Ditte Giese er kronisk syg med kræft
Se, lyt & oplev

Ditte Giese er kronisk syg med kræft: "Jeg var i mit livs topform"

10. juni 2020
af Kathrine Graa
Foto: Rita Kuhlmann
Behandlingen af Ditte Gieses brystkræft skred fremad, indtil et brækket ribben afslørede, at hun havde kræft i mere eller mindre alle knogler. I podcasten "Ditte Giese er blevet for syg" undersøger hun, hvordan det er at være en af "de syge", der skal navigere i mirakelkure, statistikker og velmenende råd.

“Mit navn er Ditte Giese, og jeg er journalist her på Heartbeats. Jeg er gået hen og blevet lidt syg – eller faktisk meget syg. Jeg har nemlig fået brystkræft.”

Sådan starter Ditte Giese det første afsnit i hendes nyeste podcast “Ditte Giese er blevet for syg”.

Den skulle egentlig have heddet noget helt andet. Nemlig "Ditte Giese er blev for tyk" - en fortsættelse af sundhedspodcasten, som Heartbeats udgav i 2019.

Indtil kræften kom i vejen.

Ditte Giese

42 år. Kulturjournalist, debattør og forfatter. Hun var 10 år hos Politiken, før hun i 2018 blev ansat på Heartbeats.dk. Mor til en søn på 10.

“Jeg har i virkeligheden nok været syg i mange år uden at mærke det”

I slutningen af 2019 fik Ditte Giese konstateret brystkræft. Et tidspunkt i livet, hvor hun, med sine egne ord, beskriver sig selv som værende i sit livs topform.

I første afsnit af podcasten har hun en samtale med sin redaktør Rikke Collin.

- Som du kan se på mig, så er jeg jo skaldet. Jeg fik kemobehandling, og alt gik efter planen, siger Giese.

- Men så begyndte jeg at få en del smerter i mine ribben, og det viste sig, at jeg havde et brækket ribben. Bare sådan ud af det blå. Og det var lidt svært at finde ud af, hvad der var sket. Men så viste scanningerne simpelthen, at det var canceren, der havde spredt sig.

Det var en knogle, der var knækket, og senere kom det frem, at hun havde kræft i mere eller mindre i alle hendes knogler.

- Det er nok det største chok, jeg har fået i mit liv. Jeg har slet ikke fordøjet det endnu, men man kan sige, at lægerne var skråsikre i starten. De omtalte knuden i mit bryst som en slags fodvorte, der bare skulle skæres væk, og så kunne mit liv fortsætte til, at jeg ikke kan blive rask. Nu er jeg kronisk syg. De bruger ikke "uhelbredelig" overfor mig - endnu. De bruger heller ikke "terminal", de bruger kronisk syg, fortæller hun i podcasten.

LÆS OGSÅ: 9 ting jeg gerne ville have vidst, inden jeg fik livstruende brystkræft

Hvad er metasteret brystkræft?

Spredning af kræft kaldes metastaser.

Hvis kræftcellerne vokser ind i blod- eller lymfebanen, kan de sprede sig fra det sted i kroppen, hvor kræften er opstået.

Kræft, der har spredt sig til f.eks. knoglerne, kaldes knoglemetastaser. En metastase består altid af samme slags kræftceller som den oprindelige kræftknude.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Kræften kan ikke skæres eller stråles væk. Den har sat små spor i hendes knogler, og nu handler det om at prøve at bremse det eller holde det nede.

- Det helt store chok er jo det, at jeg ikke har mærket noget som helst til det. Det vil sige, at den her cancer har været i gang hos mig i rigtigt mange år, mens jeg jo har haft det fint. Og da det her skete, synes jeg jo, jeg var i mit livs topform.

Bryster som en 19-årig

Klaustrofobisk. Sådan svarer Ditte Giese, da redaktør Rikke Colllin spørger om, hvordan det er at lære at leve med sygdommen.

Hun prøver at klare sig igennem ved at gøre noget. Træne flere gange om ugen. Kime forskellige eksperter på området ned i håbet om at blive klogere. Spise middelhavskost og skrue ned for sukkeret.

- Jeg har faktisk aldrig oplevet før, at der var noget i mit liv, jeg ikke kunne arbejde mig ud af på en eller anden måde. Jeg har altid tænkt: Hvis du synes, du er for tyk, kan du tabe dig. Hvis du synes, du drikker for meget, så kan du skære ned på det. Hvis du synes, du taler for få sprog, kan du lære italiensk. Vi kan jo gøre alt.

- Det her kan jeg bare ikke gøre noget ved. Det eneste jeg kan gøre, er at tage ejerskab over sygdommen og handle. Hver anden dag er jeg helt paralyseret af angst, og hver anden dag så kører jeg på med 120 i timen og føler mig ikke syg.

Og indimellem er hun nødt til at stoppe op og se de absurde og nærmest komiske aspekter af hele situationen.

- Jeg er nødt til at grine af det, for det er så tragikomisk og mærkeligt det her. Jeg har jo fået nye bryster. Så jeg har bryster som en 19-årig. Det er dejligt, konstaterer hun.

- Samtidig er jeg jo så i overgangsalderen, så jeg sveder helt vildt meget og føler mig som en 60-årig. Og så er jeg jo så også skaldet, og der er jo sindssygt meget af vores kvindelighed, der sidder i håret, har jeg fundet ud af. Så jeg har en stor sorg med at se mærkelig ud.

Behovet for at føle sig helt almindelig stiger enormt, når man er ramt af kræft, og Ditte Giese ønsker blot, at folk vil behandle hende, som de altid har gjort. Men hun kan godt forstå, at folk gerne vil udvise omsorg.

- Jeg har det underligt med at folk stirrer så meget. Det medlidende blik er enormt svært, fordi jeg ikke har lyst til at folk hele tiden skal vide, at jeg er syg. Man har jo også lyst til at være almindelig.

- Mit største problem er at jeg ikke har lyst til at være syg. Jeg har aldrig fejlet noget før, så den der svaghed i at være syg, har jeg det svært med. Men man er bare nødt til at tage imod hjælp, og det er jeg ikke så god til.

Du kan høre podcasten "Ditte Giese er blevet for syg" her

https://imgix.femina.dk/ditte_giese_2.png
https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_4.png

Læs også