Bridgerton-castet
Se, lyt & oplev

Bye bye. Elsket Bridgerton-karakter er ikke med i den nye sæson

31. januar 2023
Af Rose Maria Boelsmand
Foto: Shondaland/Album/Ritzau Scanpix
Hun havde ellers en af hovedrollerne i den populære serie.

Først var det Regé-Jean Page, der forlod den yderst populære serie, og nu følger en anden kendt og elsket karakter trop, nemlig Pages fiktive hustru.

Phoebe Dynevor, som spillede Hertuginden af Hastings, Daphne Basset, har netop annonceret, at hun ikke medvirker i tredje sæson af ’Bridgerton’, der forventes at have premiere engang i midten af 2023.

Afsløringen kom i et interview med Screen Rant under Sundance Film Festival, der løb af stablen i januar 2023, hvor en journalist spurgte ind til, om Dynevor kunne løfte sløret for kommende drama i seriens tredje sæson.

Til det svarede hun:

”Desværre ikke til sæson tre. Måske senere. Men sæson tre ser jeg bare frem til at se som almindelig seer.”

 Phoebe Dynevor til Critics Choice Awards, 15/1 2023
 Phoebe Dynevor til Critics Choice Awards, 15/1 2023
Foto: Jordan Strauss/AP/Ritzau Scanpix

Det lader altså til, at karakteren Daphne på lige fod med sin mand, Simon Basset (spillet af Regé-Jean Page) trækker sig fra den dramatiske og pyntesyge festivitas, der udspiller sig omkring Bridgerton-familien på Netflix.

Men det betyder ikke, at vi har set det sidste til hverken Page eller Dynevor på skærmen.

De har nemlig begge flere jern i ilden, hvor Page medvirker i filmatiseringen af ’Dungeons & Dragons’ og Dynevor har hovedrollen i ’Fair Play’.

Phoebe Dynevors og Regé-Jean Page som ægteparret  Daphne Basset og Simon Basset i serien Bridgerton på Netflix.
Phoebe Dynevors og Regé-Jean Page som ægteparret  Daphne Basset og Simon Basset i serien Bridgerton på Netflix.
Foto: Splashnews.com/Splash/Ritzau Scanpix

Og man kan jo dertil tyde meget ud af Phoebe Dynevors ledende svar til journalisten, der spurgte ind til kommende drama i ’Bridgerton’.

Hendes svar antyder nemlig, at det ikke er utænkeligt, at hun vender tilbage til serien, som blev startskuddet til hendes karriere.

Regé-Jean Page derimod har understreget, at han aldrig kommer til at medvirke i ’Bridgerton’ igen, og har endda givet serien carte blanche til at genbesætte hans rolle med en ny skuespiller.

”De kan gøre præcis som de vil,” har han udtalt til Vanity Fair i juli 2022. ”Shonda (Rhimes) og jeg havde en fin samtale ved udgangen af første sæson. Vi er ret glade for hvordan den landede.”

Om hans fiktive viv er lige så stålfast i sin beslutning om at forlade ’Bridgerton’ for stedse, er ikke til at vide… Men man kan vel altid håbe på et gensyn med Daphne Basset i senere sæsoner.

Artiklen blev første gang bragt hos ELLE.dk. Dette er en redigeret version.

Læs også