Anna Thygesen
Ensomhed

Anna Thygesen: "Det sidste års tid har jeg mistet nogle venner. Det trigger min ensomhed"

27. april 2022
af Aviaya Valdivia Hansen. Redigeret af Katrine Rosenbæk
Foto: Marie Hald
I løbet af det seneste år har kommunikationsrådgiveren Anna Thygesen mistet flere venner, og det har fået hende til at føle sig ekstremt ensom.

I P1 programmet "Hemmeligheder" fortæller ugens gæst altid sin egen hemmelighed.

Og for nylig var Anna Thygesen gæst. Den selvstændige kommunikationseksperts hemmelighed ligger i top tre over typen af hemmeligheder, programmets vært, Sanne Cigale, modtager fra
lytterne.

Men hemmeligheden er ikke en, man umiddelbart forbinder med den ekstroverte Anna Thygesen.

– Jeg føler mig ofte ekstremt ensom. Min ensomhed er ikke nødvendigvis, når jeg er alene. Det er også, når jeg er sammen med andre. Og det grænser jo til, hvis jeg skal analysere på mig selv, at føle sig udenfor. Det er der, det negative kommer for mig, indleder Anna Thygesen sin hemmelighed i P1-programmet.

Anna Thygesen fortæller samtidig, at ensomheden er blevet trigget af en hændelse, der har fundet sted inden for det seneste år.

– Det sidste års tid har jeg mistet nogle venner. Både privat men også offentlige venner. Det trigger den her ensomhed. Det er jeg blevet ekstremt, ekstremt, ekstremt ked af. Altså virkelig ked af.

– Men i min verden er der ikke noget problem ved at være ked af det, for der er jo en årsag. Og det er jo en del af livet. Hvis du skal mærke livet, så er det på godt og ondt, siger Thygesen.

Hun sætter ikke på noget tidspunkt navn på, hvem der er tale om. Men hun lægger ikke skjul på, hvor hårdt det har taget på hende, at hun ikke længere er en del af venneflokken.

– Jeg var lige ved at sige, at jeg har masser af venner, men det har jeg faktisk ikke. Jeg har ikke behov for at have 20 tætte venner. Men den her ensomhed er bare blevet trigget af de her venskaber, der er skredet i svinget, hvor det er kommet bagpå mig. Og det er jeg jo ked af.

Dette er en redigeret version af en artikel, der først blev bragt hos Se & Hør.

Læs også