berlin
Rejser

Rejseguide til det grønne Berlin

8. juni 2020
af Elsebeth Mouritzen - foto VisitBerlin, Roman März, Thomas Mayer & PR
Den tyske hovedstad er en pioner, når det gælder grøn livsstil. Det begyndte med genbrug i de alternative kvarterer i byen, men har nu spredt sig til resten af Berlin

Den tyske hovedstad Berlin har længe været foran, når det gælder grøn livsstil. Det begyndte med genbrug i de alternative kvarterer i byen, grønne og bæredygtige spisesteder, men nu har den grønne livsstil spredt sig til resten af Berlin. IN har samlet Berlins grønne perler. Læs med her!

Berlins grønne steder

Mode i Berlin

Den grønne modedronning

Caroline Gentz var ikke i tvivl om sit koncept, da hun grundlagde Ivy & Oak for tre år siden: Hun ville skabe et brand, som gav mening for forbrugeren og for modeverdenen. Fra dag ét valgte hun at designe tøj, som gav voksne kvinder stil, kvalitet og enkelhed til en fair pris med ordene ‘for os er bæredygtighed ikke et valg, men en nødvendighed’. Hun køber metervarer hos de bedste fabrikker i Frankrig og Italien, som de store modehuse også benytter, men hun tager kun en tredjedel af prisen for det færdige stykke tøj. Sammen med sit berliner-team laver hun prototyper på grundmodeller i kollektionen, som kan tilføjes nye detaljer, når der er behov for det, men hendes grundtanke er at skabe et design, som man forelsker sig i, så man vil bruge det år efter år. Hun er den bevidste forretningskvindes redningsplanke med soft-suiting, gode frakker, præsentable kjoler og dem til livets store øjeblikke.

Ivy & Oak i Berlin

Münzstrasse 22, ivy-oak.com

Tysk grundighed på bøjlerne

A Kind Of Guise blev født som et bud på kompromisløs tilgang til modeproduktion ved at forene moderne skrædderteknik med tysk grundighed ved symaskinerne i forbundsrepublikken. Stilen er blød smart-casual i et tidløst look, der næsten minder om nordisk minimalisme, og har man en hipster-mand, vil han ikke gå forgæves på en fælles shoppingtur i Mitte.

Mulackstrasse 23, akindofguise.com

Street-smart i betonbunker

Mellem graffiti og vilde gevækster ligger den nyopførte betonbunker Lobe Block i den nordlige bydel Gesundbrunnen med restaurant, yoga-studie og som nyeste lejer, Hund Hund. Brandet blev født af designer Isabel Kücke og reklamemanden Rohan Michael Hoole, som havde oplevet modebranchens ødelæggende virkning på både tekstilarbejdere og miljøet i tredjeverdenslande. Derfor ville de realisere deres drøm om funktionelt tøj tættere på hjemmemarkedet. Nu bliver de enkle styles i sporty-edgy stil fremstillet i Polen og Rumænien af bæredygtig bomuld, uld, kashmir og læder, og vil man bo, som man klæder sig, har de også en lille kollektion af minimalistiske ting til hjemmet i industrielt design. De sælger primært gennem deres website, for at kontrollere produktionen og kun fremstille efter behov, men man er velkommen til at besøge deres arbejdende studie og mærke på varerne, inden man bestemmer sig.

Hund Hund i Berlin

Böttgerstrasse 16, hundhund.com

Kultur i Berlin

Kunst i den brutale kirke

Byens hotte unge galleriejer Johann König blev halvblind i en ulykke som stor dreng, men har alligevel haft et godt øje til kunst, og nu også arkitektur. Han har langtidsleje på den nedlagte katolske Sct. Agnes-kirke i det tidligere autonome Kreuzberg-kvarter, som han genbruger til skiftende udstillinger, en boghandel og et galleri af fast tilknyttede kunstnere. Heriblandt schweiziske Claudia Comte, der blev kendt herhjemme for sine værker af træ og keramik på Copenhagen Contemporary sidste sommer. Kirken er et kunstværk i sig selv i rå, enkel beton, tegnet af byplanlægger Werner Düttmann og opført i 1960’erne som et prima eksempel på arkitekturstrømningen brutalisme, der er blødt op udenfor med et fint lille grønt anneks.

Koenig Galerie Berlin

Alexandrinenstrasse 118-121, koeniggalerie.com

Biennale i margarinefabrikken

Den gamle margarinefabrik i Mitte har fået nyt liv som Kunstwerke, Institut for Nutidig Kunst, der hvert andet år planlægger Berlin Biennalen efter venetiansk forbillede – i 2020 mellem 13. juni og 13. september. Nogle af udstillingerne finder sted her, andre rundt om i byen, men tiden indimellem biennalerne lægger instituttet hus til skiftende unge, progressive kunstnere, som sætter spørgsmålstegn ved tiden gennem deres værker. Ferniseringerne er nogle af byens mest eftertragtede, fordi de ligner en blanding af rockkoncert og modeshow.

Auguststrasse 69, kw-berlin.de

Less is more i avistrykkeriet

Hvor lokalavisen Tagesspiel tidligere fik trykt sine nyheder, spreder den græsk-tyske kurator Andreas Murkudis nu budskabet om at ‘plads er den største luksus’ ved at vise et spartansk look på en 1.000 kvm. rå, hvid baggrund. Hans fortolkning af bæredygtighed, ud over genbruget af trykkehallen, er produkter til hjemmet, der forener æstetik, kvalitet og lang holdbarhed i et tidløst design, som transcenderer trends. Han har samlet 300 brands fra hele verden, og alle lever op til hans less is more-filosofi. Blandt dem finder man det eftertragtede nordiske udtryk i keramik fra danske K.H. Würtz i selskab med italiensk hør fra italienske Society og møbler fra topdesigneren Rick Owens.

Andreas Murkudis i Berlin

Potsdamerstrasse 7, andreasmurkudis.com

Skønhed i Berlin

Vegansk på skønhedsmenuen

Skønhed kommer også indefra, så når man besøger økobutikken Urban Cosmetics, der er dekoreret med healende grønne planter som eneste udsmykning, får man serveret et lille glas friskpresset juice af hvedegræs til at starte konsultationen. Bag disken står ægteparret Karin Engel og Fabian Thiele, som selv fremstiller deres enkle produkter af et minimum af ingredienser. Alt er økologisk, helst vegansk, fairtrade og i hvert fald frisk. De blander naturlige olier med urte- og blomstervand til et nemt step-by-step skønhedsprogram for ansigt og krop, og hælder dem på lilla glasflasker, så dagslyset ikke nedbryder dem og forkorter holdbarheden. Og selvfølgelig pakkes produkterne ned i håndsyede, genanvendelige bomuldsposer med tørrede blomster drysset i som stødpuder.

Skønhed i Berlin

Lausitzer Platz 11, ucberlin.com

Duft på bestilling

Den pilot-uddannede parfumør Marie Urban Le Febvre vil søge højt og lavt efter unikke ingredienser til sine dufte, som hun blander sig frem til i baglokalet hos et kunstgalleri i Schöneberg. Når hun er tilfreds, hælder hun dem på de blå flakoner med hendes propel-logo for Urban Scents-serien. Er man som kunde ikke helt tilfreds med udvalget, kan hun skræddersy en personlig duft, som så er lidt længere undervejs.

Bleibtreustrasse 32, urbanscents.de

Beauty-nødhjælp

Nicole Wheadon var en af de første i Berlin til at skabe en butik med tilhørende skønhedssalon udelukkende med grønne luksusprodukter fra europæiske og amerikanske producenter. Lige nu er østrigske Susanne Kaufmanns holistiske hjælpemidler på alles læber – og resten af kroppen.

Steinstrasse 17, wheadon.de

GOURMET i Berlin

Lokalt manifest med stjernedrys

Tysklands bedste sommelier, Billy Wagner, og den tidligere teologistuderende Micha Schäfer fik en Michelin-stjerne, allerede ni måneder efter de åbnede deres spiselokale, som de foretrækker at kalde Nobelhart & Schmutzig. Her lever de op til et næsten Noma-agtigt manifest om, at ingen ingredienser må hentes længere væk end 120 kilometer fra Berlins centrum. Derfor bygges aftenens 10-retters tasting-menu hele tiden op omkring de mest aktuelle, friske ingredienser, samtidig med at kokkeholdet hele tiden fouragerer råvarer til fermentering og syltning, så der også er noget til de høst-magre vintermåneder. De ønsker at lave mad med identitet, som skal styrke tilhørsforholdet mellem by og land, men som også giver en intens spiseoplevelse, så selv om retterne er små og asketiske i udseende, er de tætte i smag. Serveringen foregår på keramik ved en trædisk med udsigt til kokkene, som arbejder i et næsten koreograferet slow-tempo, og hver har sin signatur-ret, som de selv præsenterer for gæsterne. Her er ingen larm fra verbale køkken-kampe, kun lyden af stilfærdig vinylmusik på en old-school Dual-grammofon, så man får lyst til at fotografere det hele. Men stedets mantra er ‘bevar minderne uden at tage billeder’, så smartphonen forbliver i håndtasken.

Nobelhart & Schmutzig i Berlin

Friedrichstrasse 218, nobelhartundschmutzig.com

Nultolerance for madspild

Frea ligner alt det, man forventer af verdens første veganske, nultolerance-for-madspild restaurant med rå vægge, kaskader af planter og skandinavisk indretning i lyst træ. Men den lever også op til det på menuen: Generøse portioner af lokalt dyrkede grøntsager, linser og bælgfrugter, tilberedt af den norske kok, Halfdan Kluften, som har været i praktik på Geranium i København, har gjort restauranten populær. Og kan man ikke spise op, bliver resterne komposteret sammen med papir og papemballage, for Frea accepterer ikke råvarer pakket i plastic.

Vegansk restaurant i Berlin

Torstrasse 180, frea.de

Kaffe i Berlin

Etisk luksusbryg

Hver mandag og torsdag rister de bønner hos kaffe-imperiet Five Elephant, så den sorte bryg smager så frisk som muligt. Det har de gjort siden den spæde start i Kreuzberg, hvor det ikke kun handlede om at servere den bedst mulige kaffe, men også at skaffe den til veje på den mest etiske og bæredygtige måde fra Afrika og Sydamerika. Det har katapulteret firmaet op i superligaen som grossister, men også som berlinernes foretrukne café-koncept, hvad enten man indtager sin filterkaffe på den oprindelige adresse i Kreuzberg, i den mere stilige filial i Alte Schönhauser Strasse i Mitte eller omgivet af luksus på barstole af velour i sjettesalshøjde hos Europas mest legendariske stormagasin, KaDeWe.

Reichenberger Strasse 101, fiveelephant.com

Kaffe i kranen

Der er ikke meget tilbage af det gamle industriområde i Schöne-
weide, men en fireetagers murstenskran fra 1967 har fået lov til at stå. Kranhaus Café er indrettet med genbrugsmøbler til en katedral for espresso og filterkaffe, og på de gode dage kan man også nyde den på en tilbygget træterrasse, som har udsigt over Spree-floden.

Paul-Tropp-Strasse 11, kranhaus.berlin

NATUR i Berlin

Den fredfyldte oase

Tiergarten er for Berlin, hvad Hyde Park er for London, Central Park for New York og Tuilerierne for Paris. Den ligger centralt i byen og er så stor, at man også kan køre igennem den med bil. Den gennemkrydses af veje med Strasse Des 17. Juni som den centrale hovedakse gennem rundkørslen i midten af parken rundt om Siegessäule, sejrssøjlen til minde om 1800-tallets krigssejre over Danmark, Østrig og Frankrig, og er især kendt for den 35 ton tunge sejrsgudinde på toppen kaldet Guld-Else på grund af sit forgyldte ydre. Det er også en fredfyldt oase med gang- og cykelstier, små søer og vandløb, og hvis man kunne se den oppefra, vil man forstå, hvorfor Berlin i mere end én forstand bliver kaldt Europas grønne hovedstad.

Man kan finde ro og idyl i Tiergarten

Man kan finde ro og idyl i Tiergarten

Den aktive park

Treptower Park er Berlins næststørste, og den er mere aktiv som rekreativt område. Den har sin egen lille havn ved Spree-floden, som er et godt udgangspunkt for oplevelser. Langs bredden ligger velbevarede husbåde, man kan leje robåde og kajakker, og få sig en tur over området i vandflyver. Længere inde i parken forvandler den sig til en mindelund med sovjet-skulpturer og et mere manicureret look med engelsk havekunst som forbillede.

Godt at vide om Berlin

Godt at vide Den hurtigste vej til Berlin er med fly. SAS og Norwegian flyver dagligt, og det tager kun en time. Den bæredygtige vej er med tog, men det tager omkring syv timer, eller med Flixbus, som har op til fem daglige afgange med samme transporttid. Berlin har et veludviklet kollektivt transportsystem med U-Bahn og S-Bahn samt busser og sporvogne. Det kan betale sig at købe et Berlin Welcome-Card, som er det lokale rejsekort, der også giver rabat på indgangen til diverse museer og seværdigheder.

Læs også