https://imgix.femina.dk/media/4e0010902a2e4b5cbc73e5ab4ea5622d.jpg
Rejser

Snesikker ferie i Røros og Savalen

16. december 2009
af Sus Falch
Foto: Sus Falch
Vil du holde en rigtig vinterferiedrømmerejse, så lad den gå nordpå til den lille norske by Røros midt i Norge, hvor moderne mennesker bor og lever i en historisk by, der er som taget ud af en Astrid Lindgren-film. Og har du lyst til at kombinere med langrend og/eller spaforkælelse, så overvej Savalen Fjellhotell & Spa en times kørsel fra Røros.

I Røros skal du slentre ned ad Kjergata og op ad Bergmannsgata - eller omvendt - og kigge indenfor i de hyggelige butikker med smykker, keramik, uldne plaider, modetøj og vintertøj, som nordmændene nu er så gode til at lave det.

Nyd livet på cafeen

Du skal også give dig tid til at sidde i vinduet på en cafe, i et af de gamle byhuse, og kigge ud på folkelivet, der bevæger sig forbi. Eller spise middag på et af de mange gode spisesteder, der findes i byen i alle prisklasser og i gåafstand fra dit logi.

De bedste kvindetips:

  • Info før rejsen
    www.roros.no, byens turistkontor Røros Reiseliv, Savalen Fjellhotell & Spa, www.savalen.no og www.visitnorway.com.

  • Lej sparkstøtting
    På norsk er det bare en spar, og rigtig mange bruger dem. Det er sjovt, og så står du bedre fast. Lejes på turistkontoret, Peder Hiorts gate 2.

  • Sådan rejser du
    Til Oslo/Trondheim, SAS, Cimber Sterling og Norwegian og videre til Røros og Savalen med fly/bus/lejet bil. Kontakt gerne Savalen Fjellhotell & Spa vedr. transport fra lufthavn til hotel, hvis du skal bo der. Der er en times kørsel. Med undtagelse af lørdag flyver DOT LT dagligt Oslo-Røros.

  • Tag båden
    Du kan også rejsen på afslappende vis ved at tage med DFDS, København-Oslo og tage videre til Røros med fly, 50 min, tog ca. 5 timer el. bus ca. 6 timer.

  • Byens kobber-historie
    Fortælles i Olavsgruva, malmbruddet, et godt stykke fra byen, og på det gamle kobberværk i byen, Smetthytta, der nu er en del af Rørosmuseet. Til og med 31.05.2010 er der guidet bytur kl. 11 fra turistkontoret, Peter Hiorts gata 2.

  • Husk at pakke
    En god bog, hvis du skal på fjeldhotel og slappe af, eller hvis vejret viser tænder, når du er i Røros.

  • Fabrikssalg
    Røros-Tweed sælger plaider i alle størrelser og de skønneste mønstre på fabriksudsalg, man.-fre. 8-15-15. Mindre udvalg i byens butikker.

  • Værd at købe
    Keramik og smykker, der produceres lokalt. Find dem på din vej gennem byen, eller spørg på byens turistkontor.

  • Vintersportstøj til gode priser
    Kig ind i byens butikker med sportstøj efter mærket Stormberg, der er virkelig godt til prisen.

  • Pak varmt
    Det kan være koldt i Røros og Savalen, så pak varmt tøj, også hvis du ikke skal stå på ski.

Byen voksede op omkring et kobberværk, der bragte arbejde og velstand til byen, hvoraf en stor del i dag er både unik, fredet og på UNESCOs liste over verdensarv.

Find et sted at bo

Det bedste sted at få overblik over de mange gode logier er på www.roros.no og www.dehistoriske.no.

Overvej Vertshuset i den gamle Rammgård midt i byen, hvor du kan bo i den gamle bygning eller super moderne værelser med køkken i den bagvedliggende tidligere uldvarefabrik.

Bestil ikke for sent, når der er store arrangementer.

Farvestrålende vintermarked

Rørosmartnan der hvert år ligger midt i februar, har ca. 75.000 besøgende hvert år, hvor den gamle træby forvandles til en stor stemningsfuld handelsplads.

Omgivet af gamle træhuse i skønne farver, handlende og musikere i uld, pels og varme støvler, er tiden skruet langt tilbage og stemningen skruet op - også i de mange gårde, hvor der koges kaffe over ild, mens hestene står i stalden og spillemænd giver et nummer på violinen.

Masser af musik

Men man skaber også nye traditioner, som er værd at komme til byen efter.

Siden 1999 har man haft den femte årstid, som man kalder Røros Vinterfestspillene, hvor indbyggere og tilrejsende flokkes om de mange meget forskelligartede musiktilbud ud over hele byen.

Og det er simpelthen bare hyggeligt.

Billetter til gode priser

Billetterne er yderst overkommelige i pris og arrangementet finder altid sted i uge 10.

Men vær ikke for sent ude med at bestille billetter på www.vinterfestspill.no, der er rift om mange af dem.

Overvej Kammers-kommers, der er en række koncerter hvor man går fra spillested til spillested sammen med de øvrige koncertgængere, og skal huske at være varmt klædt på.

En anden mulighed er at spise ikke alt for sen middag i Brasseriet på Røros Hotell, og så efterfølgende gå til den aktuelle koncert ved 21-tiden i Falkbergetsalan samme sted.

Ud i sneen med samer og rener

Om vinteren er sneen allestedsnærværende i Røros, men du bør overveje at prøve nogle af de aktiviteter, den giver anledning til.

En af de skæggeste er et besøg hos Rørosrein på Hagaveien i kort gåafstand fra centrum.

Her har Eva Nordfjell og hendes mand Magne Haugom etableret et spændende sted med originalt samehus, hvor du bliver beværtet med et dejligt måltid af rensdyrkød tilberedt på traditionel samisk vis.

Ræs af sted på rensdyrslæde

Du bør også prøve at fange en ren med lasso, og eller føre en ren, som man ofte gør det, når flokken skal flyttes.

Men det aller skæggeste, hvis du kan lide fart over feltet, er at køre slæde med ren. Du kan være sikker på at det går stærkt rundt på banen, for renen er vild med det.

Et af Norges bedste spahoteller

En anden oplagt mulighed, er at kombinere et besøg i Røros med et ophold, hvor du kan løbe på ski eller lade dig forkæle med pool og velværebehandlinger.

En lille times kørsel fra Røros ligger nemlig Savalen Fjellhotell & Spa der er et af Norges bedste spahoteller.

Velværeafdelingen med kompetente behandlere hvad enten det gælder massage, ansigts- og kropsbehandlinger, og bassinområde med pool, sauna og masserende bade er få år gammel, mens hotellet har eksisteret i mange år.

Med tiden er der også bygget mange udlejningshytter.

Hotellet er dog pengene værd, for her får du lejlighed til at prøve mange af Norges gode retter med bl.a. fisk og ren.

Langrend, snescootersafari og julenisser

Langrends-løjperne ligger lige udenfor hoteldøren, ski kan lejes på stedet, og et lille alpin-anlæg holder åbent i weekenderne og populære ferieuger.

Der kan også bestilles snescootersafari eller aflægges besøg i julenissehuset, der ligger et stenkast fra hotellet og frister med alskens nisser og anden julepynt.

Savalen Fjellhotell & Spa er gode til at finde på weekendarrangementer med forskellige temaer, og bl.a. pigerne kan snuppe en forkælelsespakke med overnatning, mad og velværebehandling.

Men arrangementerne varierer året igennem, så det er bare at holde øje med hotellets webside.

Læs også