https://imgix.femina.dk/media/c956eafec28545daa26d9355e82b44d9.jpg
Rejser

Uzès – franskmændenes eget ferieparadis

4. april 2011
af Hanne Høiberg
Foto: Hanne Høiberg, pontdugard, Office de Tourisme d’Uzès et de l’Uzège/Aline Perier
Den lille middelalderby Uzès har alt det, vi drømmer om i en sydfransk by: Afslappet charme, smalle gyder med nænsomt restaurerede huse, platankransede pladser med hvælvede arkader og et væld af cafeer og restauranter. Tag med på besøg i en by, du slet ikke har lyst til at forlade igen.


Se galleriet i bunden af artiklen, men flotte billeder og gode tips til ferien i Uzès

Der er en egen, tilbagelænet ro i den flimrende halvskygge under platantræerne. Bordene ved cafeerne er langsomt ved at blive fyldt, et par ældre herrer løser verdenssituationen ved fontænen, mens butikkerne i den lave arkade forlængst har åbnet dørene på vid gab. Damerne i fiskeboden har klogeligt placeret sig, hvor solen først rammer, når de har langet den sidste loup de mer (havkat) over disken. Det tegner til at blive endnu en billedskøn dag i Uzès.

5 TIP TIL UZÈS

  • Terroirs, restaurant og butik med lokale produkter på byens smukkeste torv, 5 Place aux Herbes. www.enviedeterroirs.com
  • Maison de la Truffe, mekka for trøffel-elskere, 27 Place aux Herbes, www.lamaisondelatruffe.com
  • Sheherazade, en drøm af en butik med bl.a. sæber og cremer baseret på olivenolie og lavendel, 12 rue de la République.
  • Oplev det historiske Uzès på en tur med guide. Her ser I - blandt meget andet - byens svar på det skæve tårn i Pisa, Tour Fenestrelle fra det 11. århundrede. Bookes på turistkontoret www.uzes-tourisme.com
  • Hostellerie Provencale, hyggeligt lille hotel i klassisk provencalsk stil kun 100 meter fra Place aux Herbes. Ni dobbeltværelser og restaurant. www.hostellerieprovencale.com

Hvis navnet ikke umiddelbart vækker de samme sydfranske associationer som f.eks. Grasse eller Saint Paul de Vence, er det ikke så mærkeligt. Uzès ligger ikke i Provence, men i naboregionen Lanquedoc-Roussillion i departementet Gard.

Og mens den charmerende middelalderby er forholdsvis ukendt af de fleste danskere, står den højt på franskmændenes egen ferieliste. Alligevel er Uzès dejligt fri for det fashionable hype, der præger dens provencalske søstre. Ligesom prisniveauet er en tand lavere.

Det kan anbefales at besøge Uzès i maj-juni eller september-oktober. Men selv på en ganske almindelig torsdag i juni er det en god idé at bestille bord på butikrestauranten Terroir på det hyggelige torv med platanerne, Place aux Herbes, urtetorvet. For det er her, de lokale mødes for at spise en enkel frokost, baseret på lokale råvarer og drikke et glas at den lyse, lette rosévin, egnen er så berømt for.


Egnens bedste marked

Hver onsdag og lørdag morgen forvandles Place aux Herbes til markedsplads. Onsdag er den lille markedsdag med omkring 50 forskellige stadepladser, lørdag den store med over 200.

Læs også

Palma de Mallorca
- det nye Nice

Mød foråret til fods på Korsika

Byhus i Sydfrankrig

Her er alt, hvad hjertet kan begære af svulmende solfyldte tomater, løg, auberginer, honning og ost. Og i maj-juni først kirsebær, siden abrikoser og ferskner. Plus selvfølgelig masser af oliven og olivenolie, der ligesom alt andet produceres og sælges af bønderne i omegnen.

Markedet er berømt i hele departementet, og folk kommer både fra Nimes, Arles og Avignon for at handle.

Uzès er også berømt for sine sorte trøfler - ikke uden grund. Faktisk leverer Gard sammen med depardementerne Vaucluse og Drome 80 pct. af Frankrigs trøfler. De har sæson i de tidlige vintermåneder, og tredje weekend i januar holdes kæmpe trøffelfest på torvet.


Hele byen er fredet

Gaderne nær Place aux Herbes er fyldt med små specialbutikker, primært vin, sæber og skønhedsprodukter, olivenolie og keramik. Men man skal ikke ret langt væk, før gaderne bliver mere stille.

På grund af sin historie og fine, middelalderlige struktur har det centrale Uzès status som secteur sauvegardé, der bedst kan sammenlignes med vores fredning og betyder bl.a., at ingen bygning må ændres uden tilladelse fra regeringen.

Resultat: Et helhedsindtryk, der er roligt, afdæmpet og meget smukt.

De fint dekorerede huse vidner også om, at Uzès har været en rig by, bl.a. fordi den i 1600-tallet var centrum for produktionen af lærred. Tilmed vovede byen at være protestantisk, hvilket betød, at flertallet af byens ti kirker blev destrueret under religionskrigene.

Det prægtige slot Duché, få minutters gang fra place aux Herbes, har været beboet af en af Frankrigs ældste adelsfamilier, Crussol d'Uzès, gennem mere end 1.000 år. Familien bor stadig på slottet, omend greven ikke var hjemme under mit besøg. Havde han været det, ville flaget have været hejst.

Læs også