https://imgix.femina.dk/media/503e910af8544542ab8072b6c50b1231.jpg
Rejser

Hyggelig ferie i kulturbyen Pecs

24. februar 2010
af Sus Falch
Ungarnske Pecs har mere end 2000 års kulturarv at dele ud af, og ligger smukt for foden af Mecsek-bjergene med Middelhavs- klima og -stemning. Og i 2010 er den europæisk kulturby med mange højdepunkter.

Når man kaster et blik ud over den hyggeligt oplyste by en sommeraften, og ser et spir spejle sig mod den blå aftenhimmel ved indgangen til et brostensbelagt torv omkranset af gamle huse, er det svært at forestille sig en bedre lokalitet for kulturby-arrangementer.

Hertil kan lægges hyggelige gader med gode restauranter og gæstfrie priser, shoppingcentre og egnsmuseer, der levendegør et område med mange etniske minoriteter.

Kulturby-år med maner

Pecs har virkelig mange gode kulturarrangementer på plakaten, som ikke ungarere med fornøjelse kan følge med i. Vælg nogle, der passer dig og dine interesser, på den officielle hjemmeside.

Foråret, som jo er tidligere ude end herhjemme, er en dejlig årstid at besøge byen på. Blomstrende mandeltræer breder deres lyserøde kroner over byen, og kulturbyarrangementerne er i fuldt sving.

De bedste kvindetips:

  • Sådan rejser du
    Billigt med fly, f.eks. Norwegian, retur fra 400 kr. og Malév, 800 kr. Tog Budapest-Pecs koster ca. 90 kr., kører fra Keleti pu (østbanegården), og de 228 km tager ca. 3 timer at køre.

  • El
    230 volt og kontakter, der passer til danske stik.

  • Valuta
    Forinter ( HUF) og 1 dansk krone er 35,86 HUF.

  • Sikkerhed
    Det er sikkert og trygt at færdes i Pecs, men pas på din taskes indhold, hvor der er mange mennesker, bl.a. på markederne - akkurat som herhjemme.

  • Hvis du vil shoppe
    Et par af de bedste butikscentre er Árkád og Arkadok. Åbent alle ugens dage, søndag inklusive, hvor åbningstiden er 10-18 - de ørige dage åbnes kl. 7, og lukkes igen kl. 21, fredag dog kl. 22.

  • Prisniveau
    Billigt til middel, såvel hoteller som restauranter fås virkelig billigt.

  • Husk at pakke
    Gode sko, for det er oplagt at se byen til fods, overtøj passende til årstiden og til at du kan nyde udendørs koncerter og arrangementer.

  • Sprog
    Ungarsk, men du kan gøre dig forståelig på tysk og engelsk mange steder.

  • Info før rejsen
    Hos Ungarns turistråd, tlf. 39 16 13 50.

  • Find et hotel
    Visit Pécs og www.hotels.com, kan du finde tag over hovedet i mange prisklasser. Det er hyggeligt at bo centralt.

  • Få overblik
    www.visitpecs.hu kan du finde vej til lokale specialiteter, som er værd at købe med hjem, og læse mere om guidede ture, der bl.a. omfatter en fotograf-tur til de mest fotogene steder.

Masser af festivaler

På Pécs forårsfestival fra 15.3. til og med 9.4. 2010 kan du opleve musik og kunstnere i mange genrer fra klassisk til moderne.

På programmet finder du bl.a. Mezzoforte, Pat Metheny, Bobby Mcferrin og Al Di Meola. Se programmet her.

Fra 12. til 21. juni 2010 frister Promenade festivalen, der er en traditionel sommerfestival med masser af musik og dans.

I juli 2010 spræller Cirkus- og gadeteater-festivalen på byens torve, pladser, strøg og andre steder, der egner sig til gratis optræden.

Og fra 23. til og med 28. august 2010 trækkes der virkelig i trådene under Den internationale dukketeaterfestival for voksne, hvor dukkeførere dyster om priser og publikums gunst.

De lokales egen festival

1.-5. september 2010 slår Middelhavsfestivalen sig løs med arrangementer på byens historiske pladser og i ditto bygninger. 16.-26. september 2010 er der kulturarvsfestival, hvor der er mange guidede ture til kulturelle seværdigheder, og populære begivenheder som veteranbiltræf og meget mere.

Denne festival får mange lokale bidragydere med specielle interessefællesskaber af huse over hele byen.

En rigtig god lejlighed til også at komme ud i byens forstæder.

Kristen UNESCO-arv

Pecs er på størrelse med Odense, og var en vigtig by i kristendommens begyndelse.

I dag er necropolis bestående af 16 bygninger en vigtig arkitektonisk enhed fra det 4. århundrede, som nu er beskyttet af UNESCO.

Højdepunktet i denne forbindelse er det gamle kristne mausoleum på Szent István-pladsen med vægmalerier, inskriptioner og resterne af tre sarkofager.

Besøg også Pasha Ghazi Oassim moskeen, hvis grønne kuppel på byens centrale Széchenyi-plads, nærmest er blevet byens vartegn og i dag er en katolsk kirke.

Domkirken og museumsgaden

Pecs har i mange år været bispesæde, og har en imponerende domkirke.

Og museums-interesserede må finde vej til Káptalan gaden, der har så mange museer, at den populært kaldes museums-strøget.

Nr. 2, huser museet, som er opkaldt efter porcelænsfirmaet Zsolnay, der er kendt for porcelæn med metallisk, fluoreserende farver i bl.a. vinrødt, grønt og blåt.

I nr. 3, 4, 5 og 6 kan du på gallerier og museer, opleve værker af nogle af Pecs og Ungarns kendteste kunstnere før og nu.

Interessant etnografi

Der er endnu flere museer i byen, som du kan finde her

Men overvej det etnografiske museum på Rákóczi utca 15.

Her spiser du godt

Det dejlige ved Pecs er, at du kan spise godt og lokalt virkelig billigt.

Pezsgoház Etterem (billedet til venstre) på Szent István tér 12, ligger meget spektakulært i en kælder, hvor man engang producerede vin.

Szent Istvan pladsen er også en del af byens kulturarv, som er optaget på UNECOs liste.

Restauranten er indrettet med en blanding af gamle vinfremstillings-redskaber og moderne værker af lokale kunstnere.

Vinkortet er godt og bredt, overvej bl.a. den mousserende vin produceret efter champagnemetoden.

En tre retters menu med forret, suppe og hovedret koster knap 60 kr.

Landets 4. bedste restaurant

Enoteca Corso & Bistro lige ved siden af National teateret blev udråbt som Ungarns 4. bedste restaurant år 2009's Restaurant- og Vinguide.

Enoteca Corso & Bistro er delt i to, med en fin restaurant og en bistro, hvor priserne er lavere, og retterne på menukortet er enklere og baseret på det traditionelle ungarske køkken.

Ungarsk og godt

Kalamáris Restaurant, Rákóczi utca 30 (nær Zsolnay monumentet) serverer traditionel ungarsk mad med et moderne twist.

Tettye Restaurant, Tettye tér 4 (på Tettye højen) har traditionel ungarsk mad med tysk anstrøg, gode portioner og placeringen i smukke omgivelser.

Aranykacsa Restaurant, Teréz Utca, har slået sig ned i byens hjerte, og tilbyder lette moderne ungarske retter, som ofte høster anmelderroser.

Læs også