Rejser
12. maj 2009

Toronto for feinschmeckere

Toronto er Canadas gourmetmetropol nummer 1. Byens store torvehaller bugner og lokale og globale specialiteter, og så har byen over 7.000 restauranter, som er misundelsesværdigt fulde af gæster, selv på hverdagsaftener.
Af: af Henrik Kerrn-Jespersen / Foto: Henrik Freek
https://imgix.femina.dk/madogbolig/media/fd6876c3da1e43219b6a385666771c99.jpg
St. Lawrence Market er fordelt på flere gamle rødstenshuse fra 1800-tallet. Det største af dem fungerede engang som byens rådhus, men siden 1901 har den været kendt som byens torvehal.

Det er lørdag morgen, og det myldrer af liv i torvehallerne på St. Lawrence Market. Netop om lørdagen er en del af hallerne viet til det lokale Farmers Market med friske varer fra gårde og haver i oplandet omkring Toronto. The Carousel Bakery er en kuriositet af et bageri, som er berømt for sine brød og bagels. Man bliver let forfalden til deres specialitet: En bolle som fyldes med en saftig, nystegt skive back bacon og skal nydes med sort kaffe.
Glem ikke at besøge risboden i underetagen, hvor man gør lidt af et kup ved at købe en pose vilde, canadiske ris med hjem. De koster næsten det dobbelte i Danmark, og det hævdes, at indehaveren ikke har levet af andet end ris siden teenageårene. Han er i dag 88 år gammel, men virker væsentlig yngre.


Den amerikanske kæde Williams
Sonoma på den fashionable Bloor
Street er et køkkenmekka for alle
madelskere.

De bedste køkkener

I den vestlige del af centrum ligger restauranterne generøst strøet over kvartererne Chinatown ved Spadina Avenue og Dundas Street og teaterområdet Entertainment District med musicalteatre og det store Four Seasons Centre, der huser landets førende opera- og balletkompagnier.
I restauranten på det moderne Gardiner Museum med udsigt over parken hersker stjernekokken Jamie Kennedy, der står bag et dejlig let køkken med vægt på canadiske, årstidsbestemte råvarer.
Det vrimler med dim sum-spisesteder mellem Chinatown og den meget lange Queen Street, der på sin akse i den vestlige del af byen minder lidt om Londons Notting Hill med alternative mode- og designforretninger og et virvar af cafeer, restauranter og natklubber.
Dette område er præget af en atmosfære af ung vildskab, og det er formentlig også den, der har skabt grobund for den store overflod af lounges og billige spisesteder.
Besøg bl.a. Red Tea Box på Queen Street West med byens flotteste cupcakes og kunsthåndværk fra Asien, eller slut dagen af på den supertrendy restaurant Nyood. Køkkenet fusionerer det canadiske med det asiatiske, og før aftenen slutter, er stemningen forvandlet til en lounge, der tiltrækker publikum fra det meste af byen.

Læs mere om:

Læs også