https://imgix.femina.dk/madogbolig/media/eab16236327341cd97e51f3a36520d48.jpg
Rejser

På isbar i Stockholm

8. april 2012
af Susser Feit / Foto: Helle Schjønning
Besøg isbaren på din storbyferie til Stockholm. Man får varmen på storbyrejser og kan køle af i denne bar.

Der står dampende tåger ud af munden på barens gæster, formummet bag sølvfarvede termokutter med fede pelskraver. Temperaturen er på minus 5 grader og alt, fra vægge til bardisk, borde og coctailglas, knitrer i den skæreste isblå farve. Det er is fra Nordsverige, hvor det fantastiske ishotel Jukkasjärvi ligger ved floden Torne, kendt for sit fine rene vand. Deroppe henter man isen til denne stockholmske bar, hvor man frivilligt lægger foråret bag sig for en times tid i Isdronningens rige. Baren er en smagsprøve på ishotellets atmosfære, og bartenderen mikser drinks i udhulede iskuber som glas. Skal der godbidder til, røget renhjerte, måske, serveres maden helt frisk på istallerkner. For grupper kan der arrangeres en videopræsentation fra hotellet, ligesom man kan prøve at hugge isskupturer! Alt i en aparte og morsom oplevelse. For resten må de have det nemt med opvasken i den bar!

Isbaren på Nordic Sea Hotel, Vasaplan, Stockholm. www.nordichotels.se

Bordbestilling til rådes, især fre/lør på 00 46 8 50 56 31 24. 110 kr. for voksne inkl. lån af termotøj samt vodkacocktail fra menuen, serveret i iskube. Børn 40 kr. inkl saft.

Læs også