bachelor
Se, lyt & oplev

Binge-watcher du også alle dating-programmer? Det er der en god grund til

16. maj 2023
Af Aja Nøhr Larsen
Foto: TV 2
Vi er fascinerede af datingprogrammer, men det er vigtigt, at vi husker os selv på, at virkelighedens dates ikke kan leve op til det, vi ser udfolde sig på skærmen. Det handler det seneste afsnit af podcasten Femina Update om.

Vi ser dem kaste sig ud i vilde eksperimenter, smide hæmningerne og overskride deres egne grænser – alt sammen i troen på kærlighed.

Datingprogrammer som “Gift ved første blik”, ”Paradise Hotel” og “Vild kærlighed” boomer på samtlige tv-kanaler, og meget tyder på, at vi ikke kan få nok af dem.

Men er de bare ren underholdning, eller kan de lære os noget om os selv, og den tid vi lever i?

Det undersøger aktualitetspodcasten Femina Update sammen med forfatter, etnolog og livsstilsekspert Julia Lahme. Hun har også medvirket som en af eksperterne i de seneste to sæsoner af Gift ved første blik.

Podcast: Femina Update

Hver uge dykker vi ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig i podcasten femina update.

Vi fortæller om de vigtigste agendaer, opsigtsvækkende fænomener og mest fascinerende personer, set gennem femina updates øjne.

Der kommer et nyt afsnit hver torsdag, og du kan lytte i appen Ally, eller hvor du normalt hører podcast.

På den ene side beskriver Julia Lahme sin egen oplevelse af at se datingprogrammer som at se med på et trafikuheld.

På den anden side som et af de mest interessante sociale eksperimenter, hun kan forestille sig.

Og hun mener, at de kan bruges som et spejl på os selv.

– Datingprogrammer viser os alle sammen, at kærligheden er et privilegium, og at den er noget, vi skal arbejde for. Og at vi alle sammen ser skøre ud, gør noget forkert og træder os selv over tæerne, når vi leder efter kærligheden og gør os sårbare.

– Så i virkeligheden viser kærlighedsprogrammerne os alle sammen vores sårbarhed.

Ikke virkeligheden

Men selv om programmerne kan bruges som et spejl, er det vigtigt, at vi husker, at de viser en meget iscenesat situation, som sjældent stemmer overens med virkelighedens datingliv, fortæller Julia Lahme.

F.eks. i et af de nyeste programmer på stammen, “Bachelor”, hvor deltagerne bliver fløjet til Mexico, og hvor deres dates byder på alt fra helikopterture til surf og madlavningskurser i solnedgangen på stranden.

– Der kan opstå et forventningsgap hos seerne. På den ene side tænker jeg, at folk godt ved, at Søren inde fra regnskab ikke har råd til en helikoptertur hver gang, siger hun og fortsætter:

– Men romantik kan jo blive et spørgsmål om økonomi.

Du kan også lytte til podcasten i Apples podcast-app eller på Spotify.

Læs også