rejseguide til Sicilien
Rejser

Rejseguide: 3 skønne steder på Sicilien

28. juni 2019
af Charlotte W. Brixen
Foto: René F. Hansen
Rejs med til Sicilien og dyk ned i området syd for Catania på den østlige kyst. Her skal du besøge Noto, den gyldne barokby med det smukke historiske centrum og øens bedste kager. Siracusa med fiskemarkedet og den gamle charmerende bydel Ortigia. Og så det lille naturparadis, Cavagrande.

NOTO - DEN GYLDNE BAROKBY

Noto er et godt udgangspunkt for at besøge det sydøstlige Sicilien. I den rendyrkede barokby vrimler det med overdådigt udsmykkede palæer og religiøse bygninger, og byen går for at være en af de smukkeste på Sicilien. Det oprindelige Noto blev jævnet med jorden og ødelagt fuldstændig efter det voldsomme jordskælv, som i 1693 ramte store dele af det østlige Sicilien. Det betød, at Noto skulle genopbygges fra grunden, og da det var den barokke stilperiode, der herskede i Europa på den tid, blev næsten alle bygninger opført i barok stil. At byen er så rendyrket i sin arkitektur og stram i sin byplanlægning, gør den meget speciel, og det er overvældende at gå rundt blandt de enorme bygninger, der imponerer med deres storslåethed og næsten majestætiske stemning. Læg mærke til de mange detaljer på både huse, palæer og kirker. Går du op på toppen af byen får du en fantastisk udsigt over byens tårne og omgivelser. Heroppe er bygningerne mindre svulstige, og du kan opleve det mere lokale hverdagsliv folde sig ud. Det er her, størsteparten af Notos jævne befolkning bor og mødes på de mange pladser.
https://imgix.femina.dk/3-skoenne-steder-paa-sicilien-noto-1.jpg
Noto - Udsigt over byen
Det skal du opleve i Noto Corso Vittorio Emanuele: Om aftenen, når solen står lavt, gløder byen med alle sine honningfarvede bygninger badet i rosafarvet lys. Det er her, du skal slentre en tur på hovedgaden Corso Vittorio Emanuele og beundre de overdådige palæer og kirker, der ligger langs hele gaden. Området her er det historiske centrum med byens officielle politiske og religiøse bygninger, og her ligger mange af de store kirker, paladser, byens rådhus og teater. Gå fra Porta Reale, byporten i øst, og hele vejen op ad Corso Vittorio Emanuele, så går du lige gennem byens hjerte og passerer de tre livlige pladser, Piazza Immacolata, Piazza Municipio og Piazza XVI Maggio. Tag også en afstikker ud i de små, mere rolige gader og gå på opdagelse blandt små butikker, hyggelige trattoriaer, caféer, isbarer og gallerier. Cattedrale di San Nicolò: Katedralen er Notos stolthed og barokke skønhed. Den ligger cirka halvvejs oppe ad Corso Vittorio Emanuele, på toppen af en monumental trappe, og er omgivet af store paladser og religiøse bygninger. I 1996 kolllapsede katedralens store kuppel under et mindre jordskælv og måtte gennem en 10 år lang rekonstruktion. Den danner nu igen, sammen med byens mange tårne, en imponerende skyline, som kan beundres både i og uden for byen. Lige over for katedralen ligger storslåede Palazzo Ducezio, som nu er byens rådhus. Piazza del Municipio
https://imgix.femina.dk/3-skoenne-steder-paa-sicilien-noto-2.jpg
Noto - Far vild i Notos små gader. Café Sicilia: På vej op ad Corso Vittorio Emanuele ligger Café Sicilia, et familiedrevet konditori, der har eksisteret i mere end 100 år. Her får du en uovertruffen mandel- og citrongranita, der serveres med en lille brioche til. Det lyder umiddelbart mærkeligt at spise brød til is, men når du smager de to ting sammen, så kan det bare ikke være anderledes! Skal der mere til for at tilfredsstille din søde tand, er deres cannoli også et must-try. Du husker måske scenen og replikken fra filmen ”The Godfather”, hvor Clemenza siger til Rocco, lige efter at han har skudt Paulie: “Leave the gun, take the cannoli”. Den kage lader man bare ikke stå. Corso Vittorio Emanuele, 125
https://imgix.femina.dk/3-skoenne-steder-paa-sicilien-noto-3.jpg
Noto - Cannoli – den legendariske lokale kage. LÆS OGSÅ: Gozo - en lille skæv perle af en ø

CAVAGRANDE - DET LILLE NATURPARADIS

https://imgix.femina.dk/3-skoenne-steder-paa-sicilien-cavagrande-1.jpg

Cavagrande - Vild og smuk natur

Hvis du er vild med natur, må du ikke misse naturreservatet Cavagrande ved Avola. Det ligger i en 300 meter dyb kløft, omgivet af alle nuancer af grønt, vandfald, naturlige pools, fugle, firben, guldsmede og masser af lyserøde nerier – et lille paradis og en helt fantastisk naturoplevelse. Allerede når du står på toppen ved stien, som fører ned til vandfaldene og de smagradgrønne søer, har du fornemmelsen af, at der venter dig noget helt særligt. Udsigten herfra ud over det grønne landskab er svimlende, og du kan skimte det lysende grønne vand i bunden af dalen. På et tidspunkt deler stien sig i to, vælg den til højre, som fører ned til den store sø og vandfaldene, hvor du kan bade. Oplevelsen kræver udholdenhed og rimelig god kondition. Til gengæld er det hele anstrengelsen værd, og du får belønningen, når du når til bunden af kløften og kan lade dig synke ned i de naturlige pools med vand, der strømmer direkte ind fra vandfaldene. Beregn cirka 45 minutter på nedstigningen og 1 time op – det er en udfordrende tur, med stejle trin, rullesten og ujævnt terræn. Der er ingen offentlig transport til området. Kør ad SP4 fra Avola til Avola Antica, og følg skiltene herfra til Cavagrande.
https://imgix.femina.dk/3-skoenne-steder-paa-sicilien-cavagrande-2.jpg
Cavagrande - Belønningen viser sig i bunden af dalen.

SIRACUSA/ORTIGIA - FISKEMARKED OG CHARMERENDE BYDEL

Siracusa blev grundlagt som en græsk koloni og havde sin storhedstid i oldtiden som en af de mægtigste byer på højde med Athen og Sparta. Byen omtales stadig som den største græske by på Sicilien og er rig på arkæologiske fund fra den græske og romerske periode – både på det arkæologiske museum og rundtomkring i byen, hvor du bl.a. kan se ruinerne fra Apollo-templet, der ligger lige ved siden af fiskemarkedet. Den antikke bydel ligger meget malerisk på halvøen Ortigia, som er den mest spændende del af byen, og som inviterer til at gå på eventyr og fare vild i de smalle gader. Det skal du opleve på Ortigia Ortigias fiskemarked: Det lille farvestrålende og livlige marked møder dig med en eksplosion af farver, dufte og autentiske smage. Det ligger lige efter broen, der tager dig over til Ortigia. Vil du købe krydderier, jasminsæber, håndflettede kurve, peberfrugter fra Etna eller friske fisk og skaldyr, er dette stedet. Er du her i sæsonen, kan du se de lokale fiskere sidde og rense søpindsvin. For enden af markedet, ned mod vandet, ligger et par hyggelige caféer, hvor du kan slå dig ned med en kold Moretti og en lækker sandwich. Via Emmanuele de Benedictis Piazza Duomo og Il Duomo di Siracusa: Domkirkepladsen er Ortigias hjerte, og de barokke paladser på den smukke plads huser bl.a byens rådhus. Domkirken var oprindelig et hedensk tempel for gudinden Athene, og den kristne kirke, der senere blev bygget på samme sted, er bygget ud over ruinerne af det gamle græske tempel. Du kan stadig se de doriske søjler inde i kirken, som er ret bemærkelsesværdig, fordi den har en barok facade, men et ret overraskende interiør med de gamle græske søjler. Il Duomo, Piazza Duomo 1
https://imgix.femina.dk/3-skoenne-steder-paa-sicilien-siracusa-ortigia-1.jpg
Siracusa /Ortigia - Masser af lokale råvarer på markedet i Ortigia. Rundt om Ortigia: Gå en tur rundt om den charmerende halvø, der er omgivet af lækkert turkisblåt vand og indbyder til en dukkert i et af de mange offentlige havbade. Gå langs vandet, og søg også ud i de små levende gader med værksteder og hyggelige butikker og dygtige kunstnere, der står på gaden og sælger deres kunst. Trænger du til et hvil på turen, er der mange hyggelige fiskerestauranter og vinbarer hele vejen rundt langs kajen, med den fineste udsigt over vandet og klipperne. Du kan starte din rundtur på Ortigia ved fiskemarkedet og derefter gå op gennem det gamle jødiske kvarter og videre op til Domkirkepladsen og fortsætte herfra gennem de små gader ud til vandet.
https://imgix.femina.dk/3-skoenne-steder-paa-sicilien-siracusa-ortigia-2.jpg
Siracusa /Ortigia - Vandet spiller en hovedrolle på Sicilien. PRAKTISK Norwegian har flyafgange direkte fra København til Catania, øens næststørste by. Siracusa ligger 66 km syd for Catania, mens Noto ligger 93 km syd for Catania. Du kan sagtens kombinere en tur til naturreservatet Cavagrande med et besøg i enten Noto eller Siracusa og bruge en halv dag hvert sted. Italiensspecialisten har mange ferieboliger i og omkring Noto og Siracusa, både i byen og på landet på de gamle gårde, hvoraf mange er lavet om til hoteller. LÆS OGSÅ: 3 spanske byer på 3 dage

Læs også