Se, lyt & oplev

”Det hvide bånd” – en værdig vinder

18. januar 2010
af Rikke Rottensten
”Det hvide bånd” er en uhyggelig beskrivelse af magt, misbrug og følgerne af altid at skulle være ren, gudfrygtig og ulastelig i den livsførelse, man lægger for dagen.

Michael Hanekes film Det hvide bånd vandt Guldpalmerne i Cannes i år - for næsen af Lars von Trier. Men uanset hvad man må mene om "Antichrist" og dens kunstneriske kvaliteter, så tabte den altså til en meget værdig vinder. Selv om det muligvis lyder kedeligt med en sort-hvid tysk film, der foregår i en lille landsby i året op til første verdenskrig, er det en fascinerende, betagende og snigende uhyggelig beskrivelse af magt, misbrug og følgerne af altid at skulle være ren, gudfrygtig og ulastelig i den livsførelse, man lægger for dagen.

En ung lærer fortæller om de begivenheder, der sættes i gang og skræmmer hele byen, fra den dag lægen kommer ud for en rideulykke forårsaget af en ukendt gerningsmand. Ulykken er kun starten på en række afstraffelser og mishandlinger i den lille by, hvor facaden altid er bedsteborgerlig og pletfri. Men bag de hvide blondegardiner i de velholdte hjem sker der dystre ting, som vil efterlade dybe, skræmmende spor i de næste generationer også. Senest er "Det hvide bånd" også blevet nomineret til en oscar for bedste ikke-engelsksprogede film, og det er fuldt fortjent. For man er fuldstændig grebet af dette forfærdelige og alligevel så genkendelige miljø, i de to en halv time filmen varer.

5 ud af 6 F'er.