https://imgix.femina.dk/media/article/11-ting-vi-glaeder-os-til-i-2020.jpg
Se, lyt & oplev

10 begivenheder, vi glæder os til i 2020

16. januar 2020
af Camilla Korntved
Foto: Mega Agency, TV2, Jesper Sunesen, Martin Høyen m.fl./Aller Foto og Video
Hvad skal vi se, hvad skal vi opleve - og hvad skal vi snakke med om, nu hvor vi har taget hul på et helt nyt år? Her er 10 ting, du skal holde øje med i 2020.

1. Daisy fylder rundt

Hun har været ”Queen”, længe før Beyoncé gjorde det moderne. Faktisk så længe, at hun den 16. april kan fejre sin 80-års fødselsdag. Hip hurra og stort tillykke til vores allesammens dronning Margrethe.

2. Bond is back

Hallelujah! Vi får lov at falde i svime over den britiske gentleman Daniel Craig igen, når han indtager rollen som James Bond for femte og sidste gang. Der bliver fuld knald på intens nærkamp og tætsiddende smokinger, når 007 er oppe imod superskurken Safin, der bliver spillet af den oscarvindende Rami Malek.

3. Præsidentvalg i USA

Manden, der har bragt os ”You are fake news” og ”Covfefe” har haft nøglen til det Hvide Hus i fire år. Derfor skal den amerikanske befolkning en tur i stemmeboksen til november og beslutte om Trump, den selvudnævnte ”favorite president”, skal have fire år mere, eller om der skal et par demokratiske briller til at deeskalere konflikten med Iran.

4. Isn’t it ironic?

Alanis Morissettes ”Jagged little pill” blev i 90’erne lyden af vores ungdom. Vi har danset, vi har grædt og vi har skrålet i vores hårbørster til ”Ironic” og ”You Oughta Know”. 25 år senere (gisp) udkommer hendes niende album ”Such pretty forks in the road”. Lad det blive lyden af vores 2020'ere.

LÆS OGSÅ: Disse 20 tv-serie har vi grædt, grint og gyst mest til i 2019

5. Sport, sport og mere sport

Hvad end du helst vil høre din bedre halvdel råbe af tv'et til en fodboldkamp, se Woszniacki i karrierens sidste tennisturnering til Australian Open, eller du vil tilbringe de lyse morgentimer i Tokyo til sommer-OL, så er der sport i spandevis i 2020. Hvis du ikke er så meget for at heppe fra sofaen, kan du se tourstarten fra din villavej (eller i hvert fald tæt på!), når Tour De France til sommer for første gang skydes i gang i Danmark. Så grav din klaphat eller din gule førertrøje frem fra gemmerne.

6. 100 året for genforeningen

Vi har selvfølgelig aldrig sovet i historietimerne, så vi vidste alle, at det i år er 100 år siden, der blev stemt om en genforening, og det bliver selvfølgelig markeret officielt. Vi har naturligvis helt styr på, hvor landegrænsen gik før, og hvorfor der var behov for en afstemning. Hvis du mod al forventning alligevel har brug for at få opfrisket, hvad der egentlig skete, da Danmark blev genforenet, så forklarer Bodil Jørgensen det her:

7. And the Oscar goes to...

Oscaruddelingen løber af stablen for 92. gang i februar – for anden gang uden vært. Tårevædede takketaler og storslåede kjoler er selvfølgelig noget vi ser frem til, men lad os være ærlige: Vi venter alle sammen bare på at det går galt, så vi kan more os over styrt, svanekjoler og forkerte kåringer af ”Årets film” mange år frem.

8. Ny boss på badehotellet

Vi har nærmest haft abstinenser, siden sjette sæson sluttede i marts sidste år. Derfor kunne vi ånde lettet op, da syvende sæson af Badehotellet blev annonceret. Vi venter spændt på at se, hvordan Amanda driver hotellet under Anden Verdenskrig, og vi kommer til at sidde helt ude på kanten af sofaen, når der er præmiere på TV2 d. 27. januar.

LÆS OGSÅ: Bolig: Her er året store farvetrend i 2020

9. Royal løbetur

Spænd løbeskoene sammen med Kronprinsen, når han for tredje gang stabler Danmarks største løbeklub på benene. Royal Run har i år bredt sig til seks forskellige byer og afvikles traditionen tro 2. pinsedag. Hvis du hellere vil heppe hjemme fra sofaen på alle de seje danskere, der er trukket i løbetøjet, kan du følge med på TV2, hvor der sendes live fra løbet.

10. Canadisk poplegende kommer til Danmark

Hun gjorde monsterhittet, filmen Titanic, til et gigahit også på den musikalske front med ”My heart will go on”, og nu forsikrer canadiske Celine Dion os om, at hun stadig er en af de største stjerner indenfor popmusikken. Til august gæster hun Royal Arena med sit nye album ”Courage”, men mon ikke, der også bliver plads til et kærligt gensyn med nogle af de helt store numre?

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_4.png

Læs også