E L James
Se, lyt & oplev

Fifty Shades-forfatteren er klar med en ny bog: Feminister har også fantasier!

20. juni 2019
af Tine Bendixen
Foto: Nino
E L James er tilbage med ”The Mister” – en askepot-romance om en rig engelsk adelsmand og en fattig albansk rengøringshjælp. Selv opfatter hun faktisk sine erotiske underholdningsbøger som et feministisk projekt. Som hun selv siger: Hvorfor skulle hun ellers stå model til alt det SHIT, hun bliver udsat for?

Udsigten ligner en dårlig joke. Jeg befinder mig i Paris, skal ringe til England og interviewe ”Fifty Shades of Grey”-forfatteren E L James klokken 16.40 en tirsdag eftermiddag – og har direkte udsigt til et penissymbol, der virkelig batter: Eiffeltårnet. Jeg har på forhånd læst de 512 sider i hendes nye bog ”The Mister”, som er en slags Barbara Cartland møder soft-pornofilm møder ”Pretty Woman”: Stenrig engelsk adelsmand med flamboyant playboylivsstil og hang til uforpligtende sex med en ny kvinde hver nat arver tre-fire slotte efter storebrors pludselige død i en motorcykelulykke. Han forelsker sig så i sin ludfattige albanske rengøringshjælp, der opholder sig ulovligt i England efter at være flygtet fra både sine onde traffickere og den lige så onde albanske mand, hendes far har lovet hende bort til, og hun viser sig så at være en gudsbenådet pianist – og jomfru.

Anmelderne er ikke altid lige flinke ved Erika Leonard James, som hun faktisk hedder. Hun kan være ligeglad. Hun har trods alt solgt mere end 150 millioner bøger verden over. Jeg ringer til Erika.

Er du klar til den hektiske tid, der kommer med ”The Mister”?

– Nej, jeg er aldrig klar til noget som det. Der har allerede været en del interesse og snak, nogle mennesker elsker den, nogle gør ikke. Det er det sædvanlige setup. Jeg tror, jeg skriver polariserende bøger. Enten elsker folk dem, eller også elsker de dem virkelig ikke. Men heldigvis er der en masse mennesker, der elsker mine bøger, og jeg håber, de også vil elske den her historie om Maxim og Alessia.

Time Magazine udnævnte i 2012 E L James til en af verdens mest indflydelsesrige personer. Det er alligevel noget. Ikke mindst når indflydelsen er baseret på salg af erotiske underholdningsbøger til kvinder. I ”The Mister” har Erika forladt SM-universet og erstattet det med en topromantisk Askepot-historie med tråde til virkelighedens trafficking og undertrykte kvinder i Albanien.

LÆS OGSÅ: Få sex som i Fifty Shades

Prøver du at bruge din position som forfatter til at fokusere på trafficking og kvindeundertrykkelse?

– Ikke specielt. De emner tjener historien. For mig … er det enormt vigtige problematikker. Som tilfældigvis passer til den her historie og til Alessias historie. Jeg måtte til Albanien for at forstå hende og forstå den kultur, hun kommer fra. Jeg håber, bogen belyser det, men det er ikke meningen, det skal være formålet. Bogen er en romance mellem to unge mennesker, og jeg håber, mine læsere føler sig revet med af den. Men jeg tror, det ekstra, researchede stof lægger et lag af realisme i bogen. Vi har i verden nu en stigende ulighed, som virkelig er dybt foruroligende. Og sextrafficking er forfærdeligt. Jeg mener, der skal gøres mere for at vække folks opmærksomhed omkring det. Selv om jeg, hvis jeg skal være helt ærlig, ikke selv har behov for at starte den diskussion.

Veludført sex

Efter 25 år i TV-branchen besluttede Erika at forfølge barndomsdrømmen om at skrive. Hun har aldrig set sig tilbage. Nu udkommer hendes bøger på over 50 sprog. Og hun kan grine hele vejen hen til banken.

Hvad er din hemmelige opskrift –som får millioner af kvinder til at købe dine bøger?

– Det ved jeg virkelig ikke ... jeg er stadig overrasket over bøgernes succes, jeg havde aldrig forestillet mig, at de ville blive succesfulde. Men jeg ved i hvert fald, at kvinder kan lide at læse en virkelig passioneret kærlighedshistorie, og jeg mener, at den romantiske genre er dybt undervurderet. Den er faktisk en masse penge værd, når man tænker på den business, den kan generere. For kvinder er passionerede læsere, de kan godt lide at blive trukket væk fra deres hverdagsliv og trummerum. Jeg håber, jeg med den nye roman kan lokke læserne ind i Maxim og Alessias verden. Blandt de POSITIVE ting, jeg har læst på Twitter fra folk, der har læst bogen, er, at folk ikke kan lægge den fra sig. Og dét er for mig en stor succes for bogen.

Hvor er kvinder på vej hen, når vi taler erotisk litteratur, du har jo selv skiftet erotisk spor i ”The Mister”?

– Jeg tror, at ligheden mellem mine tidligere bøger og denne er, at kvinder GODT kan lide sex, og de kan godt lide veludført sex. Grundlæggende. Det er bundlinjen. Og det gælder både i litteratur og i det virkelige liv, haha! Men hvor vi er på vej hen? Jeg ved det ikke. Jeg er for deprimeret over denne verdens uligheder til at tænke over, hvor vi er på vej hen med vores seksualitet. Men forhåbentlig til at have fri og spændende sex, som er baseret på frivillighed og samtykke!

Personligt spørgsmål – har du prøvet alt det, du skriver om?

– Haha … det er et ekstremt personligt spørgsmål! Alt, hvad jeg vil sige til det, er, at min mand og jeg havde en masse sjov, mens jeg researchede. Det er alt, hvad jeg vil fortælle dig!

Erika har to sønner på 24 og 22 år. Så det er heldigt, at de ikke længere er i ”du er pinlig mor”-alderen – når man tænker på, hvad hun tjener pengene på, siger jeg. Men Erika siger:

– Jeg mener, det er enhver ordentlig forælders job at gøre sine børn flove så meget som overhovedet muligt. Og det mener jeg virkelig, jeg er lykkedes med! Jeg er meget heldig med mine børn, de er utrolig støttende og utrolig stolte af mig. Og en lille smule flove. De er i gang med deres egne liv, så det er bare: ”Åh mor? Hun laver det, hun gør ...”.

Pengene?

– Ja, de har ændret mit liv. Jeg er meget heldig, jeg sidder forrest i flyet, når jeg rejser, jeg har et skønt hus i London, jeg har et beach house i Cornwall, og jeg har et sted i Los Angeles. Men du ved … mine børn, de skal altså arbejde for deres penge. Den ene er stadig på universitetet, men den ældste arbejder, og jeg håber, han bliver ved med det, for jeg kommer ikke til at støtte ham.

Det vil du ikke?

– Well … jeg skal nok sørge for, at mine børn får, hvad de skal have til den tid … men de skal altså stadig arbejde for at opretholde tilværelsen. Det er meget vigtigt for mig, at de finder deres egen vej frem.

Erikas mand Niall Leonard er roman- og manuskriptforfatter. Parret bor i det vestlige London sammen med deres West Highland-terriere. Og livet er – næsten – som det plejede at være.

– Bortset fra at jeg nu har muligheden for at skrive forskellige steder, så er det stadig min mand, der laver maden, og vi ser Netflix om aftenen, hvilket hovedparten af mennesker i England gør. Så livet har faktisk ikke forandret sig.

LÆS OGSÅ: Jakob Olrik: Det har Fifty Shades lært os

Hvorfor foretrækker du egentlig rige omgivelser i dine bøger?

– Fordi jeg mener, det er noget, vi alle sammen kan stræbe efter. Jeg er i virkeligheden ikke interesseret i at skrive om nogen, som lever på en meget lav indtægt, det inspirerer mig ikke. Det er ikke en fantasi, som jeg selv kan forbinde mig med, og jeg skriver fantasi til kvinder, for kvinder.

Du skriver om kvinders romantiske drømme om at møde mænd, der tager sig af dem?

– Ja, men i virkeligheden vil kvinder gerne være i kontrol. Fuldt og helt.

Så bøgerne er i konflikt med den moderne verden, hvor kvinder ønsker uafhængighed?

– Ja, det gør vi. Men bøgerne tilbyder de her kvinder en mulighed for flugt. For det ER kvinder, der laver planerne og løser tingene, og de stakkels mænd er dem, der løber for at holde trit. Helt ærligt er det min erfaring. Så ja, jeg synes, det er godt at have lidt fantasier. Som jeg altid siger: Feminister har også fantasier.

Er du feminist?

– Helt klart! JA! Ét hundrede procent! Kvinder skal have det samme i løn som mænd. Og vi har stadig en lang vej at gå. Jeg mener faktisk, at det faktum, at jeg overhovedet gider udgive de her bøger og facer det SHIT, som jeg gør, er utrolig feministisk!

Hvornår kommer vi til at læse en historie om en rig adelskvinde, der forelsker sig i og gifter sig med sin meget fattige mandlige rengøringshjælp?

– Det ved jeg ikke, for det er ikke mig der kommer til at skrive den. Det er bare ikke noget, der ville interessere mig, haha. Måske skulle du gøre det?

Så skraldgriner hun igen. Udenfor knejser Eiffeltårnet …

E L James – 56 år og stenrig forfatter efter ”Fifty Shades”-serien. Aktuel med ”The Mister” – en Askepot-historie, siger hun selv. Bogen udkommer på dansk 7. juni.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_4.png

Læs også