Den store bagedyst
Den store bagedyst

Et chokerende dødsfald gav Michelle modet til at melde sig til Den store bagedyst

27. september 2022
Af Aviaya Hansen
Foto: DR/Carsten Mol
Michelle Olsen meldte sig til "Den store bagedyst" dagen efter sin mors begravelse.

Der har netop været premiere på 11. sæson af "Den store bagedyst". Blandt de 10 håbefulde amatørbagere er 29-årige Michelle Olsen fra Kerteminde.

Hun havde ellers gang på gang afvist at melde sig til det populære program. Hendes mor havde set sin datters talent i det søde køkken og utallige gange skubbet på for at få Michelle til at melde sig, men lige så mange gange afviste hun.

Vendepunktet kom den 17. december 2019, hvor hendes mor pludselig faldt om og døde af et hjertestop. Ud af det blå mistede Michelle sin mor.

– Det satte livet på spidsen, og jeg revurderer mine valg. Så dagen efter jeg havde begravet hende, sad jeg med snot og tårer ud af hovedet og sendte en ansøgning, for måske skulle jeg forsøge at gøre hende stolt – selv om det var for sent, men så kan hun følge med fra oven, siger hun, da SE og HØR møder hende til reception for “Bogen om Den store bagedyst” og kaster et blik opad.

Men det var til sæsonen sidste år, hvor Sæpor Kristinsson løb med sejren, og Michelle var alt for sent ude med sin ansøgning og fik derfor et autosvar fra DR, hvor der stod, at de ville gemme hendes ansøgning til næste sæson.

Michelel Olsen
Michelle Olsen, 29, var med, da der var reception for udgivelsen af "Bogen om Den store bagedyst" forleden.
 Foto: Søren Jul Lamberth

Og som sagt så gjort. Da DR skulle caste det nye kuld, lå den gamle ansøgning stadig i bunken, og casteren hev fat i Michelle for at høre, om hun stadig var frisk på at være med.

– Jeg havde jo fuldstændig glemt det. Så sendte jeg en ny ansøgning, og nu er jeg her. Så det er jo 100 procent, fordi min mor pressede på og ikke helt accepterede, at der skulle være et nej fra mig, siger hun og fortsætter:

– At miste nogen så pludseligt og uden varsel er jo en meget voldsom oplevelse, og det gør bare, at man begynder leve i nuet og tager nogle chancer. Min mor var en powerkvinde.

Hun var sådan en, der insisterede på at gøre tingene selv, og der var intet, der kunne stoppe hende. Og det tror jeg bare er smittet lidt af i den her situation, for nu er hun her ikke længere til at vise mig det, så må jeg selv tage den rolle på mig i vores familie.

Vilfred viste vejen

To dage før Michelle mistede sin mor, var sønnen Vilfred lige blevet et år. Tabet var i sig selv et chok, men ikke længere at kunne ringe til sin mor, når morrollen blev for overvældende kunne i den grad også mærkes.

– Jeg tror, de fleste, der er blevet forældre, spejler sig i sine egne forældre og ringer hjem for at få gode råd. Så det var voldsomt og et chok at skulle stå alene uden at kunne ringe til hende for at få gode råd, fortæller Michelle, som også fandt stor trøst i sønnen.

– Men Wilfred var også med til at få mig igennem en dyb sorg, for man er jo også mor dagen efter, selv om man lige har mistet.

Den store bagedyst

Hun er derfor sikker på, at hun takket være Vilfred og den daglige rutine, små børn kræver, har været med til at få hende hurtigere på benene i den svære sorg.

– Jeg var nok røget længere ned i et sort hul, end jeg havde mulighed for, når jeg havde et etårigt barn ved siden af mig, spår hun.

Læs også