Se, lyt & oplev
5. januar 2015

De første kvinder på tunge poster

Danmark fik sin første kvindelige statsminister i 2011, men hvornår fik vi den første kvindelige ambassadør, politidirektør og borgmester?
Af: Karen Munk Ebbesen og Rikke Hast
https://imgix.femina.dk/media/article/hanne_bech.jpg

foto: Nellie Møberg

Den første kvinde, der besætter en stilling, bliver som regel husket i eftertiden. Vi har samlet en liste over nogle af de første danske kvinder på de tungere poster…

Jobmarkedet

Mathilde Fibiger blev ansat ved Den Danske Statstelegraf i 1866, og blev dermed både landets første kvindelige telegrafist og tjenestemand. Hendes stillingsbetegnelse var dog ’ekstraordinær Assistent’.

Danmarks første kvindelige ambassadør blev Bodil Begtrup, da hun i 1949 fik posten i Island.

1995 var et stort år i den danske kvindesag. Her blev de første to kvindelige biskopper, Lise-Lotte Rebel i Helsingør Stift og Sofie Petersen i Grønlands Stift, valgt.

Derudover blev Hanne Bech Hansen samme år landets første politidirektør, da hun tiltrådte stillingen i Københavns Politi.

De folkevalgte

Den første kvindelige minister i Danmark var Nina Bang, der i 1924 blev udnævnt som undervisningsminister, og dermed blev verdens første kvindelige minister i en demokratisk funderet regering.

Først 25 år senere kom den første kvindelige borgmester på banen, dog ikke som følge af et kommunalvalg.

Eva Madsen blev i 1950 udnævnt til borgmester i Stege Kommune efter Chr. F. Carøe, der var blevet dræbt i en trafikulykke otte dage tidligere. Hun nåede dog kun at være borgmester i to måneder, da hun inden udnævnelsen havde bebudet, at hun ikke ville genopstille ved næste kommunalvalg.

I 2011 fik Danmark så endelig sin første kvindelige statsminister i form af Helle Thorning-Schmidt.

Kilder: 99 Lyserøde elefanter, KVINFO

Læs også