Se, lyt & oplev

FEMINA-redaktionen afslører: Dem var vi fans af

af Samlet af Mette Rou Lund 29. marts 2013
Foto: PR
Eyeliner, fedtet hår og bandana var lige det, der skulle til for at få flere fra redaktionen til at savle over plakater i teenageværelset. Se her, hvem vi var lidt smålune på

Redaktionschef Dorthe Kandi:PRINCE - jeg var SÅ vild med Purple Rain, at jeg indrettede mit teenage-værelse i lilla, og hørte den plade igen og igen og igen. Og selvom jeg aldrig har været af den type, der forestillede sig at blive gift med mine forbilleder, så havde jeg en periode, hvor jeg synes den bitte-lille mand i høje sko var ret sexet…

Modestylist Majbritt Olsen:Morten H fra AHA - Han var/er da bare så cute, og så gad jeg ikke være fan af de samme som min søster (Don Johnson og Wham-Michael), så derfor fandt jeg min helt egen star. Drømte da også af og til, at det rent faktisk var mig, der var den animerede skønhed fra musikvideoen "Take on me". Men jeg var nu også ret tosset med NKOTB!!!Kulturredaktør Mette Rou Lund blogger om nogle af sine ungdomsidoler New Kids og The Block, der snart er pladeaktuelle igen. Læs hendes blogindlæg herJournalist Tine Bendixen:Jeg fik en såkaldt rejsegrammofon af mine forældre, da jeg blev ni. Den var skrigende orange og kunne klappes sammen og bæres som fiks kuffert og med den fulgte en single med Danmarks til dato skønneste popsang: SMILENDE SUSIE med Birgit Lystager. Året var 1970, og jeg var især vild med, at Susie havde en hale af drenge efter sig - men at de fik en næse, fordi hun havde så travlt med at læse... Fremragende pop-indoktrinering til små piger: Du skal studere! Og jeg blev faktisk Birgit Lystager-fan. Indtil Cat Stevens og Supertramp tog over…

Webredaktør Emilie Dahm Reimar:Åh, jeg var vild med Guns'n'Roses, var jeg! Jeg var ikke mere end 13-14 år, da jeg klistrede hele værelset til med Axl, Slash og de andre mandfolk, og jeg var så stolt af mit højhellige skrin af et teenageværelse og ikke mindst den gigantiske plakat af ligblege Axl Rose iført boksershorts, bandana og langt, rødt, fedtet hår (mums!?). Lige indtil min mormor (som var en PÆN dame!) kom på besøg, kastede ét blik på plakaten og hovedrystende og iskoldt ytrede: "Ja, hvis det var MIN hund, så sku' den klippes!" Tænk, at hun ikke ku' se det...! Fortryllelsen fortog sig, men selv den dag i dag kan jeg ikke lade være at skråle med på Sweet Child O'Mine og November Rain. Suk!

Artikelredaktør Mette Nexmand:Jeg var head over hills med John Taylor fra Duran Duran. Jeg synes, han var det smukkeste, der nogensinde havde ramt verden. Hans halvlange, mørke hår og smukke, symmetriske ansigt tapetserede min væg. Jeg var en nidkær læser af det tyske Bravo, som havde en Duran Duran-historie hver uge. I dag kan jeg se, at han var voldsomt føntørret, havde rouge på, eyeliner og garanteret også mascara, men dengang var jeg på ingen måde i tvivl om hans maskulinitet - han var legemliggørelsen af den perfekte mand.

Læs også: 4 krimier vi glæder os tilKulturredaktør Mette Rou Lund:Jeg har aldrig kun været opslugt af og dedikeret til et band - har altid været vild med meget forskellig musik, men da jeg gik på uni, var der en lang periode, hvor jeg hørte det svenske band Kent på repeat - især Isola, Hagnesta Hill, Du och jag döden er cd'er, der er blevet slidt godt op. Derfor var det SÅ stort for mig engang at skulle interviewe bandet i deres private pladestudie i Stockholm. Og SÅ pinligt at jeg skulle have dem til alle mulige gakkede ting (blandt andet at kysse mig… altså, bare på kinden) for at få min historie til musikbladet Frikvarter i hus.