marrakech
Rejser

Marrakech: Stilhed og stjerner i en ørken af sten

19. marts 2019
foto & tekst - Kristine Jægesen Wilkens
Under en times kørsel fra Marrakech finder man kontrasten til den funky og farverige marokkanske by: Scarabeo Camp. En fredfyldt klynge af hvide, luksuriøse telte midt i stenørkenen Agafay, hvor telefonen bør være slukket. Det var bagmand Vincent T’Sas’ hensigt med at skabe lejren

Fra Marrakech til Scarabeo Camp

Luk øjnene, siger chaufføren. Selvfølgelig! Nu skal alle dramaturgiske virkemidler i brug! Vi har forladt den asfalterede vej og er kørt ind i det bakkede terræn med et enkelt spor af sten og grus, som får jeepen til at vugge let. 35 kilometer bag os ligger Marrakech, farverig, funky og fuld af fart.

Nu venter Scarabeo Camp lige om hjørnet, og chaufføren forstår kunsten at iscenesætte. Efter en uge i Marrakech med medinaens offensive gadesælgere, der har proppet vores kufferter med tæpper, tekander, keramik og krydderier, opstår en vis immunitet over for lovprisninger af egne varer.

– Nu må I åbne øjnene, siger chaufføren, og jeg må straks erkende, at det ikke er fair at placere den unge mand bag rattet i bås med krejlerne fra Marrakech.

https://imgix.femina.dk/madogbolig/scarabeo_camp_i_marrakech.jpg

Bag en bjergryg åbner sig pludselig et uendeligt syn af ørkenlandskab med små hvide klatter spredt ud lige så tilfældigt som skyerne på den blå himmel oven over os. De hvide klatter er telte af kraftigt lærred – små som store. Agafay hedder dette ørkenområde af småsten, som er den form for ørken, man hurtigst når fra Marrakech, mens det tager en dagsrejse at få det finkornede sand fra Sahara op mellem tæerne.

Jeg kan mærke stilheden, straks jeg stiger ud af jeepen. Som en dyb vejrtrækning, min krop instinktivt har brug for at tage helt nede fra maven oven på menneskemylder, dyttende scootere og farverige fristelser i Marrakechs smalle gader. Fra indtryk i alle højder til ét roligt fikspunkt: horisonten bag bjergene i det fjerne.

– Vores ønske var at tilbyde en naturoplevelse tæt på Marrakech til folk, som ikke nødvendigvis har tiden til at tage på et større ørkeneventyr, fortæller den belgiske fotograf Vincent T’Sas, der skabte Scarabeo Camp sammen med sin kæreste, Florence Mottet, der er uddannet grafisk designer.

– Det betød også noget for os at indrette lejren lækkert i et smukt landskab, som afspejler Marokko, siger han.

Fra camping til glamping

‘Nr. 11’ står der på et lille hvidt skilt ved jorden. Jeg løfter teltdugen og ser ind i vores familiesuite, der intet har til fælles med mine ellers mange teltminder. Jeg er vokset op i orange kanvastelte på spejderlejre med mine veninder og på ferier med min far, min søster og vores frysetaske med Jaka-bov. Som ung lå jeg under nylondugen med min kæreste på campingpladser – fra Roskildes smat til Grækenlands cementhårde jord. Og da vi fik børn, købte vi teltets svar på en stationcar og camperede i Sverige. Indtil vores slatne rygge en dag fik nok af punkterede liggeunderlag og gyngende luftmadrasser.

Mit liv rimer med andre ord på camping. Den slags, som vi i Jylland udtaler KAMping. Nu står jeg og kigger ind i det nye begreb glamping, som er en sammenskrivning af glamour og camping, og pludselig er det der telt ret fedt igen.

https://imgix.femina.dk/madogbolig/camping_i_marrakech.jpg

Med senge, brændeovn, eget bad og toilet minder opholdet under teltdugen mest om at bo på hotel.

En stor dobbeltseng flankeret af to enkeltsenge redt i råhvide farver – som gulvet, hvor kokostæpper ligger ved indgangen, mens de smukke Beni Ourain-tæpper er placeret rundt om sengene, så man kan mærke det bløde, langhårede uld, når man træder ud af sengen på bare tæer, og foran pejsen. Ja, sådan en er her også med et lille skorstensrør stikkende op af teltdugen. I den modsatte ende står et lille skrivebord med en stol, og i et andet hjørne er to gamle kufferter i læder placeret oven på hinanden med et horn af messing og en vintage-globus på toppen. En smuk blanding af Den Afrikanske Farm og Aladdins Hule.

https://imgix.femina.dk/madogbolig/teltforhold_i_marrakech.jpg

Teltlivet er ofte forbundet med kø til badet i toilet-bygningen eller skurvognen, men her har man sit eget, private bad. I skumringen før middagen tændes der bål, som både hygger og varmer.

– Min kæreste og jeg har begge boet i Afrika i vores barndom, og mange af møblerne er familieskatte, som vi har fået hertil, fortæller Vincent T’Sas.

Kamel i morgenlys

Da tusmørket falder på, bliver alle lanterner rundt om teltene tændt, og det samme gør to bålfade foran lejrens tre største telte, hvor måltiderne indtages. Gæster fra Australien, USA og Tyskland kommer ud af deres huler og sætter sig foran den levende ild, som luner godt i den kølige aftenvind. Bag os sørger en singer-songwriter for et akustisk lydtapet med Beatles og Bob Marley på repertoiret.

https://imgix.femina.dk/madogbolig/solopgang_i_scarabeo_camp_marrakech.jpg

Det er magisk at opleve morgensolen snige sig op bag bjergene i horisonten.

Det er hyggeligt – også da han tager sin guitar under armen og går sammen med os andre ind i teltet, hvor middagen serveres klokken 20. I skæret fra stearinlysene i de høje, trearmede sølvstager spiser vi solid marrokansk mad fra brændende varme taginer.

Da vi kommer tilbage til teltet, er der tændt op i brændeovnen, og det er rart på denne tid af året, hvor dagene er varme, og nætterne kolde. Det mærker jeg, da jeg vågner klokken fire. Det er nu ikke kulden, der vækker mig, men Abba og ‘Dancing Queen’, der drøner ud i natten. Der er gang i singer-songwriteren, tænker jeg, men finder næste dag ud af, at festen kom fra en nabolejr med et lidt andet aktivitetsniveau. Man kan ikke se lejren fra Scarabeo Camp, men denne nattestund føles den helt tæt på, fordi bjergene kaster lydene frem og tilbage.

https://imgix.femina.dk/madogbolig/marrakech_paa_kamelryg.jpg

Hvis man får nok af at sidde i de råhvide sofaer og nyde udsigten og stilheden, kan man købe sig til et hav af aktiviteter. Scarabeo Camp tilbyder bl.a. quad-biking, rideture på hest og på kamel, yoga, vandreture med guide og mountainbike-ture i det bakkede terræn.

Jeg står op og trækker teltdugen til side, og udenfor mødes jeg af et syn, som jeg aldrig har oplevet før – og som, jeg tænker, er noget af det, der har trukket Troels Kløvedal og andre gode sømænd ud på de store verdenshave: en fuldstændig absurd smuk stjernehimmel, så tæt på at man næsten får lyst til at række ud efter de lysende kugler.

Små fire timer senere sidder vi på første række til endnu en smuk naturoplevelse, da solen står op og spreder et varmt, gulligt lys, der får alt til at stå knivskarpt. Som silhuetten af den enlige kamel, der går på bjerget i det fjerne.

Bare ét lille billede

Dér går jeg ud efter morgenmaden. Og midt i dette øde og storslåede landskab føler jeg mig helt lille og en smule fortabt – på den gode måde. Og så har de belgiske ejere sådan set opnået en del af det, de ønsker for gæsterne.

https://imgix.femina.dk/madogbolig/velkomst_til_scarabeo_camp_i_marrakech.jpg

Vi bliver budt velkommen til lejren med myntete og marrokanske petitfours – og en ’never ending’ udsigt.

– Vi håber, at gæsterne nyder en naturoplevelse og bliver afkoblet fra et travlt liv. Vi vil gerne have, at folk farer lidt vild i området. At de går en tur over på bjerget og finder sammen, kommer væk fra telefonerne og nyder de simple glæder, siger Vincent T’Sas.

Det kan man i Scarabeo Camp. Her er ingen wifi, men lejren får strøm via solceller, som også sikrer, at vi kan tage et varmt bad. Dermed er der også et strømstik, hvor man kan oplade sin telefon. Og på de sociale medier kan man se, at dét gør mange her i Scarabeo Camp. Det er et ret instavenligt sted, som min teenagedatter formulerer det, og det gør det svært – også for mig – at lægge telefonen med kameraet helt fra sig. Men alle forudsætninger er til stede.

Det skal du vide om Scarabeo Camp i Marrakech

Om campen:

Da Vincent T’Sas fik ideen til Scarabeo Camp gik han efter at skabe et lille hotel, som kunne være fleksibelt og flytte fra sted til sted. Som barn boede han i så forskellige lande som Jugoslavien, Thailand, Grækenland, Congo og Algeriet.

– Jeg havde brug for et projekt, som ikke lænkede mig til ét sted, fortæller Vincent T’Sas.

Derfor er Scarabeo Camp også fleksibel i den forstand, at man kan booke skræddersyede ophold, hvor man fx overnatter i fire forskellige omgivelser, fire forskellige steder i landet, lige fra en nat i bjergene til en nat i nationalparken Souss-Massa og ørkenen syd for Agadir.

Priser:

IN boede i en Maure Family Suite: et telt på 10m x 5 m med en dobbeltseng og to enkeltsenge, privat terrasse, brændeovn, privat toilet og bruser, og halv pension (aftensmad og morgenmad): 2.130 kr. pr. nat.

En Maure Suite Superior for to personer – et telt på 10m x 5 m med en dobbeltseng, skrivebord, privat terrasse, brændeovn, privat toilet og bruser, og halv pension (aftensmad og morgenmad) – koster 1.900 kr.

IN var inviteret af Scarabeo Camp.

Læs også