Rejser
1. april 2010

Wien – klassiker med mange undertoner

Den østrigske hovedstad er en stor kulturklassiker med bygninger, musik og anden kultur. Så du vil måske blive overrasket over at finde erotisk shopping på byens hovedstrøg, gode loppemarkeder og skæve påfund som tasker, der ligner en Sachertorte.
Af: Sus Falch
https://imgix.femina.dk/media/4126334ffcae4d66960d432b5f2fd41c.jpg

Længste shoppingstrøg

Mariahilfer Strasse er med sine knap to km og flere end 350 butikker byens længste shoppingstrøg. Og tager du nogle afstikkere ned ad sidegaderne, forlænges shoppingoplevelsen.

De bedste kvindetips:

  • Kvinde-restaurant
    I en sidebygning til et af Europas største kulturhuse, hvor du måske også finder en interessant koncert, WUK, 9, Währingerstrasse 59, ligger kvinderestauranten Lilla Löfl.

  • Find in-stederne
    www.wien.info omtaler man nye såvel som gamle populære barer, cafeer, restauranter osv. under rubrikken in-steder.

  • Musikalske souvenirs
    Arcadia Opera Shop, 1, Kärtner Strasse 40 og Gramola, 1, Graben 16, har byens største udvalg af klassisk musik.

  • Sikkerhed
    Kvinder kan færdes sikkert i Wien på alle tider af døgnet, når blot de gør det med almindelige forholdsregler for ophold i en storby og bl.a. passer på taske og pung i menneskemylder.

  • Lesbiske
    Finder vej til et virkelig godt homoseksuelt miljø i byen og gode steder samt arrangementer i guiden "Queer Guide", der kan hentes på www.wien.info

  • Store sko
    Hos Jean Paul, Josefstädterstrasse 57 og Porzellangasse 14-16, forhandler man damesko i str. 32-45 og herresko i str. 37-52.

  • Skægge kageforme
    Kexfabrik, Dr. Natterergasse 6, har torsdag og lørdag hhv. kl. 18.30-21 og kl. 10.30-16 åbent i butikken, der har kageforme til mere bagværk, end de fleste kan forestille sig. Flere end 400 på lager, bl.a. Mozart-form, Freud-facon og Halloween-figur plus mulighed for specialbestillinger. Hvis man da kan finde på noget…

Skal det være eksklusivt, så må du ned ad Kärtnerstrasse, Graben og frem for alt Kohlmarkt. Husk også, når du nu er der, at kigge ind til Julius Meinl på Graben, hvor madinteresserede kan svælge i over 16.000 delikatesser i kælderetagen, eller prøve gourmetrestauranten i stuen.

Overvej også Ringstrassen Galleries med fine butikker i tørvejr under centrets tag og skriv dig bag øret, at hovedstrøget i de bezirke (områder), byen er inddelt i, typisk har mange butikker.

Mad og musik

Hvor ellers, hvis ikke i Wien, skal man kombinere en middag med klassisk musik. Kl. 18 serveres der middag i Haubenrestaurant Schimanszky, Biberstrasse 2, og derefter disker Wiener Imperial Orchester op med Johann Strauss, Mozart, Léhar, Beethoven og flere andre i Imperialsall, Beethovenplatz 1.

Billetter på www.oeticket.com, hvor også menukortet dukker op. Pris fra 558 kr. inkl. middag, men uden drikkevarer.

Spis på Gulaschmuseum

Nej, der er ikke tale om et museum, men om verdens eneste gullasch-restaurant, hvor du kan spise dig mæt i den østrigske specialitet på over 15 måder og med ingredienser, der spænder fra kød til chokolade. Du finder den på Schulerstrasse 1 i centrum.

En tur til toppen

Naturhistorisches Museum, Maria Theresien-platz, kan du komme med på en tur til taget af museet og nyde en storslået udsigt over det gamle Wien.

Turene finder sted tirsdage sidst på dagen og flere gange søndag eftermiddag. Når det er koldt, får du gratis punch.

Stemningsfuldt vinsted

Georg Nigl har vundet mange priser for sin vin, og sammen med sin kone sørger han for, at gæsterne bliver godt beværtet på hans vinsted, der er et af landets bedste og ligger meget tæt på centrum.

Adressen er Kunigundbergstrasse 57 i Perchtoldsdorf. Så snart vejret er til det, kan du nyde traditionelle østrigske snacks til vinen i stedets hyggelige gårdhave.

Byens bedste pølser

Ligesom hos tyskerne har pølser en lang og god tradition i Østrig, og i Wien er det bedste sted at spise dem på Stand der Würstel, Schleifmühlgasse 7. Over 30 forskellige slags, bl.a. currywurst, naturligvis, kan få tænderne til at løbe i vand.

Og selv vegetarer behøver ikke gå sultne fra stedet, for de kan mætte sig med indbydende grøntsags hotpots. I modsætning til andre pølse-knejper har denne fordelen at være indendørs, hvis forårsvejret nu skulle drille.

Lørdags-lopper

Gør et fund eller få bare en hyggelig oplevelse på loppemarkedet på Naschmarkt ved U-bahn-stoppet Kettenbrückensgasse hver lørdag fra morgenstunden.

Kig også ind i den skægge butik og café Anna Stein i nr. 21, eller gør som de lokale - slut af med en kaffe på Café Savoy, Linke Wienzeile 36. Hold også øje med specialgaden Neubaugasse's loppemarkeder.

Info før ferien:

  • www.wien.info, www.wien.at, www.timeout.com/vienna og hos Østrigs Turistbureau, tlf. 80 88 67 84, www.austria.info.
  • Sådan rejser du
    På en af de mange færdigpakkede grupperejser hos danske rejsearrangører eller på egen hånd med fly eller tog.
  • Bestil kultur i Wien hjemmefra
    Arte Udland, tlf. 70 10 20 14, har flere arrangementer i den klassiske kulturgenre på programmet.
  • Ind til Wien fra lufthavnen
    Du lander 20 km fra centrum, som nemt nås med lufthavnstoget CAT, der afgår hver halve time. Ekspresbussen og Schnellbahn S7 er andre muligheder. Der er rabat med Wien Karte.
  • Valuta
    Euro, og 1 svarer til 7,45 kr. Kreditkort kan bruges vidt og bredt.
  • Nyt lavprisfly
    26. marts fløj østrigske NIKI første gang på sin nye rute København-Wien. Afgang fra København kl. 20.10 mandag-fredag og kl. 15.20 på søndage. Fra Wien afgår flyet kl. 17.50 mandag-fredag og kl. 13 på søndage. Flyvetiden er 1 time og 35 minutter.
  • Billetkøb
    www.oeticket.com sælger dig billetter til mangt og meget mellem himmel og jord.
  • Rygning
    I Wien ryger man. Men det er bestemt, at restauranter, cafeer og barer skal indrette rygerum, eller beslutte sig for at være et ikke-ryger sted.
  • Takt og tone
    I Wien er der mere etikette end herhjemme. Man er høflig og klæder sig til lejligheden. Klæder skaber folk og god betjening i butikkerne.
  • Rejsetidspunkt
    Wien har centraleuropæisk klima, så der kan blive sommerhedt, men foråret kommer tidligere, og så er påskevejret stort set altid skønt.
  • God guide
    Wien bugner af gammel pragtarkitektur og kultur, så "Politikens visuelle guide Wien" er en rigtig god følgesvend. »Turen går til Wien«, fra samme forlag, er netop udkommet i en ny revideret udgave.
  • Info på stedet
    Der er kun et turistkontor, Tourist-Info Wien, på hjørnet af Maysedergasse og Albertinaplatz, men det kan hjælpe med mangt og meget.
  • Aktuelt når du er der
    Få fat i den månedlige »Wien-Programm - Events«, der udgives af Wiens turistinformation og giver overblik over alle byens begivenheder.
  • Rundt i byen
    For turister kan meget nås til fods, da mange seværdigheder ligger tæt. Wien har et særligt net af fodgængerzoner med gågader og tunneler under de stærkest trafikerede gader. Ellers kan du bruge sporvogne, bus og U-bahn. Wien Karte giver rabat.
  • Fordelskort
    Wien Karte giver rabat på meget og gratis transport med det offentlige i op til 72 timer.

Tag over hovedet

Prøv at kigge nærmere på Altstadt Berlin, Kirchengasse 41, der er indrettet klassisk med et twist eller super design-moderne, bl.a. af designeren Matteo Thun, og har en globetrotter-ejer, der mener, at man skal forkæles til en fair pris.

Dobbeltværelsespriser fra lige godt 1.000 kr. og dejlige pakketilbud med tema, f.eks. kunst og kultur, hvor byrundtur, candlelight-dinner, cafébesøg og meget mere er inkluderet i tre nætter og dage for under 3.000 kr. pr. person.

Skal det være billigere, anderledes, mere eksklusivt eller noget fjerde, så tjek mulighederne på www.wien.info, hvor du bl.a. kan finde privat indkvartering og hostels, der giver valuta for pengene.

Den skægge kunstner

Den fantasifulde og farverige kunstner Friedensreich Hundertwasser fik sit store gennembrud, da han i 1977 fik til opgave at bygge en kommunal beboelsesejendom på hjørnet af Lövengasse og Kegelgasse, der i dag er døbt Hundertwasserhaus og værd at kaste et blik på.

Overfor kan du se mere i Kalke Village, der er en kombineret butik og café.

Husk også at gå på toilettet, selv om du ikke skal.

Mere opstemmende Hundertwasser finder du i KunstHausWien, tæt på beboelsesejendommen. Det er hans eget museum indrettet i stoleproducenten Thonets gamle fabrik. Her er skæve vægge, farverige kakler og bølgende gulve helt i kunstnerens ånd.

Håndsyede sko i Wien

Wien er en af de få byer i Europa, hvor det stadig er god stil at få håndsyet sine sko. Og kvalitetssansen smitter af på udvalget af gode skobutikker i øvrigt, så måske skulle dit bedste køb være et par gode sko.

De særlige cafeer i Wien

Man siger, at cafeerne er wienernes dagligstue. Der kan de sidde længe og læse eller diskutere over én kop kaffe.

Find de stemningsfulde gamle cafeer på din vej, f.eks. Café Sperl, Gumpendorfer Strasse 11, der har originale dampbøjede Thonet-stole, byens vel nok eleganteste Café Landtmann,

Dr. Karl Lueger-Ring 4, eller den berømte Sachertortes udklækkelsessted, Café Sacher, Philharmonikerstrasse 4, og bestil så en af de mange kaffemuligheder hos tjeneren.

Ridekunst uden lige

I over 400 år har Den Spanske Rideskole i Wien betaget med sine smukke heste, dygtige ryttere og fantastiske shows, som også ikke hesteinteresserede falder for. Og så ligger den helt centralt i Bezirk 1.

Vin-vandring i Wien

Har du lyst til at snøre de gode sko og vandre, mens informationsskilte fortæller dig om vinproduktionen og vinen, kan du gøre det ad den 10 km lange Weinvanderweg, der løber ad Mitterwurzergasse, som kan nås med bus 35A.

Besøg komponisternes hjem i Wien

Mange af de store klassiske komponister har boet i Wien, og bl.a. Johann Strauss den yngre og Beethovens hjem er i dag museer.

Beethovenwohnung ligger i Probusgasse 6, vest for byen i samme retning som slottet Schönbrunn, og er mere populært end den store kunstner selv var. For han komponerede altid, så han flyttede tit, når musikken blev naboerne for meget.

Johann Strauss den yngre fik, i modsætning til mange andre af de musikalske genier, succes og rigdom, mens han levede.

Han var nærmest datidens popstjerne og boede, når han ikke var på turné, i Praterstrasse tæt ved Donaus bred, hvor han selvfølgelig komponerede wienervalsen, "An der Schönen Blauen Donau".

Haydnhaus finder du på Haydngasse, hvor museet netop har været igennem en renovering og fået en ny biedermeierhave. Mere på www.wienmuseum.at.

Hør drengene synge i Wien

Wiener Sängerknaben er et af verdens ældste drengekor, som blev dannet i 1400-tallet og var en del af hoffets underholdning. Nu kan du høre dem hver søndag kl. 9.15 i Hofburgkapelle på slottets område i den indre by.

En tur i Wiens kareter

Du kan ikke undgå at støde på dem i bybilledet, de hestetrukne kareter, og de er en hyggelig måde at se byen på, når vejret er godt.

Læs også