Se, lyt & oplev
16. november 2018

9 historiske film og serier til dit efterår

Holder du også af film og serier, der foregår år tilbage? Vi har fundet 9 anbefalelsesværdige af slagsen, som du kan hygge dig med i de mørke måneder.
Af: af Charlotte Kobberøe Fink
Moden kvinde ser tv

Foto: Panthermedia

Historiske film og serier til dit efterår

Når dagene bliver kortere, er det oplagt at hygge indendøre med en god film eller tv-serie. Holder du ligesom os af underholding med en historisk krog, så får du her 9 film og tv-serier, som foregår år tilbage - der er både nye og gode gamle i blandt, nogle er fiktion, nogle bygger delvist på historiske personer og begivenheder, og så får du også anbefalinger til en enkelt dokumentar.

Havets Katedral – 1 sæson – se den på Netflix

Har du også læst Ildefonso Falcones roman af samme navn om det 14. århundredes Barcelona? Nu er romanen om drengen Arnau blevet til en hel serie på streamingstjenesten Netflix, hvor vi får et spændende indblik i middelalderens Barcelona og dens mennesker med alt hvad dertil hører af krig, kærlighed, hævn og intriger.

Hele første sæson kan ses på Netflix.

Sygeplejeskolen – se den på TV2 Charlie og TV2 play

I denne nye historiske fiktionsserie følger vi Anna og Erik og deres medstuderende på sygeplejeskolen i begyndelsen af 50’erne, og alt hvad det medfører af både faglige og personlige udfordringer. Serien tager afsæt i uddannelsen af de første mandlige sygeplejersker, hvor Anna og Erik som de første studerende går på et sygeplejehold for både mænd og kvinder – efter 2. verdenskrig var der nemlig mangel på sygeplejersker i Danmark, og det blev besluttet, at man på forsøgsbasis ville optage mænd.

Serien kan lige nu ses hver søndag på TV2 Charlie og kan derudover streames på TV2 play.

LÆS OGSÅ: Få mere inspiration til historiske serier her

En kongelig affære – film – se den på Netflix

Det historiske trekantsdrama mellem Christian d. 7., hans livlæge Struensee og hans dronning Caroline Mathilde skildres fantastisk i denne spillefilm fra 2012 af Nikolaj Arcel. Selvom den har et par år på bagen, så er den bestemt værd at (gen)se.

Kan streames på Netflix.

The Tudors – serie – se den på Viaplay

Du kender sikkert Henrik (Henry) d. 8 af det 16. århundredes England, og denne serie i fire sæsoner tager udgangspunkt i hans spektakulære liv, hans mange ægteskaber, politiske stridigheder og kirkelige fejder. Der er drama for alle pengene – så man er godt underholdt hele vejen igennem.

Alle fire sæsoner kan streames på Viaplay.

The Duchess – film – se den på Filmstriben

Dette storslåede drama fra 2008 er bestemt værd at se – eller gense. Over to timer får vi historien om Georgiana som gifter sig med hertugen af Devonshire og dermed bliver hertuginde. Ægteskabet er langt fra lykkeligt, men i det 18. århundredes England er reglerne for, hvordan henholdsvis kvinder og mænd kan leve i proformaægteskab absolut ikke ens.

Kan streames på Filmstriben

The Crown – serie – se den på Netflix

Har du endnu ikke set serien om Elizabeth den 2.s regeringstid, så venter mange gode timer forude: De første to sæsoner følger den unge Elizabeth før og efter hendes fars død placerer hende på tronen i et virvar af intriger, politiske magtspil og personlige kampe, men efter sigende forventes det, at serien vil strække sig over hele seks sæsoner.

De første to sæsoner kan streames på Netflix

LÆS OGSÅ: 5 tv-serier om gæve kvinder i krig og kærlighed

Alias Grace – miniserie – se den på Netflix

Denne miniserie er baseret på Margaret Atwoods (Handmaid’s tale) roman af samme navn, men skildrer den virkelige historie om den unge kvinde Grace Marks, som i 1800-tallet bliver dømt for mordet på sin tidligere chef og hans husholderske – men er Marks skyldig? Selv påstår hun ikke at kunne erindre noget om gerningerne, og derfor opsøger den psykiatriske doktor Simon Jordan - i serien - den livstidsdømte kvinde for at forsøge at finde frem til sandheden.

Alle 6 afsnit kan streames på netflix

Stolthed og fordom – film – se den på Netflix og Cmore

Denne filmatisering af Jane Austens fantastiske roman er helt tilbage fra 2005, men er for forholdsvis nylig blevet tilgængelig på Netflix – og det er et glædeligt gensyn med Elizabeth Bennet (Keira Knightley) og Mr. Darcy (Matthew Macfadyen) i 18-tallets England, hvor familiens ære står på spil i jagten på lykke og kærlighed.

Kan streames på Netflix og Cmore

The Royal House of Windsor – se den på Netflix

I modsætning til The Crown er dette en dokumentar, som med hjælp fra nye tilgængelige oplevelser skildrer den britiske kongefamilie de sidste 100 år.

Kan streames på Netflix

Kilder: Netflix, Viaplay, Filmstriben og TV2

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200.jpg

Læs også