sankt hans
Se, lyt & oplev

Derfor fejrer vi sankthans

21. juni 2012
af Redaktionen
foto: Panthermedia
Vi tænder bål, synger og sender hekse til Bloksbjerg. Men hvorfor gør vi egentlig det? Få svaret på, hvorfor vi fejrer sankthans.

I aften bliver der tændt bål rundt om i hele landet, hekse bliver sendt til Bloksbjerg, og vi synger sammen Midsommervisen - enten med den originale melodi eller Shu-Bi-Duas moderne udgave af sangen.

Men hvorfor er det egentlig, at vi hvert år fejrer sankthans?

Sankthans (eller sankt Hans) er det fordanskede navn for Johannes Døberen, der angiveligt er født 24. juni. Dagen kaldes derfor sankthansdag - og aftenen forinden for sankthansaften.

Vi går mod mørkere tider

Sankthans varsler, at lyset vender, at det går mod mørkere tider. Bålene, vi tænder, er derfor egentlig vågeblus, fordi man troede, at sådanne overgange gav frit spil for overnaturlige kræfter.

Dagen fejres også i andre nordeuropæiske lande som England, Irland, Tyskland, Polen, Rusland og Frankrig, men mest i de nordiske og baltiske lande, hvor den karakteristiske lyse nordiske nat giver de optimale betingelser for en smuk oplevelse.

En aften med magiske urter

Tidligere var det opfattelsen, at midsommernatten var fyldt med magiske naturkræfter - både onde og gode. Alle urter og kilder var særligt hellige, og det var tradition at opsøge hellige kilder eller plukke helende urter på denne aften.

Vil du mikse din egen urtete, kan du få hjælp lige her

Heksen og bålet er en ny tradition

På bålet er der traditionelt placeret en figur, der ligner en heks. Heksene flyver ifølge overleveringen til Bloksbjerg i Harzen sankthansaften og -nat.

Både bål og heks er en ny tradition, som stammer fra tyske håndværkere, der i 1860'erne besøgte Kalundborg.

Der har ganske vist fundet hekseafbrændinger sted i dansk historie, men de er altså ikke forbundet med de traditionelle midsommerfestritualer, selv om de bønder, der afbrændte bål på denne aften, troede på hekse.

Formålet med bålet var at skræmme hekse og onde ånder væk frem for at brænde dem af.

Kilde: wikipedia

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200.jpg

Læs også