And Just Like That blev serien, vi elskede at hade. Alligevel kunne vi ikke få øjnene væk fra den

Det virkede som en næsten umulig opgave, da "And Just Like That"-rebootet skulle løfte arven fra den ikoniske 90’er-serie.

23 år senere. Uden Samantha. Efter to spillefilm – hvoraf den ene var katastrofal.

Det var også med en god portion forbehold, at jeg tændte for HBO Max’ forsøg på at vække de tre newyorker-kvinder til live.

Og så tog det ene afsnit det andet, og here we are.

Skal man tro internettets uudtømmelige brønd af kommentarer og memes om Peleton-cykler og Che Diaz, så blev “And Just Like That” serien, vi skulle vende ved kaffeautomaten fredag morgen.

Efter 10 afsnit kan vi konkludere, at Carrie forsøger at finde sin vej i livet uden Mr. Big, at Miranda er i sit livs måske største krise, som både involverer en skilsmisse, et alkoholmisbrug og en udforskning af sin seksualitet, og at Charlotte mest bare er Charlotte, men dog forsøger at være mere inkluderende i 2022-versionen, ikke mindst over for sin datters udvikling.

Samantha er reduceret til en Iphone.

Det er nemt at skyde med skarpt på seriens fejl og mangler. Og ja, der er en del K3’ere iblandt. Den gumpetunge begyndelse, der var proppet med politisk korrekt bobleplast, og det faktum, at de tre veninder, trods 50 års livserfaring, stadig er vildt optagede af, hvad andre tænker om dem.

Og så var der de gyldne øjeblikke.

Mirandas sexgrynt i køkkenet. Picnicscenen. Brækfadæsen efter Carries date. Og ikke mindst Seema – giv den kvinde sit eget show!

Carrie har nærmest været i en dvalelignende tilstand gennem det meste af serien. Hun sørger, forståeligt nok, men hendes passive opførsel gennem hele serien får hende til at virke kedelig, i værste fald ligegyldig.

Hun var en lukket bog i en (tale)podcast, og hun trak gang på gang dårlig veninde-kortet, især da hun affejede Mirandas alkoholmisbrug. En ny lejlighed eller en halvkedelig date hjalp ikke på spændingskurven.

Man savner, at hun træder i karakter og ikke overlader konflikterne til veninderne, mens hun beder dem række hende osten.

Det fik os seere til at kigge hungrende efter seriens egentlige hovedperson, Miranda.

Kvinden, der måske var den mest forud-for-sin-tid-karakter i den originale serie og som oplagt kunne være trådt endnu mere i karakter i "And Just Like That”.

Men hvad er Miranda blevet reduceret til i den serie?

Den gode veninde? Ikke ligefrem, når hun prioriterer køkkensex med Che i stedet for at være sygehjælper for Carrie.

Den gode partner? Nej, fordi hendes mangeårige partner Steve blev droppet på næsten samme måde, som hun gjorde, da hun ville have ham ud af soveværelset i en hulens fart, efter de tilbragte en nat sammen tilbage i 90’er-serien.

"Great sex, bye!" lød det fra hende. Men denne gang er det byttet ud med ægteskab.

I øvrigt ikke særlig troværdigt, at hun så let lader sig skille, når man kender parrets forhistorie. Måske kunne han rumme, at hun var nødt til at udforske denne side af sig selv.

Det rationelle fyrtårn? Ikke når hun prioriterer en spontan tur til L.A. med hendes nye, potrygende entertainer-kæreste over en vigtig praktikplads.

Lad os ikke glemme, at det var Miranda, der advarede Carrie om at smide alt, hvad hun havde, og flytte til Paris med Aleksandr Petrovsky.

Med en midtvejskrise og et voksende alkoholmisbrug har Miranda været en skygge af sig selv. Og må man nu ikke være det?

Jo, men hvis vi mister det eneste rationelle menneske i venindeflokken, hvad har vi så tilbage? En selvcentreret Carrie, og en Charlotte, der er selve legemliggørelsen af perfekthedskulturen.

Som den gode advokat Miranda jo er, taler hun heldigvis sin sag til sidst. Man skulle næsten tro, at hun havde lyttet til dronning Margrethes nytårstale, hvor hun opfordrede os alle til at gøre noget unyttigt.

"Skal jeg følge mine egne strenge regler, indtil den dag, jeg dør?" spørger hun.

Nej, men du behøver jo ikke tabe samtlige af dine idealer på gulvet på under et år.

You do you, Miranda. Men pas nu på dig selv, mens du gør det.

Serien, vi alle snakkede om

Sidste afsnit bandt en tilforladelig sløjfe på den genopfundne serie, som ved Gud har haft sine lavpunkter.

Det bød på et middelmådigt godnatkys til Carrie (og et elevatorkys ud af det blå), Rocks they-mitzvah vejet op af Charlottes eminente krisehåndtering, og så kunne vi endelig hilse på rødhårede Miranda igen og vinke farvel til den rædderlige paryk. Seriøst, kan man ikke købe en bedre en af slagsen på et HBO-budget?

Og så var der deja vu-scenen i Paris, hvor Carrie spredte Mr. Bigs aske på samme bro, hvor de genfandt kærligheden med hinanden.

Skal man tro beskedudvekslingen mellem Carrie og Samantha på broen, har de måske også genfundet hinanden.

Man kan sige meget om "And Just Like That". Det var ikke årets serie, men heller ikke årets værste.

Den var til gengæld nok den mest omtalte lidt-overmiddel-serie set meget længe.

Det understreger betydningen, eller arven, fra den originale "Sex and the City”-serie, som det måske er værd at tage endnu en tur med, mens vi, for at være helt ærlige, venter i spænding på anden sæson.