Paradis - tag med til verdens bedste bountysteder
Foto: Peter Hauerbach
Den grå og mørke vinter har ramt os. Måske drømmer du også om at ligge under en palme med svømmehud mellem tæerne og en kølig drink inden for rækkevidde? Dér hvor tropesolen skinner, vandet er krystalklart og koralrevene livlige, a-a-ah ...
Seychellerne - Barfodsliv på Alphonse Island
Duftende blomster og bølgeskvulp fra turkisblåt hav tager imod ved bungalowen i strandkanten. På cykel udforsker vi øen og møder dens ældste beboere: Forsigtigt lister jeg hen til den enorme skildpadde "Alphonse", som la-a-angsomt strækker sit rynkede hoved mod mig - jeg bliver nervøs ved tanken om hans knivskarpe næb. Andre beboere får vi nærkontakt med ved revene på 20 meters dybde: Mellem viftende, bløde koraller vender en skorpionfisk uvenligt halen til. Mere hyggeligt er mylderet af småfisk. De vimser ved farverige koralknolde, som vi afpatruljerer på snorkelture. Mens det bløde aftenlys falder på, går vi med solnedgangen til restauranten i lunt sand, hvor maden serveres til guitarsang.
FAKTA: Hotellet har hytter i flere prisklasser ud til lagunens vand. Gratis lånecykler gør det nemt at komme på opdagelse. Et dejligt sted - endda til at betale - og en time med lille fly fra hovedøen Mahé. alphonse-resort.co
TIP: Mange flyselskaber giver fem kilo gratis overvægt til dykkere med certifikat.
Tahiti - Atol-idyl på Raingiroa
I hytten på atollen Raingiroa ud til vandet bølger blid vind gennem bambusvæggene. Alt er idyl - især efter Cecilies fisk i Pension Henry med hjemmehøstet vanilje-sauce. Sandstranden er lille og idyllisk. Ved Tiputa Reef møder vi mantaer - de store fredelige rokker danser i vandet og får følgeskab af delfiner. Fabelagtig dykning! Atollen bliver udforsket på cykel til strande, småbyer med pangfarver og snorkling ved ressortet Kia Ora. FAKTA: Øgruppen tilhører Fransk Polynesien. Nemt, dyrt og dejligt! TIP: På Tahiti dyrkes de sjældne "sorte perler". Besøg en lokal "perlemor" på atollerne, fisk din egen perle ud, eller besøg de mange butikker. Robinson og trekking På hovedøen Tahiti "dingler" halvøen Tahiti-Iti uden veje. Vi vipper forbi, hvor surfere fanger meterhøje vandtunneller. Guiden Herve leder vores to døgns "Robinson". I en bugt finder vi palmeblade til liggeunderlag, og på rundtur umodne kokosnødder med sød saft - og modne, så vi grutter indmaden til mel og bager brød. Vi klatrer langs smuk, knivskarp lava-kyst, hvor svære passager passeres i pauser mellem høje bølger. Undervejs får vi heldigvis bid med et par krabber - og samler frisk bambus og bananblade - som kogegrej ved bålet.
FAKTA: Vi var dels på Tahiti-Iti, boede privat hos guiden et par dage og var på tur med ham til det indre af hovedøen, med vandfald, trekking og overnatning. tahiti-tourisme.com
TIP: Sejl til øen Moorea, og snorkl med rokker i "Stingray World". Jeg møder dem iført "rumklokke" med luft fra slanger i overfladen.
Sulawesi i Indonesien - skønheden og udyret
Verdens mest mystiske havvæsener opleves på mudderagtig bund i Lembeh Strædet på Nordsulawesi. På 10 meter ser jeg mini-søheste og hvide behårede frøfisk. Frokostønskerne indtelefoneres, så alt er klart til pauserne. Middagen serveres til cikadernes spraglede lydtæppe: Fisk morgen, middag - og aften i vandet under pælerestauranten på Kungungan Resort, og stegt på tallerkenen. Samme selvforkælelse findes i Kima Bajo Resort & Spa, en times kørsel væk og - 15 minutters sejlads fra Bunakan Marine Park med en regnbue af liv på koralvægge.
FAKTA: Begge resorts ejes af eco-divers.com, og det gør det nemt med et par dage hvert sted - der er en time i bil mellem.
TIP: Også ikke-dykkere vil hygge sig. Kima Bajo har spa/snorkling og Kungungan stor pool, begge i smukke haver.
Bangkok i blodet - velkommen til Sydøstasiens hjerte
All-inclusive All-inclusive i Egypten - charterferie version 3.0