Turen går til Torri
Byen har hoteller med en til fire stjerner, campingpladser og hotelpensioner, hvor værtsparret selv står bag baren og i køkkenet, f.eks. ONDA, eller Speranza. Begge pensioner ligger i et roligt villaområde. Lidt dyrere er HOTEL GARDESANA , hvor du kan føle dig som en af tidligere tiders privilegerede, der tilbragte en måned eller to i Italien hvert år. Med beliggenhed på Piazza Calderini ved bådehavnen er man på hotellets fortovscafé i første parket til både folkeliv og søudsigt. HOTEL DEL PORTO er det nyeste hotel i Torri. Fire stjerner, men så er det også så tæt på søen, man kan komme, hvis man er til det maritime.
Historisk centrum
Bådehavnen har form som en muslingeskal, og i gamle dage var det fiskerbådene, der lå her side om side. Nu er det lystbådene, der glider gennem vandet og lægger til ved kajen. Kirken Trinitá har freskoer fra det 14. århundrede. Den ligger ved bådehavnen og var tidligere kapel for Gardesana-paladset, som nu er hotel. Kirken er indviet til minde om faldne soldater i alle krige. Overfor bådehavnen, ligger borgen Castello Scaligero, som er fra 1386 og bygget på ruinerne af en borg fra det 10. århundrede. Den fungerer nu som lokalhistorisk museum, men festsalen danner også ramme om byrådsmøderne, og det er også her, brudepar siger et borgerligt ja til hinanden.
FRA DANMARK TIL TORRI
Fly: Nærmeste lufthavn er Verona, fly fra Danmark inkluderer en mellemlanding. Direkte fly til Bergamo. Derfra er der godt 100 km til Torri del Benaco. Man kan leje bil i lufthavnen.
Tog: Til Veronas banegård 'Porto Nuova', ca. 20 timer. Herfra med blå bus nr. 12 til Torri del Benaco (ca. 40 km). Køb busbilletten på billetkontoret. Købes den i bussen, er det dyrere. Bil: 1500 km.
Læs også: