Tag på kurophold i Kolobrzeg på Polens nordkyst
Rejser

Wellness-ferie, der ikke koster en formue

29. august 2016
af Lotte Dalgaard
foto: Lotte Dalgaard, Polen Travel, Panthermedia og Alamy
På Polens nordkyst ligger en gammel kurby, hvor I for få penge kan stresse af og blive nusset om på byens mange wellness-hoteller.

Kolobrzeg ligger smukt ud til Østersøen lige under Bornholm på Polens nordkyst. Den 132 kilometer lange flod Parseta løber gennem byen og munder ud i en bred sandstrand med masser af liv og hyggelige cafeer langs strandpromenaden.

Wellness-himlen

Med sit store udbud af wellness- og spa-hoteller er byen et besøg værd hele året. Hotel New Skanpol har 115 forskellige behandlinger på ’menukortet’, så her kan du komme i wellness-himlen, hvis du trænger til at stresse ned og ikke har andet på programmet end afslapning. Der er simpelthen ikke den centimeter på kroppen, som ikke kan få opmærksomhed her. Det sværeste er at vælge – eller rettere: vælge fra.

Nogle af favoritterne er en kropspeeling og indpakning i kanelolie, der siges at have en slankende effekt. Prøv også en antiage-ansigtsansigtsbehandling, ayurvedamassage, hvor du bliver overhældt med varm olie og masseret fra tæer til hovedbund i 80 minutter – eller en fodmassage, hvis du kan lige at få nusset tæer.

Vi har sendt journalist Lotte Dalgaard over for at teste det, og hun fortæller:
- Jeg skal love for, at ben, balder og biceps blev ondoleret! Alle sprækker, folder og hulrum fik opmærksomhed. Det er en fordel ikke at være genert, hvis man bestiller en kropsmassage her.

Luksus og afslapning på kurophold

Læs også: 4 tips til Mallorca i efteråret

Gode priser

Tag en shoppingtur i Kolobrzeg, hvor priserne er så fornuftige, at man hurtigt bliver ufornuftig! Forretningerne sælger blandt andet sko og tasker til en tredjedel af prisen herhjemme. Kosmetik, tøj, guld og sølv samt madvarer er også billige.

I byen findes gode restauranter, og du kan f.eks. få en pizza til 30 kroner eller en mør svineskank tilberedt i øl til omkring en 50’er. Her er også en Irish Pub, hvor en stor fadøl står i 15 kroner. Ved rådhuset finder man masser af hyggelige caféer, der serverer kaffe i alle afskygninger og uimodståelige kager.

Tip: En zloty svarer til ca. 1,80 danske kroner – stort set alle steder kan der betales med Visa og Mastercard

Rejsen til Kolobrzeg

Du kan køre til Kolobrzeg, fra Sjælland evt. via Gedser-Rostock eller Ystad-Swinoujscie. Der findes mange spa-hoteller i Kolobrzeg og i det hele taget langs Polens nordkyst. Skal det være nemt og til at betale, tilbyder Nilles Rejser lækre, men budgetvenlige pakkerejser fra Jylland >

Læs også