem og vinder os for sine sjældent fine ideer.

En sjov og - når den er bedst - stærk kvindefilm, der dog også har sine svagere sider.

4 hjerter

Filmen har premiere 25. december, og må først vises der.