https://imgix.femina.dk/storage_1/media/article/1320_gatsby_anm.jpg
Filmanmeldelse:

Den store Gatsby skuffer ikke

16. maj 2013
Af Rikke Rottensten
Leonardo DiCaprio er et formidabelt valg til at spille Gatsby, men hvordan er kemien mellem ham og Carey Mulligan? Læs FEMINAS anmeldelse af årets mest hypede film – Den store Gatsby.

Det er svært at komme i tanke om en film, der i nyere tid har været større forventninger til end Baz Luhrmanns "Den store Gatsby". Og en storfilm er det. Foldet ud i både 3D, med kostumer af verdens største modehuse og et utælleligt antal medvirkende og statister.

Forelsket og frastødt af 20'erne
Luhrmann er forelsket, fascineret og en lille smule frastødt af 1920'ernes vanvittige overflod og omgang med penge, champagne og fester. Det giver tilsammen et strålende flot og voldsomt billede af en menneskemasse og et New York, der har trykket speederen så meget i bund, at ikke engang en katastrofeopbremsning kan stoppe dem, da det går galt syv år senere.

Filmet med en hektisk, flimrende hurtighed, der gør en direkte svimmel. Luhrmann får midt i de overdrevne fester og kæmpehuse faktisk også Scott Fitzgeralds tids- og samfundskritik frem. Men han satser alligevel mest på kærlighedshistorien mellem Gatsby og Daisy. På den umulige romantik deres forhold repræsenterer.

Ingen magi mellem Leo og Carey
Desværre er der ikke rigtig nogen magi mellem de to begavede skuespillere Carey Mulligan og Leonardo DiCaprio. Deres forhold er mærkeligt luftigt. Det er der selvfølgelig også en slags pointe i. Ligesom der er det i, at vi aldrig kommer tæt på den smukke, men også barnligt forkælede Daisy. Det gør vi til gengæld på Gatsby. Gennem Tobey Maguires fine, iagttagende Nick, der fortæller hele historien.

Leonardo DiCaprio er et formidabelt godt valg til Jay Gatsby. Med sit drengede udseende, der er ved at få et svagt præg af modenhed, som klæder ham, bliver han Gatsby, manden der har skabt sig selv og er et mysterium for verden. Det er han også for os, men langsomt og i de små detaljer lærer vi ham at kende og forstår, hvad det er, der driver ham. Og så bliver det faktisk en lille smule uhyggeligt. Baz Luhrmanns "Den store Gatsby" er så stor og voldsom en film, med så meget at tage ind, tænke over og suge ind, at man simpelthen er nødt til at se den. Nok også mere end én gang. Der er fem festlige F'er til Den store Gatsby fra FEMINA.

Læs også