Kasper og Philip
Bachelor

Det hedder en rooos’ - og fire andre ting, vi allerede har lært af “Bachelor”

2. juni 2022
af Signe Bertram
Foto: Lotta Lemche/TV 2
”Bachelor” er tilbage. Vi har fulgt med – og taget noter.

Jagten på den eneste ene er igen gået ind i ”Bachelor” på TV2 Play.

Over de næste mange uger kan du hver tirsdag, onsdag og torsdag komme med til Caribien, hvor de eftertragtede ungkarle, Philip Geisler Berg og Kasper Skak, dater sig igennem 17 håbefulde kvinder.

Hvis kvinderne er heldige, overlever de den ugentlige roseceremoni og er dermed et skridt tættere på evig kærlighed med en mand, som mindst 16 andre kvinder også gerne ville have haft. I teorien.

For hvad sker der egentlig, når man blander et datingprogram med ”Robinson”? Hvor kærlighed bliver en konkurrence, og præmien er et parforhold?

Det kan gå i mange retninger. Men her er fem ting, vi allerede har lært, af at se ”Bachelor”

Man dukker ikke op på første date uden en personlig rap eller et hjemmestrikket slips

Det er åbenbart ikke nok at rejse om på den anden side af jorden, hoppe i en gallakjole og gå en catwalk for at få en fyrs opmærksomhed.

Nej, der skal noget personlighed på bordet, hvis han overhovedet skal huske dit navn.

FridaB

Den udfordring tager kvinderne op med stor gejst og kreativitet, da de ankommer ved den røde løber.

Kasper og Philip bliver præsenteret for både et rapnummer og en ankomst i gravko. For slet ikke at tale om alle de hjemmelavede kreaprojekter, de skal finde plads til i kufferten. Blandt andet fra Helena, som har strikket to slips og Nana, der betænksomt har bikset en bodyscrub sammen til deres døde hudceller.

Så næste gang, du skal gå rundt om søerne med din tinderdate, er det altså ikke nok at give en to-go kaffe. Brug fantasien lidt. Og ellers har du sikkert fået en gave af din mormor, som du ikke lige ved, hvad du skal gøre med.

Man mingler ikke til en mingle

Ordbogens definition på at mingle, lyder således: at bevæge sig rundt iblandt og småsnakke med folk ved et selskabeligt arrangement.

Den, der har skrevet det, har tydeligvis ikke set ”Bachelor”.

Mingle

For der er intet selskabeligt over det arrangement, vi er vidne til. Det er snarere en blodfejde, der udkæmpes i cocktailkjoler over nogle højborde og farverige drinks.

Målet er at få alenetid med de to uopnåelige bachelorer, og der er ingen regler i dette sindrige spil.

Der er en ”afbryderkultur”, som bejleren Sofie kalder det, hvor det hele tiden går ud på at afbryde en alenesnak for selv at tage over. Men man risikerer det ultimative nederlag, som overgår den lidt for ivrige Kristine: afvisningen.

Det er forståeligt nok, hvis kvinderne udvikler en form for kollektivt mingle-traume.

Der er ikke noget ”e” i rose

Bacheloren Kasper Skak er fra Hobro, og det kan han ikke løbe fra.

Til den dramatiske roseceremoni sker det 15 gange, at en kvinde træder lettet frem, efter han siger de seks forløsende ord: ”Vil du tage imod min rooos’?”

Men hvad Kasper mangler i vokaler, har han i jysk charme. Ingen siger i hvert fald nej til en rooos’.

”Bachelor” er genvejen til det tropiske kvindekollektiv, du altid har drømt om

Forestil dig det her: Du får betalt en all-inclusive ferie til Caribien, hvor du skal bo i et mansion sammen med 16 andre kvinder og bare nyde livet.

Der er pool, en sød hund og al den lækre, udskårne frugt, du kan spise.

Bachelor

I ordner hinandens negle og spiller brætspil, imens I udveksler livserfaring, og en gang imellem kommer Petra Nagel på besøg.

Hvad kunne ødelægge dette paradis? Det skulle da lige være to mænd.

Men hvis du kan holde ud at komme på date en gang imellem, så er en deltagelse i ”Bachelor” altså dit lifehack til den femstjernede udgave af Femølejren.

Det er stadig 2002. Åbenbart.

”The Bachelor” har som koncept overlevet i 20 år, siden det første gang blev sendt i USA.

Intet har ændret sig: En masse ultrafeminine kvinder kæmper om at få den samme ultramaskuline mand. Og alle deltagerne er smukke. Selvfølgelig på den helt normative klinge.

Philip på date

Vi skriver nu 2022, og selv Paradise Hotel (!!) har taget et alvorligt kig ned i Pandoras æske – måske der sad et par seere derude, som trængte til at se noget nyt?

Men når ét realityprogram, der baserer sig på slanke, veltrænede og ikke mindst sololie-indsmurte mennesker i badetøj, forsvinder – så importerer vi bare et nyt fra USA. 2002 længe leve.

Læs også