https://imgix.femina.dk/media/15078799b54c40b9966e254cfbccfc28.jpg
Rejser

Juleshopping i London

28. november 2011
af Helle Bjerre Christensen
Foto: PR, Mirage Photo & Helle Bjerre Christensen
London er stedet at komme i ægte julestemning, og så er julegaverne billigere end i Danmark

High street-shopping i Chelsea
Hvorfor ikke undgå de største folkemasser på Oxford Street og Regent Street og lægge dine high streetkøb dér, hvor også hertuginden af Cambridge, Kate Middleton, shopper: Kings Road i Chelsea. Her finder du Gap, Zara, Jigsaw, Monsoon og alle de andre high street-kæder samt en række små uafhængige butikker. På hjørnet af Kings Road og Sloane Square ligger stormagasinet Peter Jones, og rundt om hjørnet finder du i Sloane Street Londons største samling af luksusbutikker som Miu Miu og Hermes.

Undergrundsstation: Sloane Square.

Winter Wonderland i Hyde Park
Med til julen i London hører mince pies og kitschet tyrolerstemning i Hyde Park. Julemarkedet Winter Wonderland er byens største, og som så mange andre af Londons traditionelle julemarkeder er også dette stærkt inspireret af tyske traditioner. Fra små alpehytter i træ sælges candyfloss, glaserede æbler, tyske pølser og glühwein, ristede mandler, hjemmelavet kunsthåndværk, julepynt og ingefærhjerter. Her er udendørs skøjtebane, cirkus og tivoli.

Undergrundstation: Hyde Park Corner, hydeparkwinterwonderland.com

Old Spitalfields Market i Østlondon
Går du på marked for at shoppe, er Old Spitalfields Market et godt bud. For selv om der hele tiden kommer nye, spændende markeder til, så er det berømte marked i Østlondon med sine godt 110 boder og store udvalg af bl.a. fine gamle brocher, vintagekjoler, victorianske testel og gammelt legetøj stadigvæk byens største. Som noget nyt har en samling unge britiske designere inden for mode, indretning og kuntshåndværk, Designers Makers Market, også fundet vej til Spitalfields.

Undergrundsstation: Liverpool Street Station, oldspitalfieldsmarket.com

Julesalmer i kirkerne
Und dig selv en oplevelse, der er julet, stemningsfuld og engelsk. Den tusind år gamle kirke St. Martins-in-the-Fields på Trafalgar Square er berømt for sine traditionsbundne koncerter med engelske julesalmer. Hele december afholder kirken "Christmas carols by candle light", og koncerterne er så populære, at mange londonere først synes, det er jul, når de har været til kirkekoncert. På Trafalgar Square står også byens største juletræ. Det tændes 2. december.

Læs også