Rejser
3. november 2008

Trøffeljagt for fine næser

På Gotland vokser den smagsrige, underjordiske svamp, der går under navnet Bourgogne-trøflen. Hvert efterår arrangeres trøffeljagter for besøgende med efterfølgende middag på udvalgte hoteller.
Af: af Gitte Just / Foto: Katarina Grip Höök
https://imgix.femina.dk/madogbolig/media/85e15569859541a8aff791e2219cf9bb.jpg
Skovens diamant, Bourgogne-trøflen, havde sidste år en kiloprispå 12.000 svenske kr. i Stockholm.

Trøfler er Gotlands hemmelige delikatesse. Det er ikke mere end 30 år siden, man i Fardhem på den sydlige del af øen gjorde de første fund af de smagsrige, sorte svampe. I dag opererer man med to sæsoner, forårs- og efterårssæsonen, men højsæsonen er stadigvæk fra begyndelsen af oktober til midt i november.


Traditionelt har man søgt efter trøfler med hjælp fra særligt afrettede svin, men da de selv guffer trøflerne i sig, hvis de kan, er hunden at foretrække som hjælper.

12.000 kr. kiloet
Trøffeltypen hedder Bourgogne-trøflen, og det er den samme, som man finder i Frankrig. Aromaen er ikke så intensiv som i Perigord- trøflen, og den er heller ikke så kostbar. Men ifølge en svensk artikel fra 2007 kostede den gotlandske trøffel 12.000 svenske kr. pr. kilo i Stockholm.

Specieltrænede hunde
Den myteomspundne trøffel vokser i kalkholdig jord ved rødderne af eg og hassel, men man skal ikke tro, man kan opsnuse dem selv - dertil kræves en specialtrænet trøffelhund, gerne af italiensk eller fransk oprindelse, og en eller flere eksperter. Da man inviterede to franske trøffelhunde og deres førere til Gotland, steg antallet af fundsteder fra tre til 31, der alle holdes hemmelige uden for en snæver kreds.

Forsøg med dyrkning
Foruden de vilde trøfler har der siden 1999 været et videnskabeligt trøffelforskningsprojekt i gang på Gotland. Man prøver at dyrke trøflerne. Svampene bliver podet på egetræer og hasselbuske i Frankrig og plantet på Gotland, og nu går man og venter. Der kan gå op til 10 år, før man ser, om podningen har givet resultat. I øjeblikket er meldingen, at det lykkes i 25 procent af tilfældene.

DUFTEN TÆLLER

En middelstor trøffel er 4-5 cm i diameter, men de kan variere i størrelse fra kirsebær til blomme. Aromaen kan man diskutere. Nogle synes, den er erotisk, andre at den dufter som nødder eller krydrede rødbeder, men i hvert fald er duften vigtig. Trøflen kan nemlig ikke sprede sine sporer selv. I stedet udsender den en stærk duft, der tiltrækker dyr, f.eks. svin, som begynder at rode i jorden og på den måde spreder svampens sporer.


Carina Ahlqvist på skattejagt efter trøfler med sin special-trænede hund Dessie. Carina har special-tilladelse til at samle trøfler på Gotland. Da svampen vokser under jorden, er den ikke omfattet af allemand-sretten, og derfor kræver det en særlig tilladelse, hvis man vil forsøge sig som trøffelsamler.

Læs mere om:

Læs også